Archive for marts, 2010

Published by Mette on 27 mar 2010

Mens vi venter…

Da lyset faldt ind af vinduerne i formiddags kunne jeg se, at den unge pige i huset ikke gør, som hun bliver betalt for. Enten skal hun have mindre i løn eller også må jeg fyre hende :-)

Jeg droppede min Aalborg tur det fordel for en tur rundt i huset med støvsuger og klud. Det var tiltrængt, men nu kan jeg også gå feriedagene i møde støvfrit og med rene gulve. Deuden kom jeg i tanke om, at jeg skal have de grå børster trimmet på mandag og derfor alligevel skal til byen… og Friis render nok ingen steder.

Derefter var det den rødhårede, der krævede opmærksomhed. Gummistøvlerne blev fundet frem og vi tog turen op til skovsøerne for første gang i år. Vejret er lidt gråt og trist – var lidt gråt og trist for lige nu skinner solen faktisk - så jeg lod kameraet blive hjemme og godt det samme. Der var ikke meget forår at komme efter deroppe endnu. Der var stadig tyk tyk is på søerne og stierne var smattede og mudrede.

Men snart… meget snart ser der sådan ud…

Published by Mette on 27 mar 2010

Lørdag med forhindringer

Jeg husker ikke at have bestilt telefonvækning til klokken meget tidligt lørdag morgen. Det måtte være en fejl. Ingen kan ville mig noget vigtigt SÅ tidligt. Desuden lå den nede i køkkenet. Så jeg lod den ringe.

5 minutter senere blev en nøgle stukket i hoveddøren og poden trampede op ad trapperne – og så kunne jeg nok regne ud, hvem der havde ringet.

Der fulgte en lang historie om noget knallertkørekortundervisning med start kl. 9, om en venindes mor, som har bil og havde lovet at køre dem, men som havde været i byen fredag aften og  vist havde ”glemt” at komme hjem, om en bus der først kører kl. 10, om en far der ikke troede på det faktum og om en pc der ikke virkede, så han kunne overbevises.

Derfor stod hun ved fodenden af min seng, i gang med at tænde min pc. Efter at have konstateret, at den var god nok - den offentlige transport mod Hals starter først kl. 10 - måtte jeg op og ringe til underviseren. Han lød lige så vantro, men heldigvis lød han også som om, at det kunne der findes ud af, når bare pigerne kom så hurtige de kunne.

Jeg kunne lige så godt blive oppe og derfor er jeg snart klar til at tage turen ind mod Aalborg. Jeg havde tænkt mig, at besøge byens nye indkøbsmekka Friis – selvom jeg kan have lidt svært ved at se, hvad de bidrager med af nyt – så vidt jeg kan se på butikslisten er det næsten udelukkende butikker vi i forvejen har i byen. Fordelen er selvfølgelig, at man kan gå indendørs og på sådan en tåget små våd lørdag som denne, er det selvfølgelig heller ikke en mulighed man skal kimse ad.

Published by Mette on 26 mar 2010

Er der ikke noget med…

- at hund og ejer kommer til at ligne hinanden?

Jeg kunne i hvert fald godt have en uimodståelig trang til at udtrykke mig sådan… og jeg vil heller ikke udelukke, at jeg er kommet til det… sån lidt i det skjulte ;-)

Published by Mette on 26 mar 2010

Så var det slut…

Jeg fik overstået min sidste arbejdsdag i min gamle afdeling og fik en umanerlig sød farvelhilsen fra min yndlingskollega :-)

Derudover gider jeg ærlig talt ikke bruge mere krudt på, at spekulere over dét, som jeg alligevel ikke kan lave om på. Som jeg har sagt før, så har man nogen gange bare ikke noget valg og jeg vil i stedet glæde mig over det, der ligger lige for - nemlig de mange fridage der venter forude.

De første dage skal den rødhårede og jeg spendere alene. Poden er hos sin far frem til søndag/mandag, og jeg glæder mig faktisk til at få sovet uden at få søvnen afbrudt af hendes insisterende hoste. Hun var ved lægen i går, men en del misforståelser har gjort, at hun endnu ikke er kommet i korrekt behandling… jeg blev lovet et opklarende opkald fra lægehuset i dag, men jeg har ventet forgæves. I hvert fald har jeg på nuværende tidspunkt ikke hørt en lyd og opkald den anden vej havner forgæves i en automatisk telefonsvarer :?

