HOT HOT HOT

I dag er der simpelthen for varmt for mig – alt for varmt – det eneste sted det er til at holde ud at være er i skyggen på terrassen, beskæftiget med at lave så lidt som muligt.

I formiddag havde jeg et ærinde i City Syd – 15-20 km sydpå ad motorvejen – jeg havde mest lyst til at fortsætte langt længere sydpå og lægge mine indkøb ved grænsen til Tyskland, bare for at få lov at sidde hele dagen i min airconditionerede bil..!

Den rødhårede har længe ligget i solen, men vejrtrækningen blev tungere og tungere, og nu er også hun trukket ind i skyggen, hvor hun snorker højlydt. Vi, altså den rødhårede og jeg, har en date i aften – så måske skulle jeg deltage i hendes eftermiddagslur, så jeg også kan være lidt frisk 😉

Svaleparret har overordentligt travlt med at bespise deres forslugne unger – de pipper i en uendelighed og så snart der er den mindste bevægelse i nærheden af reden lukker de bøtten op.

Nogen synes svaler laver for meget svineri og gør sig alverdens anstrengelser for at forhindre de bygger rede – men jeg synes bare det er hyggeligt at følge med i deres yngelpleje, så her må de gerne bo. Jeg er ikke så sart!

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *