Archive for maj, 2009

Published by Mette on 31 maj 2009

26 i skyggen

Jeg skal love for, at sommeren kom til byen… der har været hot og stillestående i haven hele dagen. Jeg har måttet flytte lidt frem og tilbage mellem skyggen under parasollen og solen. Og udover lidt tøjvask er det stort set også, hvad jeg har lavet i dag :?

De der kender mig vil vide, at det ikke akkurat er mit favoritvejr… jo, hvis jeg havde kunnet ligge med rumpetten i vandkanten ved en eller anden lækker strand, så gider jeg godt varmen. Ellers trives jeg bedst ved lidt lavere temperaturer… varme gør mig dvask og ugidelig – præcis som jeg har været i dag!

Klog af skade huskede jeg skam både UV-indeks og solcreme…

Der blev ikke noget af vores tur til Langholt. Jeg tror, Jimmy glemte vores aftale (medmindre selvfølgelig det skal være en aften-foto-seance). Vi kender ham og ved at hans memory kort er temmelig slidt… så vi bærer over med ham! Vi skal nok nå, at få taget de billeder en anden dag.

Published by Mette on 31 maj 2009

En fortælling om hr. Ross

Håkan Nesser er en af de (svenske) krimiforfattere, jeg synes skriver allerbedst. Det er den efterhånden temmelig omfangsrige serie om kriminalkommissær Van Veeteren og de andre politifolk i Maardam et fint eksempel på. Men også Nessers nye serie om vicekriminalkommisær Barbarotti er en fornøjelse at læse. Menneske uden hund, En helt anden historie og altså nu En fortælling om hr. Ross.

En fortælling om hr. Ross er historien om hængerøven Ante Valdemar Roos, der en dag vinder et par millioner i tips og beslutter sig for at sige farvel til sit dødssyge job, købe et lille hus i skoven og tilbringe dagene dér i selskab med en pibe tobak og en krydsogtværs. Vel at mærke uden at sige noget til sin ligeså dødssyge kone og hendes to børn, der stadig tror, at han hver dag står op og går på arbejde. 

En ung pige, Anna, der er stukket af fra det lokale behandlingshjem for stofmisbrugere søger tilflugt i, hvad hun tror er et ubeboet hus og der opstår et nært venskab mellem den unge pige og den gamle mand. Da Annas gamle kæreste dukker op på sin knallert, og vicekriminalkommisær Barbarotti efter 209 siders lediggang omsider får nogle blodige lig at rive i, har man helt glemt, at det er en krimi og ikke en familieroman, man sidder med.

Det i sig selv gør ikke noget, for En fortælling om hr. Ross er aldeles velskrevet og med vittige overraskelser, der gør at man sidder og klukker for sig selv. Måske kan man synes at “krimi” er et stort ord at bruge om En fortælling om hr. Ross. Dertil sker der simpelthen for lidt kriminelt, og det, der så sker, går simpelthen alt for langsomt. Tempoet passer dog fint til Barbarotti, som gennem hele romanen har foden i gibs. Og igen… det gør ikke noget. Der er tid til at skabe troværdige personer og få et dybt indblik i både gerningsmænd, politifolk og deres familier.

“Det blir ikke ret meget bedre”… siger Ante Valdemar Ross ofte til sig selv.

Og jeg er tilbøjelig til at gi’ ham ret!

Published by Mette on 31 maj 2009

Søndag i hundene

Klokken var ikke mere end 6.30 da jeg åbenbart havde sovet nok. Ikke engang den rødhårede var begyndt at bevæge på sig, men hun var nu alligevel klar til en dejlig tur ud i morgensolen.

Hun er startet sin løbetid i dag. Og det er simpelthen perfekt timet.

Hun skal i privat pleje, mens vi er i Portugal og  det er ikke lige et hit at komme med en tæve i løbetid, når huset i forvejen bebos af et stk. viril ung hanhund. Nu kan det nå at være ovre før vi skal rejse – det har hun sørme planlagt godt!

Søndagen kommer i det hele taget til at gå i hundene… poden og jeg skal nemlig til Langholt og gratte med hundehvalpe. Onkel Jimmy har 5 lækre små amstaff hvalpe liggende, som jeg har lovet at komme og fotografere.

