I morgen tidlig skal jeg møde på kardiologisk afdeling på Aalborg Sygehus Syd, til en sikkert lang dag fyldt med venten.
Jeg skal gennem en masse undersøgelser og den forhåbentlig sidste hjertescanning. Efter-følgende venter en indkaldelse til en samtale på Trombosecenter Aalborg, (afhængig af dagens undersøgelser) 4 uger uden Marevan og derefter en helt række undersøgelser igen – på en medicinfri krop! Inden man så eeeeeendelig kan afgøre, om jeg har yderligere risiko for blodpropper. Eller yderligere øget risiko!
Jeg har lidt sommerfugle i maven, for på en eller anden måde er udfaldet meget afgørende for… resten af mit liv. Cirka.
Den 19. juni, altså om en månedstid, er det et år siden jeg blev indlagt i akut livsfare med blodpropper i begge lunger og i det ene ben - og siden har jeg været i forbindelse med det danske sundhedsvæsen ugentligt - og ofte flere gange ugentlig: blodprøver, undersøgelser, scanninger, samtaler… hvis jeg skal være helt ærlig, så hænger det mig laaaangt ud af halsen. Og jeg glæder mig til forhåbentlig meget snart at kunne lægge hele den oplevelse bag mig. Hvis det altså er en “frifindelse”, der venter mig. Og det er det selvfølgelig! Men kryds lige fingre for en sikkerheds skyld alligevel!
Fysisk har jeg ikke de store men – ikke nogen jeg mærker ret meget til i det daglige i hvert fald. Tilbage står hele den mentale bearbejdning, som jeg efter lang tids venten også får professionel hjælp til. Det er en side af sådan et forløb, som åbenbart meget nemt bliver overset og undervurderet. Men som jeg har erfaret fylder rigtigt meget i det daglige.
Hele den erkendelse, det er at opdage, at man ikke er udødelig, at livet er utroligt skrøbeligt, at det kan være forbi på et splitsekund - er en ganske svær kamel at sluge og man bli’r rystet helt ind i grundvolden! Når man tillader sig at mærke efter. Og det gør man på et tidspunkt.
Men jeg kommer hel ud på den anden side igen… selvfølgelig gør jeg det!