Archive for juli 12th, 2009

Published by Mette on 12 jul 2009

Vandhund

Jeg har aldrig haft en hund, der er så glad for vand som Arabella.

Vi havde ikke andet end lige fået skovsøen i sigte før hun stormede afsted og sprang i.

Jeg kastede lidt pinde, fik taget en masse billeder og så gik der hurtigt en times tid her. Ikke den værste måde at tilbringe en søndag eftermiddag på. Hverken for hende eller jeg.

Og det var så næsten dén weekend! Og dén ferie!

Published by Mette on 12 jul 2009

Bare een gang…

Man tør næsten ikke kigge, når der dumper en mail ind fra Danske Spil med emnet: Du har vundet på danskespil.dk

Jeg kunne altså godt tænke mig, at gevinsten bare een gang – een eneste - var på mere end 39, 40 eller 41 kr.

- men det var heller ikke denne gang!

Published by Mette on 12 jul 2009

Det var dén ferie…

I dag er for alvor sidste feriedag i denne omgang - 3 uger har jeg haft. Men med det vejr der bliver budt på pt., kan det også være det samme. I den retning må vi siges, at have været heldige – kun denne sidste uge har det vist sig fra den mere ustabile side.

Jeg har det okay med at skulle af sted i morgen – desuden er jeg så heldig at være i en afdeling, som har reduceret åbningstid i sommerferien. Fra mandag til torsdag kan vi lukke og gå kl. 14.00, og om fredagen allerede kl. 12.00.

Det forlænger da feriefornemmelsen lidt.

Jeg har dog allerede snuset lidt til hverdagen, idet jeg var på job mandag og tirsdag i sidste uge, fordi poden de to dage var på camping med sin far. Om det var de to dage han kunne afse til hende denne sommer ved jeg ikke, men i hvert fald har han ikke ytret yderligere ønske om, at have ferie med hende. Overhovedet! Heldigvis kan hun klare sig selv, men derfor kunne jeg godt, for hendes skyld, ha’ ønsket mig en lidt anderledes prioritering fra hans side. På den anden side… hvorfor skulle han pludselig begynde at tænke på andre end sig selv :?

Poden har ferie helt frem til 10. august. Hun skal til bryllup. Og Grøn Koncert. Hun har fået ansvaret for rideskolens pony’er hele ferien. Hun har en hund, der skal passes. Et årsskort til Fårup Sommerland, der skal (mis)bruges. Og som noget meget vigtigt i følge hende selv; hun skal sove længe. Hun skal såmænd nok få ferien til at gå!

Published by Mette on 12 jul 2009

Dinosaurerne kommer…

Torsdag aftes film “Engle og dæmoner” var en mindre skuffelse. Det var lørdag aftens film til gengæld ikke: Ice Age 3 – Dinosaurerne kommer.

Vennerne bevæger sig i denne gang ned i en forunderlig underjordisk verden. Det handler om moderskab for mamutten Ellie - men også for dovendyret Sid, som adopterer 3 dinosaurusæg og med dét begynder genvordighederne for venne flokken.

Min favorit Scrat, er denne gang, foruden sin evige mission - at få fingre i det agern, der altid smutter fra ham – oppe imod en kvindelig agernsamler, en rødhåret skønhed. Udover hende møder vi i denne film en anden ny figur, den excentriske ”Buck”, som vist må være tegnefilmens svar på Indiana Jones :-)

Har du børn og kan du li’ tegnefilm, så burde du unde dig denne sidste nye også.