Archive for december, 2008

Published by Mette on 25 dec 2008

Isbjørne TV

TV2 vejret viser isbjørne tv fra Aalborg Zoo. Til aften havde vi fornøjelsen at se og ikke mindst høre den lille skrige på mad. Instinktivt reagerede Arabella og hun var ved at kravle helt op på skødet af mig og den bærbare for at undersøge, hvor pokker lyden kom fra… fantastisk at opleve, at moderinstinktet er så stærkt, selv hos et tamdyr af helt anden race… 

isbjorne-tv

På billedet ses mor liggende på ryggen, og ved hendes venstre ben ligger ungen og dier. Sikke en ballade der blev, når den kom til at slippe taget.

Det er er temmelig afhængighedsskabene tv det her. Akkurat som at have en kasse fyldt med hundehvalpe…. i mange uger kan tage sig selv i at gå fuldstændig i stå, og bare sidde og glo ned i kassen.

Nu vil jeg altså alligevel slukke og kravle op under dynen – hverken isbjørne eller Tom Cruise og hans umulige mission kan holde mig vågen ret meget længere.

Godnat og sov godt. May the force be with you ;-)

.

Published by Mette on 25 dec 2008

Arabella ønsker sig…

Mon ikke Arabella burde ha’ ønsket sig et nyt sovedyr i julegave. Den lille pandabjørn her har fulgt hende altid. Men nu er den altså temmelig snavset og har hul i ryggen…

arabella-sovedyr2

Der var skam julegave til hende, selvom hun ikke var med i aftes. Fra cairnterrieren Frida fik hun et dejligt kødben og fra Line og Casper var der morsomme hundekiks. Benet blev vel modtaget og med de temmelig kraftige kæber den unge dame er i besiddelse af, er det meget snart væk!

Roen har sænket sig og vi dovner alle 3 efter et par dage fyldt med dejlig mad og masser af snak og larm. Vi fik “madpakke” med hjem fra julefrokosten i dag, så der er vist nok til de næste mange dage til Nanna og jeg. Alt sammen hjemmelavet og lækkert :-)

Nu vil jeg lige hoppe i noget varmt tøj og gå en tur med den rødhårede - og så skal der en god film i dvd’en, kaffe i kruset og måske et enkelt stykke chokolade til.

Jeg vil have lov at være doven… resten af i dag… og i morgen med!

.

Published by Mette on 25 dec 2008

Ildebrand og mandlen der forsvandt

Det var så dén juleaften…

Hele den pukkelryggede, 4 generationer, 11 i alt, inkl. vores to hangarounds Rasmus og Casper, var samlet i Hals hos min søster. Til dejlig julemad, and og flæskesteg med sprøde svær og hele svineriet. Hyggeligt selskab, mange gode grin og dejlige gaver.

Mor-mormor-oldemor havde som sædvanlig lavet risalamanden, meeeeen var kommet i tvivl om, hvorvidt hun nu havde husket at putte mandlen i! Vi åd os gennem hele skålen. Nope, ingen mandel. Vi måtte så også æde os gennem “reserve skålen”, inden Rasmus løb med præmien. Men først fik Sofie (ved hjælp af lidt snyd) en mandel og var lige ved at starte en ildebrand, da papiret fra hendes gave havnede oven i et tændt stearinlys og brød i brand. Katastrofen blev dog afværget og resten af juleaften forløb uden yderligere dramatik.

 jul2008-4

Forvirringen var stor under gaveuddelingen – i hvert fald for Sofie. Der var hele 4 tilstede som reagerer på betegnelsen ”mor”, 3 på “moster” og 2 på “mormor”. Ikke helt nemt at finde ud af for en 5 årig. Tillige kom der et nyt begreb til, nemlig ”svigermorfar”… det er da vist kun i vores familie vi har sådan en!

jul2008-3
Sofie var mindst lige så interesseret i hvad alle andre fik - her hendes oldemor
jul2008-2
Der var enormt mange gaver - også i den spøjse ende.
Hjemmeskoene fik min søster og det flotte pink "handy woman" sæt var selvfølglig
til mig - hvem ellers? Mon jeg alligevel skulle søge den lærerplads som tekniker
på 3. sal ;-) 
jul2008-7
Sofie fik bl.a. løbehjul og se lige fryden i øjnene, når en voksen mand får den
1. fjernstyrede bil i mange år ;-)  og så oven i købet en Fiat 500...

Da alle gaver var uddelt blev der banket på døren! Sofie turde ikke kigge ud, så hun havde sin moster ved hånden og var ved at gå fuldstændig op i limningen, da der udenfor stod en stor gave i “børnepapir”, leveret af selveste julemanden ;-)

Aftenens bedste kommentar kom fra selv samme Sofie. Hun havde længe kredset og plaget om hun dog ikke måtte pakke det her Bratz-sminke-hoved helt ud – men med alle de smådele var der fornuftigt nok sagt, at hun måtte vente…

Så udbryder hun pludseligt:

Hun har kastet op inde i kassen, så jeg tror gerne hun vil ud… NU! 

Ret kvikt fundet på, synes jeg ;-) .

Nu står vi så igen påklædt og klar til at drage afsted. I dag til julefrokost hos mine forældre, også i Hals. Nanna og jeg har lovet at komme tidligt og hjælpe til, for min mor er afgjort ikke på toppen, men er dog hjemme her i julen. Og heldigvis for det.

Men så skal vi heller ikke mere denne jul. Der er masser af dejlige dage, hvor vi kan sove længe og spendere hele dagen i hver vores nye badekåbe :-)

Nanna fik et par dubletter så vi undgår desværre ikke at skal ind i bytteræset. Det gør vi lørdag fra morgenstunden. Så er det overstået!

Hav nogle rigtigt dejlige juledage og glædelig bagjul (siger man ikke sådan?)

.

Published by Mette on 24 dec 2008

Så er det lige før…

Om få timer sænker julefreden sig over Danmark. Vi skal spise god mad, give hinanden gaver og hygge os i godt selskab (og mor er med :) )

Men inden vi når dertil, vil Nanna og jeg gerne ønske jer allesammen en rigtig glædelig jul.

 god_jul

.

Published by Mette on 23 dec 2008

Skår i juleglæden…

Julestemningen forsvandt som dug for solen.. med bekymringen for min mor, med kedelige beskeder jeg bare ikke havde brug for at høre, med hverdagsord som gjorde jeg følte mig fravalgt og andre… usagte, som ikke gjorde mig noget godt… og så den totale mangel på udsigt til hvid jul.

Jeg håber, jeg genfinder den… juleglæden… når duften af and og flæskesteg i morgen aften når min næsebor, når julelysene tændes i ungernes øjne, når jeg kan sætte mig og være tilstede i nuet og glemme alt om det, der gør mig…

.

Published by Mette on 23 dec 2008

Der kom julehilsen fra Island

jolakort_2008_copy

For et års tid siden var vi ved at lade op til at sige farvel til fyren her til venstre. Hagrid hedder han.

Jeg tog mod ham da han blev født og havde derefter fornøjelsen af ham i godt 8 måneder, inden vi den 4. januar 2008 kørte ham til Kastrup Lufthavn og satte ham på et fly til Island.

En ganske forfærdelig dag for hele familien – men specielt Nanna tog det hårdt og vi måtte love hende aldrig at eksporter en hvalp igen. I hvert fald ikke til et land med restriktioner som Islands, hvor hunden skal gennem så mange undersøgelser, at den bliver næsten voksen inden den kommer afsted. Ét er at sige farvel til hvalpene, når de er 8 uger gamle… det kan såmænd være svært nok . Men som 8 måneder..! – det havde jeg ingen problemer med at love aldrig at gøre igen.

Da han blev født vejede han ca. 600 g. og var kuldets største - deraf navnet. I dag vejer han 70 kg. og heldigvis stortrives han på Island, hvor han allerede er far til en flok hvalpe.

Vi har fået mange af den slags julehilsner igen i år – fra hunde-venner over hele Europa. Jeg beklager meget, at jeg ikke har fået lavet noget fint elektronisk kort.

Et smøl har jeg være i år. Ganske enkelt!

.

Published by Mette on 22 dec 2008

Blue Christmas

Oven på dagens forskrækkelse trænger vi lige til at få piftet lidt gang i julestemningen igen. Så her kommer lige et af året fineste nye julesange… Peter Frödin med Blue Christmas.

Lider du af homofobi skal du nok springe denne video over ;-) – Jeg er en af dem, der elsker Peter Frödin uanset hans seksuelle observans :-)

Jeg “kom til” at købe hele albummet på iTunes. “Julen 2008 – Julehits” er fyldt med dejlige juletoner både nyt som denne, men også med gamle travere i nye fortolkninger; Cæcilie Norby, “The Christmas song” - Søren Sko “Have yourself a Merry Little Christmas” - Karen “This Christmas”.

Julemusik kan man ikke få for meget af.

.

Published by Mette on 22 dec 2008

Det blev vist ved forskrækkelsen

Der var godt nok lige ved at sprede sig lidt panikstemning i familien – men efter at have besøgt patienten på Dronninglund Sygehus er bekymringen ikke helt så stor længere. Min mor er i gode hænder og hun ligner ikke en patient, de har tænkt sig at beholde julen over.

Så mon ikke vi er samlet juleaften – det håber jeg.

.

Published by Mette on 22 dec 2008

Mere bekymring

Er lige blevet ringet op af min søster… min mor er blevet indlagt akut på Dronninglund Sygehus.

Hun har længe klaget over smerter i lungespidser og mave, uden hendes læge har gjort noget alvorligt ved det. Senest har hjertet givet anledning til bekymring, og i nat har hun givet fået det så dårligt, at vagtlægen er blevet tilkaldt og hun er blevet indlagt.

