Den 3. februar har altid været en mærkedag i vores lille familie – det er nemlig podens fars fødselsdag. Og tillykke til ham!
Men dagen har også fået helt ny betydning for mig. Det er i dag nemlig præcis 1 år siden jeg pakkede mine og podens sydfrugter og rykkede ud af vores fælles hjem. Det lyder som om dagen var temmelig dårligt valgt, men sådan passede det bedst – og fødselaren var altså blevet behørigt fejret et par dage i forvejen og havde ingen indsigelser mod, at vi flyttede netop den dag.
Året føles på mange måder som værende gået enormt hurtigt. Og så på den anden side… der er sket så mange ting, at der nødvendigvis må være gået… netop lang tid!
Skilsmissen og flytningen har jeg på intet tidspunkt sat spørgsmålstegn ved eller fortrudt. Vi har fået en glad og tryg datter, hun har fået et par tilfredse forældre og vi har alle tre fået en helt anden ro i vores dagligdag. Det er aldrig en rar situation at skulle splitte en familie. Selvfølgelig er det ikke det! – og jeg tror ikke på lykkelige skilsmisser, men når det nu ikke kan være anderledes, så synes jeg faktisk vi har tacklet det sidste år okay. Selvfølgelig har der været lidt småproblemer og det er ikke altid, jeg er lige tilfreds med hans prioriteringer - men når jeg hører om, hvad andre byder hinanden efter sådan en skilsmisse, så har vores kontroverser så absolut været i småtingsafdelingen.
Det var en okay beslutning for mig og for os!
.
