Det var herligt at mærke hjerte og lunger arbejde næsten normalt på cykelturen frem og tilbage til byen. Jeg havde god modvind hjemad, fyldte cykelkurve og selvom jeg pressede lidt på, blev jeg ikke dårlig af det. Jeg slipper vist helt uden men af den her omgang, og det er jeg svært tilfreds med.

Nu skal jeg så bare have et ½ år til at gå med medicin, blodprøver OG STØTTE- STRØMPE… inden jeg vender tilbage til en normal tilværelse og forhåbentlig lidt medvind i livet.

Jeg forventer at starte på arbejde på tirsdag. Jeg er fortsat meget træt både fysisk og mentalt, så efter aftale, starter jeg med 4 timer om dagen og skal møde fra kl. 10 til 14 – så må jeg se hvordan det går. Jeg skulle ha’ holdt ferie i næste uge - men med Nanna på Kreta, er der ingen grund til jeg er hjemme, så den er udsat indtil videre. Jeg har så ferie igen i uge 29 og 30, men har ingen planer endnu om indholdet!

I dag holder jeg fri fra hospitalet – til gengæld skal jeg så lige møde til samtale hos min egen læge, så vi kan få styr på fremtidige aftaler om regelmæssig blodprøvetagning. Samtidig skal jeg også ind til naboen i lægehuset, nemlig tandlægen, og have afyst den tid jeg har i august til at få lavet en krone. Så længe jeg er i behandling med blodfortyndende medicin skal jeg helst undgå at kaste mig ud i ting, hvor der er risiko for blødning og skader – og den krone kan sagtens vente til efter jul, hvor jeg gerne skulle kunne leve helt normalt igen.

Morgenen startede i det fineste solskin, men nu begynder det da at se trist ud. Jeg skulle gerne prøve om jeg kan cykle ned til byen, så det har bare af at holde tørt!

Hav en god dag.

Vi vil ha’ den unge mand her som konge NU!

Jeg har lige set Jes Dorph-Petersens glimrende interview med Kronprinsen – og det er da en usædvanlig sød, sympatisk og afslappet fyr. Lad os få ham på tronen nu og så kan hans stive og kejtede mor gå på pension… Kronprinsen altså… øh ja, faktisk kunne Jes Dorph også bruges men så skulle der alligevel nok mere end et “Gud bevare Danmark” til.

Så er årets Tour-managerspil skudt i gang på DR og dermed den årligt tilbagevendende sommer-sjov-fornøjelse på jobbet. 3 uger med kollega-konkurrence i at sætte det bedste cyklehold i det virtuelle spil på dr.dk. Man har fra spilstart 50.000.000 $ og så handler det ellers om at købe ryttere og sætte det bedste hold til dagens Tour de France etape og dermed tjene flere dollars – og ikke mindst håneretten.

Mit hold hedder i år “Team Støttestrømpen” – hvad ellers – og de kan squ køre cykel

Dagens undersøgelser er ovre og jeg er igen hjemme.

Den medicin jeg får er åbenbart ikke så nem at styre for i dag var INR-værdien endnu højere end i går, så jeg ikke skal tage hverken piller eller sprøjter de næste to dage. De vil ikke helt slippe mig, men når en indlæggelse kan foregå på denne her måde med at jeg møder om morgenen og kan tage hjem til mig selv ved middagstid, så kan de såmænd beholde mig så længe de lyster.

For at få hurtigt svar blev jeg sendt ned i ambulatoriet til blodprøvetagning. Der ventede en noget ubehagelig oplevelse. Da jeg nu er indlagt og afdelingen ønskede at få hastebehandlet min prøve fik jeg et andet nummer end de andre ventende. Da jeg havde siddet max. 10 minutter blev jeg råbt op og da jeg rejste mig, var der en mand, som, for øjnene af sin synligt pinligtberørte teenagedatter, tændte helt af på sekretæren… han havde ventet i så og så lang tid, han havde en anden aftale, hvorfor kunne jeg komme ind med det samme… Jeg ved godt, hvor frygtelig irriterende det er, at få en tid kl. 08.10 og så kl. 09.10 sidder man der stadig. Jeg tror personalet gør hvad de kan, og det er svært at tage højde for akutte ting (som mig f.eks,) der pludselig skal presses ind. Jeg ved ikke, hvad historien endte med - han var væk, da jeg kom ud igen – måske er han skredet derfra eller også har de skyndt sig at få ham ekspederet. Man må da håbe for datterens skyld, at han bare havde en dårlig dag!

Dr. Bech fortæller: INR-værdi er en måleenhed for blodets evne til størkne
.

Jeg har lige ringet som aftalt til hospitalet og fået INR-værdien fra morgenens blodprøve, som skulle vise om pilledoseringen var korrekt… det var den tilsyneladende ikke, for nu har de så fået fortyndet mit blod så meget, at jeg kun må tage én pille i aften. Og så skal jeg møde igen i morgen tidlig til yderligere prøver!!!

