Archive for november, 2009

Published by Mette on 23 nov 2009

Jeg må konstatere at selv om man er gode venner, så er der stadig emner, der ikke tåler at blive berørt eller få sat ord på.

Nu har jeg (igen) trådt på en tå, der ikke helt tålte det… kunne jeg dog indimellem bare holde min store mund lukket :?

Published by Mette on 23 nov 2009

Ubeslutningsdygtig…

Firmajulegaven er udstillet i vores lille butik. Der er 5 forskellige ting at vælge mellem – lækre sager på hver deres måde.

Det lidt sjove er, at der endnu ikke er kommet én eneste mand ind i butikken, som ikke har sagt

- det må jeg hellere rådføre mig med konen om
- det må jeg lige forelægge bestyrelsen derhjemme
- det må jeg vist lige vende med hende derhjemme

Ja… jeg siger ikke noget, men gu’ ve’ hvad jeg tænker :?

Published by Mette on 22 nov 2009

Som et strejf…

Det allerførste lille strejf af noget jul fandt vej til matriklen i dag i form af pinjekogler.

Store og smukke er de og vækker dejlige minder om en sydfransk ferie tilbage i 98. De er hentet med hjem fra Les Cigales, en campingplads i Provence. Og siden har de været en del af vores jul.

Næste weekend bliver der lukket op for den store kasse og så skal der fyres op under julen… for alvor!

Published by Mette on 22 nov 2009

Kan du ikke lige…

Hvis jeg nu henter dig og den rødhårede kan du så ikke lige…

Og selvfølgelig kan jeg det. Hvordan kan man andet, når man aldrig får nej, når man spørger om assistance den anden vej.

Og så gik søndagen i hyggeligt selskab, med masser af snak, gode grin, opdatering af en website og med fotografering af hundehvalpe og – ikke at forglemme - den adstadige engelske bulldog Basse.

Basse hævdes at være den mest lydige hund, der nogensinde har befundet sig i dén kennel – men da Basse ikke bevæger sig medmindre det er absolut nødvendigt er det en nem påstand at komme med ;-)

Skøøøøn dét er han i hvert fald.

Published by Mette on 21 nov 2009

Tante Hanne

Som altid når jeg besøger mine forældre i Hals, skal jeg en tur forbi Tante Hanne. Eller den lyserøde butik som nogen også kalder den. Butikken hedder vist ikke rigtigt noget, men i vores familie hedder den altså Tante Hanne fordi min niece kender forretningsindehaverens nevø… altså er det hans Tante Hanne og så var navnet jo nærliggende.

Her kan man få alskens lækre sager, tøj, smykker, brugskunst…

- og det hele pakkes smukt ind. Her er det en lille ting til poden fra hendes mormor… jeg købte også lidt, både til mig selv og til… shyyyy!

I dag var det et lidt specielt besøg. Der var nemlig en af de andre kunder, en kvinde på min egen alder, som pludselig fik et angstanfald og faldt om midt i butikken. Jeg hørte godt hun begyndte at stamme noget så frygteligt og pludselig lå hun så på gulvet. Hun havde sin gamle mor mig, som tog det ganske roligt. Hun forklarede en forvirret Tante Hanne, at det ville gå over ganske hurtigt og at det ikke var nødvendigt at tilkalde hverken læge eller ambulance…

Published by Mette on 21 nov 2009

Arabella was here…

I går var jeg en hund. I dag er jeg en hund. I morgen vil jeg sandsynligvis stadig være en hund. Suk! Der er ikke meget håb om fremgang.

~ Nuser ~

Published by Mette on 21 nov 2009

Cyperrejse

Har man ikke råd til at rejse sådan rigtigt, kan man da tage på tur med Google maps…

- til morgen har jeg gået rundt i gaderne i London og drømt mig til resten :-)

Published by Mette on 20 nov 2009

Hvad byder du uventede gæster…

Jeg var ikke forberedt på andet end at skulle spise alene. Men nogen ville det anderledes og mødte op med pizza, drikkevarer og fredagsslik under armen – og jeg havde ikke andet valg end at lægge spisebord, tallerkener og bestik til :-)

Og nu skal vi så også se “vild med svans” (det kræver vist jeg åbner en flaske rødvin) :?

Og sådan kan en fredagaften pludselig ændre sig og blive ret hyggelig - og jeg får samtidig mulighed for at lægge de plagsomme tanker om (…) til side for en stund og bare være tilstede lige her og nu.