Den rødhårede ånder mig i nakken og vil slemt gerne ud og løbe… og en rask trave-/løbetur er balsam for sjælen, så det må vi hellere..! 

Hav en rigtig dejlig fredag.

Published by Mette on 26 mar 2010

Newtons tyngdelov

To legemer med masserne M og m adskilt af afstanden r vil hver især opleve en gensidig, tiltrækkende kraft, som antager værdien

hvor G er gravitationskonstanten (6,67 · 10-11 N · m2 · kg-2)

Her illustreret af Morten Ingemann ;-)  

Published by Mette on 26 mar 2010

Overvejelser

Indimellem får  jeg tilsyneladende skrevet noget, som kan misforståes – nogen føler sig truffet uden det var tilsigtet og det skal jeg selvfølgelig beklage. Meget.

Jeg overvejer lige, hvad jeg gør herfra… – om jeg lukker siden helt ned, eller sætter adgangskontrol på ved jeg ikke… men noget gør jeg!

Published by Mette on 25 mar 2010

Ved du godt…

- at forude ligger 10 dages dejlig ferie. Ubrugt. Uplanlagt. Altså, hvor jeg godt gider :-)

Men først skal jeg have sidste arbejdsdag i mit gamle job overstået. Temmelig trist, hvis jeg skal være ærlig. Og oven i handlen har jeg måttet konstatere, at der INTET er forberedt til min flytning. Overraskende? Næ! Men når man samtidig er i mentalt underskud, skal der ikke så meget til, før det bliver en uoverskuelig følelse af ikke at føle sig velkommen og værdsat. Og det er netop den følelse jeg sidder med lige nu.

Jeg tror, det er godt, at jeg skal holde lidt fri, inden jeg skal begynde… så er jeg forhåbentlig ovenpå igen.

Published by Mette on 25 mar 2010

Lidt at glæde sig over…

Vi nåede langt fra op på de lovede 16-17-18 grader i Nordjylland, men mindre kan også gøre det. Og bli’r det overhovedet ret meget mere foråragtigt end udsprungne krokus med besøg af en fed og ihærdig brumbasse…

Published by Mette on 25 mar 2010

Megafon spørgsmål

Du skal en tur i Tivoli og have en ledsager med - hvem ville du foretrække: Helle Thorning-Schmidt eller Lars Lykke Rasmussen?

Hvad er da lige det for en underligt spørgsmål…

Nåmen… uden at skele til det politiske ville jeg umiddelbart klart foretrække Lars Lykke… mest fordi jeg har enormt svært ved at se mig selv i selskab med den anden svarmulighed. Lars Lykke er mere “menneske”, hvis man må ha’ lov sige sådan – siger det svar mon Megafon noget om mig?

- hvem havde du forresten valgt?

Published by Mette on 24 mar 2010

Lige mine ord…

… se dette klip fra DR omkring den nye hundeforbudtliste!

Published by Mette on 24 mar 2010

Silence…

Min bærbare blev sendt til rep i dag. Jeg har længe irriteret mig over, at den blev sindssygt varm og blæseren kørte for fuld damp hele tiden - en kendt fejl ved 8510P. Den kunne nærmest bruges som stuens eneste varmekilde… nå okay, måske knap nok. Men irriterende var det og jeg vidste godt at det bare var et spørgsmål om at smøle mig sammen til at aflevere den hos vores kælderdrenge, så ville de få den repareret.

Som sag så gjort og for nu ikke at skulle undvære pc’en i ventetiden, blev min harddisk flytter over i en tilsvarende pc… og hvilken fornøjelse… man skulle faktisk ikke tro den overhovedet var tændt.

