Da jeg kom hjem her til aften, fandt jeg et brev fra Trombosecenter Aalborg i min postkasse.

De sidste blodprøver jeg fik taget viste heldigvis heller ingen forøget tendens til at danne blodpropper! Næste step er en D-dimér blodprøve, som skal måle om der er tegn til rest-blodprop eller blodpropdannelse, og så skal jeg igen have scannet mit hjerte. D-dimér blodprøven var det første de overhovedet foretog sig da jeg blev indlagt, så jeg har prøvet det før! Den er ikke ret behagelig, da den tages direkte i pulsåren ved håndleddet… så den skal overståes og det gør jeg allerede i morgen.

Hvis disse undersøgelser heller ikke viser noget unormalt, vil man foreslå, at jeg tages ud af den blodfortyndende behandling. Og efter 4 uger vil man så sende mig gennem hele møllen af blodprøver/undersøgelser igen, for med sikkerhed at kunne vurdere, om jeg har en øget tilbøjelighed til blodpropper.

Min egen læge mente kun, der var en 50/50 chance for at jeg slap ud af den medicinske behandling. Så jeg er glad for dagens brev.

Og så havde jeg “NUL huller” ved morgenens tandlægebesøg… lidt positivt er der heldigvis i posen til mig…

:

Der har været skrevet en del om det i blog land, bla. hos Bitter Blog og  Belle Blues, som med humor og bid tager emnet op.

Jeg ville, indtil for kort tid siden, have svoret på, at de kan de godt… være venner altså. Men de sidste 14 dage har jeg måttet sande, at helt så enkelt er det ikke.

Jeg havde en ven, troede jeg, som jeg havde 100% tillid til og som jeg kunne betro hvad som helst. Og jeg gjorde det. Han var min fortrolige igennem skilsmisse, flytning, sygdom og hvad jeg ellers har budt ham gennem året. Jeg var helt overbevist om at HAN i hvert fald ikke ville svigte mig.

Men det gjorde han!

Omkring jul skete der noget, som gjorde mig lidt ked af det. Jeg reagerede ved at trække mig lidt tilbage og sammen med jul, alvorlig sygdom i familien, mails frem og tilbage…. ja så blev det hele pludseligt lidt for meget og lidt for kompliceret. Fordi jeg er en kvinde og han er en mand – og fordi der af den grund uvægerligt vil være et gran af følelser og/eller spændinger involveret. Kan det undgås? Jég tror det ikke! 

Jeg blev kasseret med et skuldertræk (for min egen skyld, siger han)… som om det var et par snavsede sokker, han ikke gad bruge mere!

Jeg er fuldstændig lammet og jeg nægter at tro, jeg har fejlvurderet ham så meget.

Sådan et menneske er han bare ikke.

.