Der skal siges et sidste farvel til Lotte i dag. Hun bisættes fra Vejgaard Kirke kl. 13.

Der er ikke noget, der kan opveje og ændre den her mandag til noget godt.

Så skal vi ikke bare se af at få den overstået.

Den har voldt visse problemer hendes nye Fatboy…

- men nu ser den da vist ud til at være ganske komfortabel

Endnu en uge er gået… ikke en af de gode i min verden. Jeg synes efterhånden godt, at jeg kunne trænge til bare en smule medvind. Hver eneste gang der sker noget positivt, er der nogen eller noget, der stikker en kæp i hjulet på min glæde… og det er jeg rent faktisk ved at være temmelig træt af. Temmelig meget træt.

Jeg har besluttet at trække stikket ud i weekenden - både her og der - og bare nyde samværet med poden og den rødhårede. Vi vil i hvert fald kun hinanden noget godt. Enkelt og ligetil.

Førstnævnte forkæler mig enddog denne eftermiddag. Med kaffe i haven. Hun er sød. Jeg vil sætte mig derud og nyde den og min nye lækre bog: Photoshop CS4 for digital photographers.

God weekend… måske høres vi ved… måske ikke!

Har vores dyrt betalte politikere dog ikke andet og vigtigere ting at beskæftige sig med end muslimske kvinders klædedragter. Sidste nyt på den front er at regeringen vil nedsætte et “Burka-udvalg”… sikke noget pladder at bruge tid på. Og hvor mange kvinder ser man lige på gaden i Danmark iført burka/niqab?

Selvfølgelig skal man kunnne kræve at se kvindernes ansigter i situationer, hvor man skal identificere sig: socialkontor, paskontrol osv… men ellers synes jeg afgjort ikke, man hverken skal eller kan blande sig i hvordan folk går klædt.

Måske kunne burkaen ligefrem være et ganske praktisk klædestykke at have i skabet. Tænk bare på weekend morgener når jeg er ude med den rødhårede i nattøj og morgenhår… det hele kunne nemt og elegant skjules af sådan en fætter. For slet ikke at tale om, at den ville yde super beskyttelses mod sommerens klæg plage…

Der er måske også situationer, hvor den er knap så praktisk

Jeg havde helt glemt, at jeg faktisk er taget ud af Marevan behandling og igen gerne må fylde mig med grønne grøntsager.

Den mulighed benyttede vi os af i aften med vores yndlings pasta/broccoli/skinke ret.

Jeg venter fortsat på svaret på de allersidste blodprøver. Så indtil videre hedder det sig, at jeg holder pause i behandlingen. Jeg blev lovet en svartid på 2 uger, men hospitalet og vi andre dødelige lever altså ikke efter den samme tidsregning. Sådan er det. Man kan lige så godt indstille sig på at vente i det system.

Så det gør jeg bare..!

Chefen gi’r is. Nu.

Til samtlige 1000 medarbejdere.

Sådan!

Mens jeg var i kassen med gamle fotos fandt jeg disse af… ja, undertegnede

Der er altså noget med den lille næse…

Det gik lidt hen over hovedet på mig i går, at Charlotte er død - og jeg måtte åbne den mail fra hendes bror mere end én gang bare for at være sikker på, at det ikke var en eller anden syg joke. Det var det desværre ikke.

Så fandt jeg alle mine gamle fotos frem og rodede lidt i vores lange og fælles fortid. Her er et par stykker fra vores sidste skoledag, hvor hun gi’r den som “Go’e gamle fru Olsen” og svinger matematiklærer Carlsen i en heftig jitterbug.

Der er netop sådan jeg vil huske hende. En humørbombe, altid med en kvik bemærkning og et smil på læben.

Jeg fik en rigtig rigtig trist besked sent i aftes. Min bedste veninde gennem det meste af skoletiden er død. Bare sådan der. Ingen forklaring. Ingenting.

Vi var ikke nære veninder længere, men havde dog de seneste år genoptaget en jævnlig og hyggelig kontakt.

Jeg er sådan lidt rundt på gulvet og ved ikke lige, hvad jeg skal gøre og gribe i.

Det blev kun til en ½ arbejdsdag for mit vedkommende. Til formiddag gik min pc fuldstændig i baglås. Ikke engang firmaets dygtigste mand, min helt egen it-guru, kunne lige umiddelbart gennemskue, hvad jeg NU havde rodet mig ud i. Med sit sædvanlige tålmod forsøgte han en times tid - uden på noget tidspunkt at sige, hvad jeg kunne se han tænkte – men tog den til sidst under armen og overlod mig med en låne maskine.

Det er altså ikke optimalt med en fremmed pc uden mine sædvanlige programmer installeret, så da jeg havde irritret mine kolleger længe nok besluttede jeg at tage hjem og lave noget fornuftigt i stedet for.

Og det gør jeg så… laver noget fornuftigt altså!

Sofie startede i børnehaveklasse i sidste uge og havnede i denne uge på forsiden af avisen.

(vi gør os i medierne i vores familie )

Det er ikke nemt at være teenager. Og jeg kunne mærke at noget tyngede da hun kom hjem fra sin far i går. Tøsefnidder og kæreste problemer. Jeg kan nemt huske, hvordan det var. Jo jeg kan! Men jeg kan også huske at det gik lige så hurtigt over, som det var opstået. Det hjælper bare ikke noget at sige dét i situationen. Så for sådan lige som at komme i snak med hende om, hvor dumme folk kan være mod hinanden, fortalte jeg om den verserende gangsladder på min arbejdsplads. Da jeg var færdig kigge hun bare på mig og sagde med vantro i stemmen

Jamen mor… det er da voksne
.

Det er det ja, men man skulle ikke tro det!

- Ser jeg altid så skide skrap ud?

- Jeps!

Jeg kunne jo bare ha’ undladt at spørge

I am ready. Are you ready. Let’s go.
.

hviskede han til kameraet. Og så løb han ellers de 100 meter i ny verdensrekorttid: 9.58

Hold da op!

Den rødhårede er gået i sultestrejke. Siden i torsdags har hun stort set ikke spist. Hun er sulten og sidder i bryggerset og venter på, at der bliver serveret. Hun får en skål med mad, snuser til det, men rør det ikke.

Hun har bare besluttet sig for, at hun ikke længere gider spise tørfoder medmindre jeg blander det op med et eller andet.

Men hun kan tro nej kan hun. Jeg servere som sædvanlig for hende og rør hun ikke maden i løbet af ½ time, bliver den fjernet og så får hun ikke noget igen før dagen efter. Jeg kan nemlig også være stædig. Meget stædig.

Det har nu stået på i 4 dage… men hun bliver vel så sulten på et tidspunkt at hun overgi’r sig! Mon ikke.

Og lige som sin madmor, dør hun ikke af hungersnød de første par uger