Blot kan det jo undre, at jeg ikke har fået gjort det noget før… men sådan er der så meget, jeg ikke forstår ;-)

Published by Mette on 24 mar 2010

Sprechen sie Deutsch

I første semester af 9. klasse var der en del problemer med en alvorligt syg tysklærer og mildest talt ukvalificerede vikarer på podens årgang. Der var en del røre blandt forældrene, fordi man ikke mente, at eleverne blev ordentlig klædt på til de kommende eksamener med så mangelfuld en tyskundervisning

Enden blev, at den nu raskmeldte tysklærer tilbød ekstra undervisning i forlængelse af den normale undervisning – en undervisning som var frivillige, men som samtlige elever deltog i. Undervisningen skulle løbe over et vis antal timer – de timer de var gået glip af under sygdommen - og selvom jeg ikke kan huske de nærmere omstændigheder studsede jeg for nylig over at poden blev ved med at tale om “ekstra tysk”. Da jeg spurgte, om det ikke forlængst var slut, svarede hun

Jo da… men det er ekstra tysk under Ungdomsskolen mor!
 

Hold da op. Hun må være en helt speciel lærer, siden hun kan få en flok teenagere til, ikke bare at deltage i den ekstra undervisning, men også til at tilmelde sig på et ungdomsskole hold… og så i tysk! Det var aldrig gået i min skoletid, hvor tysk var et af de mest forhadte fag  – ikke mindst pga. lærerinden som var ganske *BIIIP*.

Hun holder aldrig op med at overraske mig… poden altså :-)

Published by Mette on 23 mar 2010

To slags pinde…

17 grader visse steder lover metrologerne på torsdag. Måske skulle man finde have møblerne frem. Eller noget.

Én der er ganske godt tilfreds med naturens nye snefrie tilstande er den rødhårede. Alle hendes pinde har været gemt under alt det hvide og hun opførste sig som en kåd ko, der bliver lukket på græs for første gang, da vi i dag tog turen ned af markvejen og pindende væltede frem :-)

Dagen er blevet brugt på at pakke og flytte mine ting til min nye pind på jobbet. Jeg har kun 3 dage tilbage ved mit gamle skrivebord. Jeg er ikke jublende glad. Afgjort ikke. Men det er okay. Jeg synes dog stadig, der er mange uafklarede spørgsmål - blandt andet den eksisterende vagtplan, som jeg ikke synes er helt retfærdig – men heldigvis er min nye makker til at tale med og det finder vi nok også ud af. Jeg starter op efter påskeferien den 6. april og så tager vi den derfra.

Foreløbig vil jeg koncentrere mig om de sjove pinde… dem der kan leges med… og så vil jeg glæde mig over foråret og den kommende påskeferie, hvor jeg er fri for at tænke på job, arbejdstid, transportproblemer og en kollega så kold at det mest af alt føles som minus 17 grader :?

Published by Mette on 23 mar 2010

Nyt i reolen

Håkan Nesser er en af de forfattere jeg holder mest af at læse, både hans formidable krimier om kriminalkommisærene Van Veeteren og Barbarotti - og de lidt mere skæve som “Og Piccadilly ligger ikke i Kumla”.

Jeg glæder mig derfor meget til denne nye, som er landet i min postkasse i dag. Og i øvrigt bestilt hos saxo.com så sent som i går :-)

»Vi kom til New York med fire fulde kufferter og to tomme hjerter.«

Sådan indleder Håkan Nesser Ormene på Carmine Street.

Øen Manhatten vid Hudsonflodens munding er formodentlig verdens mest tætbefolkede område. Den rummer også flere historier og fortællinger end noget andet sted. Ormene på Carmine Street er en af dem.

Romanen befolkes af synske forfattere, stjålne verselinjer, betydningstunge løgne, adskilte elskende, hunde, der giver håb, og privatdetektiver. Den handler om at lede efter et forsvundet barn og om at blive ført bag lyset af tvingende omstændigher.

Ormene på Carmine Street er en kærlighedsroman med forhindringer.

Published by Mette on 23 mar 2010

Siger den her mor…

Hun hoster og hoster og hoster… men når hun insisterer på at være rask nok til at tage til “knallertkørekort” i eftermiddag, så er hun også rask nok til at tage i skole!

Onde mor… jeg ved det godt :-)

« Prev - Next »