Vi fik desværre første parket til fundet af den 16 årige Casper, som forsvandt sidste weekend.

Hans lig dukkede pludselig op i dokken, som løber ind mellem de to bygninger, som firmaet består af. Og i løbet af få minutter var her et inferno af politi, ambulancer, brandvæsen, dykkere og hvad har vi…

Heldigvis fik de ham bjerget i land inden horden af journalister dukkede op.

Det var ikke nogen rar oplevelse og det kunne vi bestemt godt ha’ undværet. Men om ikke andet så får de pårørende nu vished og kan forhåbentlig finde fred.

I dag er en slags mærkedag i vores lille familie. Det nemlig 11 år siden vi hentede vores første Dogue de Bordeaux i Kennel Charming Red og samtidig er det også 3 år siden, vi hentede vores sidste hos bageren i Mou. Jeg ville ikke ha’ undværet en eneste af dem, men samtidig må jeg nok indse at Arabella er min sidste.

Ikke sådan at forstå, at jeg vil undvære at have hund - slet ikke - men næste gang tror jeg, det bliver en af lidt mindre race. Hund må jeg ha’, for som der bliver skrevet i en kommentar til indlægget herunder

- så er det man bliver SÅ glad for de 4 benede – de svigter sgu aldrig – er er ALTID i nærheden når man behøver dem

- heldigvis har du den røde

Og ja, det er præcis sådan det er. Den rødhårede er aldrig sur og negativ. Hun er fuldstændig ligeglad med, om jeg har en dårlig dag - hun synes om mig, præcis som jeg er og jeg behøver ikke undskylde, forklare mig, forestille mig.

Klø hende lidt på brystet eller nus hende bag øret, så er hun lykkelig og hendes hengivenhed ægte og ubegrænset.

I dag gik vi ned til fjorden. En tur på omkring en time hver vej, hvilket kom lidt bag på mig – men dejligt var det og vi er blevet blæst godt igennem. Desværre tabte jeg min jakke i vandet (var i øvrigt ved at ryge i selv også) og måtte gå hjem uden, så jeg er blevet rigtig gennem forfrossen.

Den planlagte biftur for at se “Pigen der legede med ilden” er derfor udsat til en anden weekend. Jeg tror, jeg i stedet skal have mig et varmt bad og så ryger der en god film i dvd’en. Og så kan den rødhårede få lov at varme mine fødder. Der er hun nemlig også en sikker vinder!

Her er efterår, mørkt og trist på flere planer. Det der så ud til at blive en god weekend, fik forkerte ord hurtigt ødelagt udsigterne til. Jeg er blevet så skuffet over nogen, som jeg troede ville mig det godt. Det ville h*n måske også… men det er bare ikke sådan det mærkes, og det er ikke det handlingerne og ordene udtrykker.

Jeg synes snart, jeg har passeret “start” for 117. gang. Hvornår bliver det min tur til at tingene lykkes? Til at mærke bare den mindste lille medvind.

Fortæl mig lige det! 

Om lidt stemples ud til et par dejlige fridage… både fra poden, jobbet og computeren!

Det mindede om noget, der kunne være blevet et varmt venskab. Men et eller andet sted på vejen løb det ud i sandet, mens jeg blot kunne se undrende til.

Smadder ærgerligt… men der skal to til, der vil..!

Bag mit skrivebord har jeg en række hundebilleder hængende.

De bliver ganske ofte kommenteret og som regel i positive vendinger af afdelingens kunder.

I går kom der midlertidig én ind som spurgte:

- Er det ikke så’n en kamphund?
- Nej, det er det ikke!
- Er det så ikke en muskelhund?
- Det kommer an på hvordan du definerer en muskelhund… det en hund og den har muskler… er det det du mener?
- ???

Ingen svar og så gik h*n.

Medierne har skabt et skræmmebillede af store hunde og deres ejere, som er helt ude af proportion. Og jeg er ved at være alvorlig træt af at blive set skævt til, træt af at blive råbt af i hundeskoven, træt af at…

- af folk som ikke ved en s*** om, hvad de taler om!

I aftes måtte jeg smide poden ud af mit soveværelse og be’ hende gå i seng… hendes mund løber over af endeløse historier fra hendes dag i Solsidens Dyrehandel.