Og så vil jeg gå op og kigge på en ildebrand – god Sankt Hans aften!

Fandt en skøn hjemmeside Modern Mood med masser af skønne ting. De havde lige nøjagtig den indkøbs-/cykelkurv jeg ønskede mig – den røg i kurven…

Samme sted faldt jeg over denne her makeup-organizer – perfekt til en teenager med mere makeup, parfumer og lipgloss end Sallings parfumeri – den røg også i kurven…

Det er vist ikke sundt for min økonomi, at jeg har så meget tid til at surfe rundt på nettet

Den eneste rejse jeg kommer på, bliver vist til Bloksbjerg i aften.

Jeg mødte op på hospitalet til morgen og fik en samtale med en læge. Det blev, som ventet, desværre et helt klart “Nej” til at rejse nogen som helst steder hen! Øv, men sådan kan det desværre gå. Jeg har talt med Apollo Rejser og min billet er overført i Jes navn, så han rejser med Nanna i stedet for. Jeg synes, hun fortjente at få den tur hun har glædet sig sådan til. Jeg får ikke lov at rejse det næste ½ år, så løsningen var ikke at udsætte den. Hun er lidt ked af det på mine vegne, men jeg må trøste hende med, at vi nok skal komme ud og rejse en anden gang.

Jeg fik lavet blodprøver, scanning af mit hjerte, som heldigvis viste sig at opføre sig helt normalt igen og så fik jeg taget mål til støttestrømper…. ARGH – de er så hæslige men desværre nødvendige - så nu må det meget gerne bliver efterår og vinter meget hurtigt, så jeg kan komme i støvler og lange bukser.

Jeg er fortsat indlagt og skal møde ind igen torsdag morgen. Der skal være helt styr på de medicindoser, jeg skal have, inden de lader mig gå helt. Jeg fik også flere sprøjter med hjem. Jeg er nu ret glad for, at det ikke er den type medicin, jeg skal have fremover. Jeg slog dem op på nettet for at se hvad det egentlig var for noget og blev noget chokeret over prisen: 1955,-  kr. for 10 stk. – det er dæleme en hamper pris. Pillerne koster kun 135,- for 100 stk. og det passer lidt bedre til min tegnebog.

… altså vælge mellem David Beckham og Karl Fredrik ‘Freddie’ Ljungberg som den lækreste undertøjsmodel!

Ælle bælle mig fortælle… jeg er absolut mest til mænd i tights – men Beckham ser nu slet ikke ringe ud i “trusser” eller hvad sådan nogen nu hedder, når det er til mænd.

EB ved vist ikke, at jeg jeg skal passe på ikke at få pulsen alt for højt op, siden de smækker sådan en afstemning op på forsiden af eb.dk. Eyecandy kalder de billederne – og det er jeg fuldstændig enig i!

Godnat og drøm sødt

Det har været en ualmindelig trist og lang dag. Regnen har silet ned det meste af tiden og det er jo ikke ligefrem sådan, at jeg sprudler af energi. Jeg har dog været udendørs iført regntøj, men det var ikke den helt store fornøjelse at gå tur i det vejr.

Jeg skal møde på hospitalet i morgen mellem 8 og 8.30. Jeg kunne ikke få at vide, hvorvidt de havde tænkt sig at beholde mig, så jeg må hellere pakke en bog, lidt tøj og min tandbørste. Jes har heldigvis kunnet have både Arabella og Nanna boende  – og der er de også fortsat. Det er en befrielse ikke at behøve spekulere på det. Selvom jeg sommetider er rigtig vred på ham, så er jeg taknemmelig for at vide, at de begge er et sted, hvor de er trygge og det er guld værd i den her situation. Ydermere har han været en knag til at hente og bringe både mig og alle de ting, jeg har haft brug for i forbindelse med sådan en akut indlæggelse.

5 stk. svaleunger sidder derude lige nu og gynger usikkert på min tørresnor. De er for store til at være i reden nu og jeg er sikker på, at det er det sidste jeg ser til dem. Så kan jeg gå i gang med at gøre terrassen ren efter dem – for de har selvfølgelig svinet lidt – det er hyggeligt, de er her, så det gør jeg gerne.

Sikke dog et trist vejr i dag. Her til morgen startede Nanna sammen med sin fars familie til Faarup Sommerland – de skulle vist ha’ kigget på vejrudsigten og så taget afsted i går i stedet for. Det er ikke ret sjovt i regntøj og gummistøvler, så mon ikke de dukker forholdsvis hurtigt op igen.