Ret meget mere ved jeg ikke lige pt.

Men det er da temmelig bekymrende, når det er en dame på 76 der er tale om!

.

Published by Mette on 22 dec 2008

Bekymring

Jeg er lidt bekymret for min lille hund. Hun vækkede mig tidligt til morgen, allerede 6.30, ved at vade pustende rundt nede i stuen.

Det plejer at betyde én ting, nemlig dårlig mave. Så der var ingen vej uden om… ud af fjerene, i noget tøj og ud! Arabella vil nemlig ikke lave noget i haven, så det nytter ikke bare at lukke hende derud.

Dårlig mave var det nu ikke – så nu er jeg faktisk lidt bekymret, for jeg synes stadig hun puster en del uden påviselig grund. Hun virker ellers både glad og tilfreds, så jeg vil lige se tiden an. Dyrlægen har åbent helt til 18 og han har altid tid til os, for han ved vi ikke ringer/kommer uden, der er en grund til det.

Nu har vi ellers (7-9-13) været forskånet for dyrlægebesøg hele året, og det skulle da lige passe, at vi skal rage ind i noget to dage før jul :?

.

Published by Mette on 21 dec 2008

Kan den tænke selv… mon?

Jeg elsker, når ordbogen i min Nokia mobil starter med at foreslå får, når jeg  vil skrive far – mon min telefon er så begavet, at den ved hvad jeg tænker :?

(og det er altså ikke min far der er tale om ;-) )

.

Published by Mette on 21 dec 2008

For meget af det hele

Det blev alt for sent jeg kom i seng i går. Og alt for meget rødvin/øl resulterede i, at jeg så sov alt alt for længe… men for pokker det var hyggeligt :-)

Og storcentret venter sikker nok på mig også, selvom det bliver over middag inden jeg når derud – det er jo en helt dagsrejse med bus :?

Jeg skal lige ud og kigge efter den absolut sidste gave til poden. Der var udsolgt inde i Aalborg så nu prøver jeg derude… hvis ikke… så må jeg finde på noget andet.

.

Published by Mette on 20 dec 2008

Duften af rent

Mens Mads Larsen og Evander Holyfield slås i mit fjernsyn (dog ikke mod hinanden) har jeg været på shopping i USA.

Jeg har købt Clean parfume på ebay. Det skulle prøves… ikke parfumen altså, men at handle via ebay. Flasken indeholder 60 ml. og koster i Danmark kr. 650,00 + kr. 40,00 i porto. På ebay har jeg betalt kr. 261,00 inkl. forsendelsesomkostninger fra USA.

Besparelse kr. 429,-

Sådan et regnestykke kan jeg ret godt li’!

Lykkes det at få varen til Danmark uden store problemer og uden toldvæsenet skal have deres store snude i pakken, er det ikke sidste gang, jeg har kigget ind i den shop.

PS: Mens jeg har været i USA har Mads Larsen vundet sin kamp og nu venter vi på at Evander Holyfield skal i ringen. Det ligner lidt en ulige kamp, som mellem David og Goliath, for den der russer er denondelyneme stor.

.

Published by Mette on 20 dec 2008

27 m/s i middelvinden

Det er muligt, at DMI mener, at stormen skulle kulminere omkring middagstid i dag. De skulle lige komme forbi markvejen, hvor den rødhårede og jeg netop har været på tur. Den vind jeg var ude i tidligere på dagen er intet mod, hvordan her er lige nu.

Vi tog turen ned af markvejen – her var mindst risiko for flyvende genstande og væltede træer – tilgengæld var der heller intet til, at skabe bare en smule læ for blæsten fra vest. Vildt. Simpelthen!

Det er godt, at både hund og ejer er af en vis tyngde - ellers var vi vist lettet fra jorden!

.

Published by Mette on 20 dec 2008

Maude var så afgjort gået i seng…

Det blæser en hel pelikan i nordjylland – men jeg havde et vigtigt julebrev, der skulle afsted i dag, så jeg var nødt til at hoppe på cyklen.

På vejen opdager jeg, at min cykel er punkteret på baghjulet. ØV, men så kunne jeg passende aflevere den ved cykelhandleren, som ligger i den anden ende af byen… men som havde lukket da jeg nåede frem :-(

Så jeg trak cyklen hele vejen hjem igen - i piv modvind og med vindstød af stormstyrke - er det ikke sådan, de siger hos DMI (og nej min ven, det er ikke Dansk Militært Idrætsforbund ;-) )

Maude var så afgjort gået i seng efter sådan en oplevelse… det gør jeg nu ikke, men jeg går i bad… igen – og vasker sveden af!

Og så fortjener jeg vist et par timer på sofaen… med kaffe og en god film. 

Hav en dejlig lørdag – det tror jeg min bliver, trods alt!

.

« Prev - Next »