Og sådan en chance siger vi aldrig nej til… hverken til at gratte med hvalpe, fotografere eller til at besøge Jimmy :-)

Published by Mette on 30 maj 2009

En anden slags sejr

Suverænt spil af Viborgs håndboldpiger gav dem i dag guld i Aalborg. Og fortjent. Poden og jeg var på tilskuerrækkerne i en næsten fyldt Gigantium, og så Aalborg DH tabe 29-21 og dermed den anden finalekamp. Nå øv.

Til gengæld vandt jeg en sejr i dag… fryden og latteren bobler i maven, jeg har lyst til at danse på bordet… men det er en helt anden historie!

Published by Mette on 30 maj 2009

Rigtig sommermorgen

Det er ikke mange morgener så tidligt på året, hvor man kan starte hundeluftning kl. 7 i t-shirt og sandaler.

I dag var en af dem.

Der er ikke en vind der rør sig eller en sky på den blå himmel. Jeg var fristet til at gå i skoven og den rødhårede ville sikkert gerne ha’ været med - men jeg havde også en lang tur til bageren på programmet - det gør vi i morgen tidlig, går i skoven altså, hvor vejret ventes at blive lige så godt.

Vores have ligger desværre i skygge så tidligt, ellers tror jeg vi var fristet til at tage morgenkaffen derude - den kan jo selvfølgelig nå derover inden poden står op ;-)

Min lørdag bliver dejlig, med garanti. Gid din må blive det samme!

Published by Mette on 29 maj 2009

Zaptor

Det er ikke så længe siden vi fik et sprit nyt fladskærmstv, men det kræver jo ligesom også nogle digitalekanaler for at få ordentlig glæde af det. Det har vi så nu. Vi har nemlig fået Zaptor og 68 digitale kanaler.

Det var ikke helt uden problemer, at få skidtet til at du´. Men jeg er vel godt oplært :-) så selvfølgelig lykkedes det til sidst. Dog ikke uden et enkelt opkald til en ven. I aften hed han Ramses.

 

Alt var installeret i overenstemmelse med brugsanvsiningen, jeg havde gennemgået startmenuen som foreskrevet og alligevel fik jeg fik hele tiden bare en fejlmelding på tv-kanalerne.

Som sædvanlig skyldes det blot min utålmodighed. Iflg. Ramses kunne det nemlig tage op til 20 minutter før kanalerne havde fundet vej til mit kort. Godt så… kunne de ikke bare ha’ skrevet det? Han speede processen lidt op og så skete der noget.

Nu kan vi så se en ufattelig masse fuldstændigt unødvendige kanaler i en helt fantastisk kvalitet :? – men vi kan også via Zaptor leje film, holde pause i progammerne eller starte dem helt forfra. 

Og det vel at mærke uden det koster os mere end det vi gi’r i abonnement i dag.

Det var vel egentlig en okay deal så!

Published by Mette on 28 maj 2009

Jeg når det nok…

Nå øv… det lovede brev fra banken med ansøgningen om udbetaling af mine SP-penge dukkede ikke op i postkassen i dag.

Men så i morgen da!

Published by Mette on 28 maj 2009

Kig til himmelen

Hmmm – jeg har lidt svært ved at forestille mig det endelige resultat af håndværkernes arbejde.

På mig ser det indtil videre ud som om, at det der bliver lavet er et ovenlysvindue i soveværelset. Ikke at det gjorde noget heller - stjernehimmel over sengen :-) – men det gi’r ligesom ingen mening, når det er udluftning i badet der mangles.

Jeg må vel bare være tålmodig, til de er færdige!

Published by Mette on 28 maj 2009

Så gik der tid med det

Så sidder jeg her… igen… og venter på en håndværker, eller to i dette tilfælde.

Poden var absolut ikke tilfreds med at blive hevet ud af sengen tidligere end hun plejer, men vi skulle jo være færdige på badeværelset inden 7, hvor håndværkerne havde annonceret deres ankomst

Jeg vener bare..!

Published by Mette on 27 maj 2009

Ingen er vel fejlfrie…

Hvorfor er det mon så svært for nogen, at sige

“undskyld – det er mig, der har lavet en fejl” eller “øv, hvor ærgerligt… jeg har dummet mig” eller “beklager, jeg tænkte mig ikke om”

Published by Mette on 27 maj 2009

Eksmænd – kapitel 789

Jeg synes, jeg gør mit bedste for at få tingene til at glide…

Allerede i januar meddelte jeg eks’en de uger jeg holder ferie, og hvad sker der så? Han vælger nøjagtig de samme uger… det skynder jeg mig igen at gøre ham opmærksom på, uden der kommer mere ud af det. I dag lagde poden og jeg så flere planer for de tre ferie uger, og for at være helt sikker på han havde fattet det, skrev jeg igen til ham. Så pippede flg. ind:

Jeg synes godt nok det er flot, at vi har valgt at holde ferie nøjagtig de samme uger :o ( Men det er måske planlagt med omhu.

Jeg var lige ved at eksplodere i arrigskab, ikke mindst over sidste sætning. Hvad i hele hule h****** bilder han sig ind! Heldigvis er jeg sådan en “gemmer”, så han fik hele vores ferie-mail-korrespondance lige i hovedet og eneste svar jeg har fået er:

Flot…
.

Han løb vist tør for gode argumenter :?

Og hvad skal/kan jeg gøre andet end at slå ud med armene og opgive?

Published by Mette on 27 maj 2009

Lys i loftet

Håndværkerne er allerede gået for i dag – ærgerligt jeg ikke vidste det på forhånd, så kunne jeg ha’ nøjes med at bruge en ½ fridag.

Vinduet er monteret i taget – og nu mangler så de indvendige opgaver. De kommer igen i morgen og har lovet at ringe i eftermiddag med et ca. tidspunkt. Jeg gider sørme til sidde og vente fra kl. 7, hvis de først dukker op til middag.

De var tre mand og en stor maskine på opgaven – den spærrede hele gaden.

Published by Mette on 26 maj 2009

Voice of Peace [Kol Hashalom]

Peace is the word & the Voice of Peace is the station 24 hours a day. You are listening to The Voice of Peace – from somewhere in Mediterranean

Hvor har jeg hørt den sætning mange mange gange…

I 20 år, fra 73 til 93, lå denne gamle ombyggede trawler og fungerede som piratradiostationen Voice of Peace somewhere in Mediterranean (i realiteten vist ikke ret langt fra kysten ved Tel Aviv).

Rygterne går på, at den i starten var financieret af John Lennon for at udbrede fredsbudskabet i Mellemøsten. Vi hørte den hver eneste dag på hver eneste radio tilgængelig i Kibbutz Mismar Hasharon. Dagligt holdt vi alle, på opfordring af dagens DJ, et højtideligt minuts stilhed for alle krigsofre. Og jeg kan stadig høre og huske stemmen, der inviterede til Twilight Time, mens vi læste Jerusalem Post – den eneste engelsksprogede avis tilgængelig.

Radioen var den absolut eneste underholdning, der var adgang til bortset fra den månedlige hebræisk synkroniserede film i spisesalen.

Der er andre end mig, der husker den her særlige radiostation - for den kan googles kan den, og man kan oven i købet høre brudstykker på YouTube!

 - mon jeg bare har nået den alder, hvor jeg bedre husker det, der skete for 30 år siden end det der skete i sidste uge :?

Published by Mette on 26 maj 2009

Start fra scratch…

Det var besynderligt af få min lille stationære hjem i går… det absolut eneste, der lå på skrivebrodet var papirkurv ikonet :?

Det er vist godt jeg har et par dage hjemme, hvor jeg ikke skal lave andet end at undgå at gå i vejen for håndværkerne.

Det kan da kaldes en frisk start!

Published by Mette on 25 maj 2009

Lys fra oven

En del af husene i det her byggeri (mit incl.) har badeværelset liggende midt i huset uden mulighed for ordentlig udluftning andet end gennem en lille ueffektiv ventilator. Lidt af et problem med en teenagepige i huset, som elsker lange og varme bade.

Det er blevet muligt at få lavet et tagvindue og det tilbud tog jeg imod for en månedstid siden. Der var udsigt til nogen ventetid, men allerede i dag havde poden haft besøg af firmaet, der laver “indgrebet”. De kommer her onsdag morgen og laver alt det udvendige – og torsdag for at lave det indvendige!

Det koster et par fridage, men pyt… bagefter kan vi så bade under næsten åben himmel ;-)

Next »