God fredag til dig derude.

Published by Mette on 20 nov 2009

Alternativ Facebook

Billedet ankom under overskriften: Så er Facebook kommet til Indien

- men vi kunne nu navngive et par kolleger, som den snildt kunne passe på :-)

God weekend!

Published by Mette on 19 nov 2009

Hmmm

Det har på mange måder været en l**** dag. Møg ind… møg ud!

Det fik mig til at tænke på et lille citat, jeg havde set på Leif’s side

“Du får aldrig mere end du giver, men du får næsten altid, hvad du fortjener”
 

- og det er nok præcis sådan det er.

Published by Mette on 19 nov 2009

Status

Mit øje ser meget bedre ud i dag og rødmen er næsten væk. Irritationen er der dog stadig og synet er ikke blevet meget bedre. Men er det egentlig så sært… se bare hvad jeg har badet det i

- ikke specielt sundt!

Man skal forresten huske at medbringe det “middel” man er kommet til skade med når man tager på skadestuen… det vidste jeg faktisk godt og alligevel lod jeg Arielflasken stå hjemme.

I dag er jeg taget på job, men kan allerede nu mærke, at jeg ikke skal sidde her foran skærmen hele dagen…

Published by Mette on 18 nov 2009

Status quo

Desværre fik Aalborg ingen ny borgmester i denne omgang, selvom jeg på et tidspunkt var helt optimistisk. Mariann Nørgaard fra Venstre var nemlig så opsat på at vælte Henning G. af pinden, at hun tilbød SF borgmesterposten, hvis de ønskede at samarbejde med V - hvilket de dog afslog. For min skyld måtte hun gerne have lavet valgfusk… bare vi kunne været sluppet af med den tåbelige lille mand.

Eneste lyspunkt var at Henning G. gik fra 12.000 personlige stemmer til kun 7.000.

Næste gang så…

Published by Mette on 18 nov 2009

En slags mærkedag

Akismet har i dag kl. 18.12 beskyttet mig mod spamkommentar nr. 1000 siden maj 2008. En slags jubilæum er det vel – uden det nødvendigvis derfor er noget der er værd at fejre.

Det sidste lange stykke tid er det pludseligt gået rigtigt stærkt derop ad. Det er næsten udelukkende russere, der skriver kommentarer – men Akismet er effektiv, for der er ikke en eneste, der er sluppet gennem filtret. Og i den tid jeg har været aktiv her kan det tælles på én hånd hvor mange der uberettiget er havnet i filtret.

Jeg ville hellere have haft 1000 kommentarer jeg kunne læse :-)

Published by Mette on 18 nov 2009

Øjeblik

Morgenen er heldigvis mørk og det eneste lys jeg har tændt er nogle få stearinlys. Mit øje gør ondt og føles som om hele overfladen er blevet slebet med sandpapir no. 20 og sådan er det også at se ud ad. Lys øger bare ubehaget og der er kun lindring at finde kort efter jeg har smurt med salve eller når jeg holder det lukket. Ikke at der er noget særligt at se… det ligner mest af alt bare en øjenbetændelse… det føles bare ikke som en sådan.

Jeg ringer til min egen læge her til morgen. Som jeg nævnte i aftes, havde jeg sådan lidt en fornemmelse af, at skadestuelægen ikke var helt klar på, hvad han skulle – så jeg vil lige have bekræftet, at det nu også er den bedste/rigtige behandling jeg har gang i.

Update: et opkald til Lægehuset i Vodskov bekræftede, at det er en okay behandling der er sat i gang. Når hornhinden får sådan en skade er der stor risiko for infektion og denne salve virker forebyggende… skaden i hornhinden skal hele sig selv, men er der ikke bedring at spore i løbet af i dag og i morgen skal jeg komme derned.

Ca. sådan ser det ud indefra :?

Published by Mette on 17 nov 2009

I can’t see clearly now….

Man skulle næsten tro jeg havde fået vasket linserne tilstrækkeligt og dermed burde kunne se klart… men desværre må jeg konstatere, at det er det diametralt modsatte. Jeg er voldsomt generet i højre øje og at se fjernsyn, læse eller bare have øjet åbent er temmelig ubehageligt.

Jeg tror bare jeg går i seng og håber så på, at det har fået ro inden det skal lukkes op igen i morgen tidligt!

Sov godt… når du kommer dertil.

« Prev - Next »