Archive for december 6th, 2009

Published by Mette on 06 dec 2009

En anden Bech

Jeg læste i Stiften i dag, at den nordjyske maler Poul Anker Bech er død. Ja, det vil sige han døde faktisk i starten af oktober, så det er ikke “breaking news” og artiklen omhandlede da også en mindeudstilling, der i øjeblikket kan ses på Vensyssel Kunstmuseum. Men nyt var det under alle omstændigheder for mig.

Grunden til jeg bed mærke i netop denne artikel var at Poul Anker Bech sagde mig “noget“… og fornemmelsen viste sig at være rigtig. Jeg har netop inde bagerst fra mit klædeskab fremdraget en fin lille signeret sag, af netop Poul Anker Bech. Jeg er ikke helt 100 på, hvor jeg har det fra og hvordan det overhovedet er kommet i min varetægt – men det stod i mit klædeskab og så må det jo tilhøre skabets ejer. Eller..?

Monstro det kunne være blevet lidt værd nu..? – jeg er ikke så vild med det, så det kunne vel være værd at undersøge og omsætte i lidt cool cash. Måske!

Published by Mette on 06 dec 2009

Overvejelser

Nordjyllands Trafik selskab lokker med gratis buskørsel alle søndage i december og det lod jeg mig friste af, for at kunne få købt et par julegaver.

Jeg fik hvad jeg kom efter, men var også lige ved at lade mig friste af en skøøøøn mønstet kjole fra Signal… jeg kunne snildt se mig selv i den med et par lækre lange snørrestøvler og tykke strømper… men i december står der ikke luxus til mig selv på budgettet.  Og dog. Næste søndag er det min fødselsdag… skulle man overveje at gi’ sig selv en gave. Måske ;-)

Klokken er ikke mere end kvart i tre, men mørket er allerede begyndt at sænke sig over søndagen. Den rødhårede trænger til at få strukket ud nede på marken, så jeg må hellere trække i det varme tøj og gummistøvlerne. Hellere må jeg det!

God søndag!