Archive for juni 5th, 2010

Published by Mette on 05 jun 2010

Så sparede jeg de penge…

Jeg havde et håb (lille bitte ganske vist) om, at jeg kunne ha’ lokket J med på Hjallerup marked, men som sædvanligt blev mit vink med en vognstang ikke forstået. Eller måske blev det ignoreret med fuldt overlæg. Det er aldrig til at vide. Selvom jeg godt gad. Vide det altså!

Heldigvis er det ikke alle, der er ”sociale mongoler” - og en enkelt opringning gjorde, at jeg en halv time senere havde lavet kaffe, pakket Poloen og var på vej til vandet i selskab med M og hans dejlige hunde.

Der var skønt derude i dag. I naturen. Vinden var en smule kold ved vandet og mine bare skuldre måtte have en trøje på, men solen varmede min næsetip og jeg fornemmer huden stramme… den har vist fået rigeligt. Kaffen og podens hjemmebagte cookies blev indtaget siddende på de varme sten, mens hundene styrtede omkring og trættede både sig selv og vi andre. Og så var fornøjelsen, i modsætning til Hjallerup marked, ganske gratis.

Al den friske luft har gjort mig lige så træt som et helt alderdomshjem og jeg overvejede at følge den rødhårede og tage mig en ordentlig skraber. Men det bliver vist ved tanken ellers ender det bare med, at jeg sidder oppe den halve nat. 

Poden er hos sin far, så aftensmad er noget jeg laver, hvis jeg gider ellers kan jeg sagtens nøjes med, hvad der ligger lige for i køleskabet af rester.

God lørdag aften til dig.

Published by Mette on 05 jun 2010

L 163

Ændringen af lov om hunde og dyreværnsloven er i går blevet vedtaget i Folketinget med ikrafttræden fra 1. juli 2010.

Jeg havde en fortvivlet opdrætter i røret i går, for hans race – Amerikansk staffordshire terrier - står på listen. Han ligger pt. inde med to kuld hvalpe og så i ånden, at de nu skulle aflives. Det skal de selvfølgelig ikke, for en nærlæsning af lovændringerne viser, at den gælder for hunde født efter 1. juli 2010 – selvfølgelig vil jeg næsten sige!

Det er disse 13 racer er kommet på forbudslisten.

»§ 1 a. Besiddelse og avl af følgende hunde er forbudt:
1 Pitbull terrier (har i forvejen været forbudt)
2  Tosa inu (har i forvejen været forbudt)
3  Amerikansk staffordshire terrier (ikke muligt at finde)
4  Fila brasileiro - 437
5  Dogo argentino – 728
6  Amerikansk bulldog (ikke reg. i DKK)
7  Boerboel (ikke reg. i DKK)
8  Kangal (ikke reg. i DKK)
9  Centralasiatisk ovtcharka – 94
10  Kaukasisk ovtcharka - 282
11 Sydrussisk ovtcharka – 120
12  Tornjak – 80
13  Sarplaninac – 105

Hvordan arbejdsgruppen er kommet frem til netop disse 13, er mig en gåde. Som det ses af tallene, jeg nar noteret efter racenavnet, er der registreret ganske få af disse racer i Dansk Kennel Klub (DKK). Disse tal er total antal registreringer i DKK og inkluderer derfor også døde hunde. Flere af racerne måtte jeg Google, for jeg havde ikke tidligere hørt om dem.

Jeg kan undre mig over, hvor rottweileren, dobermann’en og schæferen er henne. Så vidt jeg ved er disse racer blandt toppen af poppen, når det gælder bidskader. Men det ville nok ikke høste mange stemmer, da det også er de racer, der står for et meget stort antal registreringer… nu rammer man nogle ganske få, det koster samme antal stemmer og så kan den store hundeuvidende befolkning sidde og nikke anerkendende af regeringens fantastiske tiltag. Vorherrebevares!

Den lovændring er efter min bedste overbevisning fuldstændig forfejlet og jeg tror desværre ikke, det får nogen som helst effekt på de grimme ting vi gang på gang ser i avisen. Misforstå mig ikke… for jeg synes det er ganske forfærdeligt, når det sker at et barn bliver skambidt eller en hund bliver bidt ihjel… jeg tror bare ikke på, at regeringens tiltag hjælper. Overhovedet.

Det er ikke min opdrættervens hvalpe der ende med at blive problemhunde. De er afkom af fysisk og mentalt sunde forældredyr. Det har de papir på. Det kræves hvis deres hvalpe skal registreres og skal have stamtavle i Dansk Kennel Klub. Og den var den vej man skulle gå i stedet for at bruge krudt på nytteløse forbud.

De danske kennelklubber burde gå foran og kræve mentaltest af alle hunde, der skal bruges i avl. Alle uden undtagelse. Og så skulle man fra det offentligte bruge en masse ressourcer på at stoppe den ulovlige import fra Østeuropa, hvor man henter masser af billige hvalpe af tvivlsom oprindelse, som er taget fra deres mor alt alt for tidligt og som sælges gennem Den blå Avis og hundehandlere… det er de hvalpe, der ender med at skabe avisoverskrifter. Kunne man komme dem til livs, tror jeg vi kom langt.

Og efter den svada vil jeg gå i ud og nyde naturen med min hund – hav en dejlig lørdag :-)