Skrevet af Mette, onsdag 29. juli 2009 kl.16:51
Ud af skabet…
Hvad ville du sige til, at en i din nærhed pludselig erklærer, at han ikke længere hedder Hans Peter Pedersen men i stedet Hanne Pia Pedersen (navn opdigtet) og samtidig optræder iført paryk og dametøj?
Jeg måtte synke en ekstra gang, det erkender jeg helt blankt! Skulle jeg grine eller græde? Det næste der faldt mig ind var… her står jo i virkeligheden et dybt ulykkeligt menneske, som er fanget i en skal, der fylder ham med ubehag. Og sikkert har gjort det i årevis. Hatten af for at han tør udleve det og ikke mindst melde det ud i offentligheden.
Det var det første skridt – de næste mange bliver mindst lige så svære. For hvor langt rækker tolerancen blandt familie, venner og kolleger..?
Jeg ønsker hende alt det bedste!
Tags: venskab
Henny skrev den onsdag 29. juli 2009 kl 17:31 #
Jeg tror simpelt hen, man skal tage hatten af for, at der er et menneske, der har taget mod til sig og nu ønsker at leve i overensstemmelse med det, h/n føler.
Jeg har ikke selv kendt nogen, mens de gik gennem forandringen, men jeg kender en, som jeg kom til at kende efter, at denne forandring var sket. Hun har det ikke for nemt her, kan f.eks. ikke få lov til at skifte personnummer. Jeg synes nærmest, det ligner chikane.
I andre kulturer, f.eks. den thailandske, er det i øvrigt et helt igennem respektabelt valg at tage. Ja, verden er ikke overalt på samme måde.
Svar
Pernille skrev den onsdag 29. juli 2009 kl 17:32 #
Jeg tror jeg ville have det ligesom dig.
Det er ikke helt det samme, men kan stadig huske min egen rådvildhed og forvirrede tanker, dengang min mor fortalt hun er lesbisk. Noget andet er selvfølgelig også at jeg var 13 dengang, og endnu på mange områder ikke havde fundet mig selv
Svar
MissMuffin skrev den onsdag 29. juli 2009 kl 19:39 #
Det er et stort skridt at tage og jeg tror også lige jeg skulle vænne mig til tanken.
Seksualitet er en forvirrende størrelse og mange lider under at de ikke er hvad “der forventes”. Jeg håber for hende, at hendes familie og venner vil møde hende med åbenhed.
Svar
Deborah skrev den onsdag 29. juli 2009 kl 20:28 #
Jeg vil sige så meget, jeg håber ikke, jeg skal tage stilling til det i min omgangskreds. Når det er sagt, så klart hatten af for at vedkommende tager skridtet og lever som “sig selv”. Men om familie og venner kan følge med mentalt og fysisk er noget helt andet – i mit hoved. Og jeg synes ærligt også, at det skal respekteres, hvis det bliver for svært.
Svar
Mette skrev den søndag 2. august 2009 kl 18:41 #
Det er en stor omvæltning. Og jeg tror ikke det er en nem beslutning. Jeg lærte meget da jeg læste Hanne Vibeke Holst bog “Fra Per til Pia”.
En tankevækkende og grum historie…..
Svar