Blandt andet om de undslupne dyr. I mandags var det en chincilla, tirsdag et jordegern og i dag en ørkenrotte, som det lykkedes hendes makker Jan at slippe ud af buret… ved en fejl altså!

Og for tredie dag i træk har jeg fået en beskrivelse så detaljeret af dagens jagt, både i ord og kropssprog, at jeg absolut ikke har haft problemer med at se billederne for mig…

Jeg kan levende forestille mig denne her lidt “tunge” unge mand storme forvildet rundt i forretningen med at net for at indfange de undslupne kræ… at han så tilmed i dag havde lidt rigeligt med luft i maven, gjorde bestemt ikke fortællingen mindre farverig.

Jeg glæder mig allerede til 4. kapitel i komedien, der udspiller sig i det grønne hus på Hjørringvej

Det værste ved at lufte hund i aftenmørket, er det enorme træk man får i armen, når den røde ninja med 180 i timen sætter afsted efter en (uset) kat, der springer op lige foran næsen på hende.

Når man løber fuldstændig tør for ideer, og står og glor uinspireret ned i køledisken… når det gerne må være nemt… når man har glemt at tage ud af fryseren… når man ikke gider cykle ned i Netto… eller bare ikke gider…

- så er det guld værd med en unge, der æææælsker risengrød

De leder fortsat efter den unge mand omkring havnefronten, fjorden og firmaet.

Det er lidt uhyggeligt, at sidde og spise sin frokost med udsigt til pårørende, der desperat leder efter deres 16 årige knægt.

Det er en udsigt vi godt kunne ha’  været foruden!

Jeg har nedjusteret mit ønske om nyt kamerahus…

Jeg var jo slemt interessert i Canon EOS 5D mark II (og det er jeg da også stadig). Meeeeen huset alene koster omkring 16.000 og det er altså mange penge. Canon har præcis lanceret ét hus, der prismæssigt ligger lige midt imellem det jeg har og 5D - nemlig Canon EOS 7D.

Det ser rigtig rigtig lækkert ud og har specifikationer, der næsten er på højde med 5D.

Drømme kan man vel altid..!

Poden er så sandelig kommet på arbejde..!

Hun startede, som tidligere nævnt i dag, sin praktikuge hos Solsidens Dyrehandel i Nørresundby. Forretningen har ansat to unge mennesker - Mette og Jan, som begge har Down Syndrom - til praktisk hjælp i forretningen.

De har helt sikkert fået opgaven med at holde øje med Nanna… at hun nu også gør tingene efter foreskrifterne. Og hun kunne berette, at det altså ikke bare er sådan liiiige at gøre rent ved dyrene, fodre og vande, måle foderblandinger op i poser eller clipse poserne sammen for den sags skyld… nej nej, det skal skam gøres på et helt bestemt måde, og det skal de nok få hende lært inden ugen er omme.

Der har ikke været et øje tørt under aftensmaden… de som kender den unge dame ved, at hun kan parodiere og fortælle, så man er ved at tisse i bukserne af grin. Og jeg vil gerne understrege, at her altså ikke tale om at gøre nar af nogen… det er bare hendes måde, at beskrive dagens oplevelser på.

Nanna er heldigvis super god og sød til at snakke med alle slags mennesker - også selvom de er lidt skæve, og det er de her to jo på deres egen søde måde.

Jeg glæder mig til fortsættelsen i morgen…

- og så kom kun i øvrigt hjem med en pose fyldt med grimer til hestedyret. Forretningen var holdt op med at sælge rideudstyr, og resterne havde de ikke kunnet sælge. Der er lilla grimer til et par års forbrug.

Der har udspillet sig et rigtigt spændende skue uden for firmaets vinduer i dag. Eller det vil sige, det kunne ha’ været spændende, hvis omstændighederne havde været nogle andre og mindre tragiske.

Helikoptere, dykkere i gummibåde, hjemmeværn og politi har gennemsøgt området omkring Aalborgs havnefront, både til vands og lands, i håb om at finde den 16 årige knægt der forsvandt sporløst i weekenden.

Som mor til en 15 årig har jeg overhovedet ingen problemer med at sætte mig ind i forældrenes situation lige nu… og jeg håber inderligt, man finder ham i live et eller andet sted. Selvom oddsene vel efterhånden er ret dårligt.