Skrevet af Mette, tirsdag 23. marts 2010 kl.18:17
To slags pinde…
17 grader visse steder lover metrologerne på torsdag. Måske skulle man finde have møblerne frem. Eller noget.
Én der er ganske godt tilfreds med naturens nye snefrie tilstande er den rødhårede. Alle hendes pinde har været gemt under alt det hvide og hun opførste sig som en kåd ko, der bliver lukket på græs for første gang, da vi i dag tog turen ned af markvejen og pindende væltede frem

Dagen er blevet brugt på at pakke og flytte mine ting til min nye pind på jobbet. Jeg har kun 3 dage tilbage ved mit gamle skrivebord. Jeg er ikke jublende glad. Afgjort ikke. Men det er okay. Jeg synes dog stadig, der er mange uafklarede spørgsmål - blandt andet den eksisterende vagtplan, som jeg ikke synes er helt retfærdig – men heldigvis er min nye makker til at tale med og det finder vi nok også ud af. Jeg starter op efter påskeferien den 6. april og så tager vi den derfra.
Foreløbig vil jeg koncentrere mig om de sjove pinde… dem der kan leges med… og så vil jeg glæde mig over foråret og den kommende påskeferie, hvor jeg er fri for at tænke på job, arbejdstid, transportproblemer og en kollega så kold at det mest af alt føles som minus 17 grader









Kristina skrev den tirsdag 23. marts 2010 kl 22:53 #
Hej Mette
Jeg har fulgt din blog et stykke tid efterhånden – ville egentlig bare sige, at det er nogen gode blogge du skriver, som altid får mig i godt humør
Kh Kristina
Svar
Mette
onsdag 24. marts 2010 kl 16:45
Tak for det Kristina og velkommen til
Svar
Monica skrev den onsdag 24. marts 2010 kl 09:01 #
jo, Bullmastiff Bundy syns også det er godt at der dukker alverdens ting frem som har været gemt under sneen; gamle bolde, gamle kødben, våde og beskidte legesager ( SE mor, KLASK op i skødet på dig, eller KLASK møffet ind i den fine hvide dug som hænger til tørre…). Og ak, der var KNAPT så mange brune potespor inde i huset da der var frostvejr udenfor… jaja…
håber du finder dig tilrette med den nye jobsituation med tiden … føler med dig…
Monica
Svar
Mette
onsdag 24. marts 2010 kl 16:46
Det lyder dejligt bekendt Monica… nu knaser det igen under fødderne uanset hvor man færdes i huset
Svar