Jeg har sovet godt og længe… og jeg tog uden problemer den ordinerede sprøjte da jeg vågnede – det havde jeg aldrig troet, jeg ville kunne – men skal man, så kan man. Jeg føler mig ikke specielt syg og var jeg ikke lige udstyret med indlæggelsesarmbånd og blå mærker og havde jeg ikke lige skulle tage medicin, så ville jeg nok hurtigt glemme det. Jeg er som tidligere nævnt noget træt og bliver lidt hurtigere forpustet stadigvæk, men det er stort set også det eneste jeg mærker.

Hold da op – bivirkningen af den blodfortyndende medicin er blå mærker i en størrelse og i et antal, så jeg efterhånden ligner en, der har gået et par omgange mod Mikkel Kessler. Ja, det vil så sige, at de blå mærker sidder alle de steder, jeg er blevet stukket de seneste dage og heldigvis ikke synligt. Jeg var selvfølgelig advaret, men blev alligevel lidt paf da jeg så mit maveskind, som åbenbart er meget hårdt ramt. Men er det de eneste bivirkninger, jeg skal opleve, er det vist nemt sluppet. Jeg er også langt mere træt end normalt, men mon ikke det går over i løbet af weekenden, når oplevelsen har lagt sig.

Jeg har været ude og lufte mig på en lille gå tur i eftermiddag - det var dejligt at bevæge sig udendørs og at mærke vinden i ansigtet. Samtidig blev jeg overmandet af en pludselig tudetur - mest af lettelse over at være sluppet helskindet igennem – det er vist ikke helt gået op for mig endnu, hvor alvorligt det her har været. Og det bliver sikkert ikke sidste gang, der kommer en reaktion.

1000 tak for alle hilsnerne om god bedring der er strømmet ind her, på mail og via sms - det varmer at vide, at der er nogen der tænker på mig!

Fortsat god weekend til jer.

Ja, så lå jeg pludselig på hjerteafdelingen på Aalborg Sygehus Syd og der opstod en absolut ufrivillig pause på bloggen.

For at starte hvor jeg slap… Jeg havde en tid ved lægen kl. 14 i torsdags. Da hun hørte min historie og så mit hjertekardiogram blev hun tilsyneladende straks alarmeret og ringede til vagthavende kardiolog på sygehuset, og efter en kort samtale blev der tilkaldt en ambulance og så gik det ellers stærkt. Inden der var gået få timer havde jeg været gennem scanninger og diverse andre undersøgelser. Det blev desværre konstateret, at jeg havde en blodprop i lungen, der stammede fra venstre ben (som jeg havde haft smerter i i 14 dage), hvor der fortsat sad/sidder blodpropper. Jeg blev sat i 1½ times intensiv behandling med blodprop-opløsende medicin (Trombolyse), mens jeg hele tiden var overvåget af to sygeplejersker, som hvert andet minut spurgte hvordan jeg havde det, tog blodtryk, målte iltning osv. Risikoen ved denne kraftige behandling var blødninger, både ydre og indre, så det var vigtigt at jeg var under konstant overvågning. Da de 1½ time var gået, var jeg som født på ny, min galoperende puls var faldet, iltningen af mit blod var næsten normal og min stakåndethed var væk.

Det var helt ærligt lidt en forskrækkelse at få og jeg kan bestemt heller ikke sige mig fri for at ha’ været meget bange.

Jeg er blevet “løsladt” for weekenden HVIS jeg selv er i stand til at sprøjte mig med det blodfortyndende medicin – og selvfølgelig er jeg det (det er afprøvet under overvågning af en sygeplejerske) - hvad gør man ikke for at slippe ud af sådan et hospital? Sikke et held min mave er godt polstret – der er som at stikke en nål i en pakke smør og lige så smertefrit

Jeg har også fået piller med hjem, og jeg bliver ikke rigtigt udskrevet, før der er fundet den helt rigtige dosis af disse – der går lidt tid, hvor jeg skal møde jævnligt op til blodprøvetagning på afdelingen – men kan jeg være hjemme ind i mellem er jeg godt tilfreds.

Vores Kreta tur står lidt hen i det uvisse. I flg. lægen der gik stuegang i går er der ingen helbredsmæssig risiko forbundet ved at rejse – men der er ingen forsikringsselskab, der vil røre mig med en ildtang nu. Jeg afventer lige en samtale med en læge på mandag og hvis han synes, det er en dårlig ide jeg rejser, vil vi forsøge at overføre min billet til Jes’ navn – så får Nanna i det mindste en ferie ud af det.

13 trin har jeg op ovenpå og det føles som at løbe en maraton… jeg fatter slet ingenting!

Jeg har ikke fået det hverken værre eller bedre, så jeg venter og ringer til min egen læge i morgen. Jeg skulle jo helst være frisk til at Nanna og jeg skal rejse den 28. juni, og jeg har ved Gud ikke tid til at være syg.