I aftes traf vi, den rødhårede og jeg, en sød beagle i hundeskoven. Mens de to hunde legede kom der en jagthund af en art… den var fulgt en far samt to mindre børn, en pige på en 5-6 år og en dreng på 2-3 år. Drengen hylede op hvergang Arabella så meget som kiggede hans vej, og til sidst gik den her far rundt bærende på begge børn.

I dag mødte vi et ældre ægtepar med en dejlig gul labrador. Fy, fy, nej, dæk, fy, fy, nej…. jeg kunne høre dem skælde og smælde – og det var sørme min søde hund det gik ud over. Jeg fik fat i hende og sagde som det var, at hun ikke gjorde en kat fortræd. Men de brød sig ikke om, at der kom fremmede hunde så tæt på dem og se nu… Arabella havde savlet på konens bukser. Jeg havde så den frækhed at hvæse ud mellem tænderne, at hvis man ikke er klædt på til det og ikke bryder sig om hunde burde man lufte sin hund et andet sted.

Hvad i alverden vil sådan nogle mennesker i en hundeskov: både faren med børnene og ægteparret i det fine tøj??? Hvis man ikke bryder sig om hunde og hvis ens egen hund ikke bryder sig om fremmede hunde, så burde man sørme holde sig væk. Jeg gider i hvert fald ikke gå deroppe og skulle holde min hund væk fra hverken mennesker eller dyr.

Arabella har lige badet i fjorden – og så er det altså bare med at komme af banen, for så skal der rystes…

Dagens INR tal var 2,2 – det var sådan set OK, men de vil alligevel gerne se mig igen både onsdag og fredag. Det er første gang INR-værdien ligger inden for det område den skal – og så var der jo også lige de blødninger… Jeg tager selvfølgelig gerne derud igen - jeg har jo ikke andet at lave alligevel, og de er jo så søde og så bekymrede for mig.

På vej hjem i bilen hørte jeg Anni Lennox med nummeret “WHY”! Ikke bare er det et usædvanlig smukt stykke musik, men det ramte også lige i hjertekulen…

PS: man kunne ikke se på hjertescanningen at mit hjerte er knust..! Jeg spurgte, men lægen smilede bare overbærende – så det er altså blot en metafor… det med de knuste hjerter.

Jeg har været vågen mange gange i nat og har hørt regnen tromme - men nu er skyerne på retur og solen skinner. De to røde kommoder nød morgenturen på marken, selvom det kan være svært at få dem til at lave “det” vi kom for. Kornet er så sjovt at lege og løbe i, at i hvertfald Arabella helt glemmer hvorfor vi egentlig er der. Men det lykkedes alligevel til sidst, så nu kan de godt være alene, mens jeg tager turen til Sygehus Syd i en 3-4-5 timer…

Jeg har desværre haft nogle uventede blødninger - ikke meget, men alligevel nok til at jeg er lidt nervøs for dagens undersøgelser og for om de nu vil slippe mig helt.

Jeg var lige gået i gang med bogen “Kvinderne i Kabul” men en sød “nabo” stak næsen forbi med Noah Gordon´s “Helbrederen”. Jeg skulle baaaare lige kigge og fornemme, men historien har grebet mig allerede, så Kabul må vente… Tak Trine!

Visse ting kan fylde tankerne og holde mig vågen en hel nat og morgendagen med for den sags skyld.

Jeg er knust over tabet af vores venskab. Jeg har sagt undskyld og bedt om tilgivelse - men tolker tavsheden som en klar afvisning, og så må det være sådan. Jeg kan ikke gøre mere. Jeg er fuldt ud klar over, at det er mig, der har skidt i nælderne. Det er ikke sikkert, det kan tilgives. Jeg ved det ikke – og det er så heller ikke op til mig at afgøre!

Jeg havde håbet, at venskab gav plads at være et fjols og alligevel blive holdt af? Det gør det i hvert fald i min definition af begrebet ellers kan det vel være lige meget…

PS: Jeg ved du læser med herinde så… tillykke med fødselsdagen!

Der er lige tikket besked ind fra Kreta. Poden var vel ankommet, værelset var fint og hun var hundesulten

Sådan – og god ferie – jeg er slet ikke misundelig!

… jeg hørte godt der skete noget oppe på badeværelset, men gik ikke lige op og tjekkede. Det skulle jeg ha’ gjort for jeg har lige fundet en lille skovspurv oppe i ventilatoren - levende endnu!

Jeg kunne selvfølgelig ikke finde en brugbar skruetrækker, så jeg flåede bare låget af for den skulle i hvert fald ikke sidde der og dø. Jeg fangede den i et håndklæde og den var helt parat til at flyve, da jeg slap den i haven. Nu kan jeg så også få støvsuget den ventilator – det har ventet alt for længe.

Og så må jeg hellere gå en tur med mine hunde – jeg trænger til at opleve noget helt jordnært og dagligdags. Jeg KAN ikke klare flere sindsoprivende ting i mit liv det næste stykke tid. Jeg ønsker mig en sommer uden én eneste ting, der gør mig ked af det eller syg, tak – så skal jeg ikke be’ om mere!

Jeg holder øje med dem… og om lidt går jeg ud og kigger om jeg ikke kan se, når de letter. Det er lidt forskelligt om det er afgangene eller ankomsterne, der passerer lige hen over hovedet på mig.

Så er poden sendt med sin far 8 dage til Kreta og jeg er overladt til mig selv i rollen som dyrepasser for to hunde, to marsvin og en guldfisk! “Onkel Jimse” har lovet at hjælpe mig med hundene, hvis jeg får behov for det - det er dejligt at have ham i baghånden.

Jeg har det okay med at det bliver de to der rejser og jeg er glad for, at se Nanna glæde sig trods det, at det ikke bliver den ferie, vi havde regnet med. Men jeg er sikker på, at hun nok skal få en dejlig tur alligevel og se lige en vejrudsigt jeg sender hende ned til – klik her

Der ikke styr på min medicinering endnu, så jeg havde slet ikke turdet rejse, selvom jeg godt kunne trænge til at komme langt langt væk herfra og tænke på noget andet. Jeg forsøger at gøre som der står i “manualen” og undgår de fødevarer, der påvirker INR-værdien og alligevel rutsjer den op og ned. Den skulle helst ligge stabilt mellem 2 og 3 og min ligger mellem 1,0 og 3,9…  det er ikke noget jeg mærker noget til, men er den for lav er risikoen for flere blodpropper større og er den for høj er det risikoen for blødninger, der er problemet.

Jeg håber, næste uge vil give mig lidt medvind både på den ene og på den anden måde – det trænger jeg til!

Jeg har mistet min bedste ven og det er min egen skyld! Hvordan *biiiib* kan jeg være sådan en idiot? UNDSKYLD! Tilgiv mig, please!!!!

Jeg har vist brug for at tænke mig om, så bloggen ryger på midlertidig pause – nu..!

Nanna er lige kørt glad i skole til sidste skoledag før sommerferien – syngende; ferie, ferie, ferie

Hun glæder sig til i morgen og har efterhånden fundet ud af, at hun ikke behøver være ked af det på mine vegne – hun skal nok få en god ferie med sin far, og det bliver sikkert også vores tur en dag.

Jeg glæder mig til gengæld ikke til i morgen. Jeg har ikke prøvet, at måtte undvære Nanna så længe og den sidste uges oplevelser, har i forvejen gjort mig noget hudløs, så jeg skal ærligt indrømme, at jeg frygter de kommende 8 dage. Jeg er glad for, at jeg skal på arbejde nogle timer fra tirsdag, så sker der i hvert fald lidt og jeg kan få adspredt tankerne.

Aftenen er brugt på denne film “This is England”

Det er længe siden jeg har set så god og barsk en film, og er man til den genre og engelske film kan den varmt anbefales.

Året er 1983. Den 12-årige enspænder Shaun har skoleferie og går og keder sig. Faren er død i Falklandskrigen, og i skolen vil ingen rigtig kendes ved ham. Men så møder han en gruppe skinheads, der tager ham under vingerne, først i maskottens rolle, siden som mere ligeværdigt medlem af outsider-gruppen. Undervejs falder lokkerne, for flokkens dresscode fordrer - ud over Dr. Martens-militærstøvler, opsmøgede cowboybukser og pilotjakker – glatte isser. Den rå, men hjertelige tone skifter leje undervejs, først på den følsomme måde, da en smuk punkerpige kaster mere end ét kærligt blik på den noget kortere Shaun, siden mere dystert, da den fremmedfjendske Combo lukkes ud af fængslet og begynder at rekruttere medlemmer til National Front.
 

Et muntert indslag på en ellers trist dag. Det er ikke hver dag vi har bussen kørende op foran nr. 173, hvordan han overhovedet er kommet ind i dette kringlede kvarter undrer mig, men nu holder den der…

Bussen var fyldt med en flok nyudklækkede studenter der skulle til fest. Åbenbart kendte to af de unge fyre nogen der skulle bo her i området, for de bankede på min dør og sagde de kom fra Sporløs – de ledte efter Annette og Peter Christensen… om jeg kendte dem? Det gjorde jeg ikke og så dinglede de videre på tur med Ruth.

Humøret er helt i bund i dag – jeg har været nødt til at træffe nogle lorte beslutninger (undskyld udtrykket), som ikke gør mig særligt glad, men det er en sag, der har pint mit lille hoved og hjerte længe og nu skulle der gøres et eller andet. Og det blev der så. Jeg har allerede fortrudt, men indimellem er man nødt til at træffe nogle svære valg for at komme videre! 

Det går stadig fremad med mit helbred, men lige i dag er jeg så træt, som et helt alderdomshjem. Jeg har været på et par timers handel med min datter og jeg kan bestemt godt mærke, at jeg ikke er helt oppe i omdrejninger endnu. Kroppen og hovedet vil ikke helt det samme og jeg tror, det var en god beslutning at starte forsigtigt op i næste uge.

Strejken er slut, men landets hospitaler fortsætter på nødberedskab sommeren over. Personalet skal holde ferie, og patienterne må derfor væbne sig med tålmodighed

..sådan skriver aviserne i disse dage.

Jeg skal lige hilse at sige, at man som indlagt overhovedet intet mærker til hverken strejke eller nødberedskab. De sygeplejersker (og læger) jeg har været i kontakt med, har været yderst professionelle og selvom man kan se, de løber spidsrod mellem patienterne, er de smilende, imødekommende og giver sig god tid til hver enkelt. Oven i købet blev jeg ringet op af “min” sygeplejerske i aftes, der blot ville høre hvordan jeg have det..!