Hagrid, Harry Potter, Dumbledore, Hermione, Bent Ole, Viktor Krum og Ron Weasley har fødselsdag - tillykke til både hundene og deres ejere.

I dag er det nemlig to år siden vi fik vores andet og sidste kuld hvalpe. En skøn flok på 7, som alle fik navne fra bøgerne om Harry Potter (undtagen Bent Ole – men det er en helt anden historie).

Fødslen startede lige over midnat, og sidste hvalp tog jeg imod kl. 6.30. Det var en lang lang nat, men med adrenalinet kørende på højtryk føles trætheden ikke. Skulle man have lyst til at følge et kuld hvalpe lige fra parring og til de rejser hjemmefra (plus se en million milliard hvalpebilleder) kan man få sin nysgerrighed stillet her – dagbogen starter nedefra :-)  

Klassens tykke dreng og den største hvalp i kuldet fik navnet Hagrid – hvad ellers. Nå okay, måske var Fedtmule passende med det udseende ;-)

Han endte med at blive solgt til Island. Og på grund af de meget strenge restriktioner, der er for import af dyr til Island, måtte vi have ham boende, mens han blev gjort klar til at rejse. Jeg havde som nævnt selv taget imod ham da han blev født og derefter taget mig af ham i 8 måneder, så jeg tror godt man kan forstå, at det var en svær afsked… at sætte han ind i en kasse i Kastrup Lufthavn og vide at jeg aldrig så ham igen.

Så er det dejligt, at se sådan en video – og se hvor godt han har det og hvor glad han er.

Men jeg gør det alligevel aldrig igen..!

Stort tillykke til dem alle - jeg håber, de har bragt masser af glæder i deres nye familier.

UPDATE 29.04.09
Jeg er ked af, at jeg har udeladt at Bent Ole, ganske som Karina kommenterer, ikke nåede at blive 2 år. Han blev desværre diagnostiseret med svær epilepsi og måtte aflives i al for ung en alder.

Tags: