Archive for maj 27th, 2008

Published by Mette on 27 maj 2008

Man bli’r lidt skruk…

Jeg var på fotoopgave hos Jimmy og hans dejlige amstaffer i dag. Det er efterhånden en ordentlig flok han har gående – tre voksne hanner, to voksne tæver og 6 hvalpe, der er 6 uger gamle. Hvalpene er selvfølgelig helt vidunderlige og, som alle andre hvalpe, fuldstændigt umulige at fotografere. De er her, der og allevegne og så snart man forsøger at komme ned i deres højde, kommer de vimsende og dermed alt for tæt på kameraet. Formålet med dagens opgave var at sælge de her hvalpe på Jimmys hjemmeside - så det må jeg hellere komme i gang med.

Nej, først vil jeg forresten spise – Nanna er i gang i køkkenet – for hun var sulten og havde ikke tid til at vente på, at jeg blev færdig.

Published by Mette on 27 maj 2008

Livet er for kort til fodbold…

I kantinen ved frokostbordet (som udelukkende består af mænd, bortset fra mig altså) faldt samtalen på det kommende EM (eller var det VM) i fodbold, og hvornår der nu var åbningskamp… Jeg tænkte i mit stille sind på, at her var endnu en fordel ved at bo alene – mine dage og de planer Nanna og jeg laver, behøver ikke være afhængig af tv’s udbud af “vigtige” fodboldkampe under de her store turneringer.

Vi har forlængst udnævnt vores bette hus som “fodbold- og teksttvfri zone”.

Published by Mette on 27 maj 2008

Ja ja, jeg ska’ nok…

Nanna skal, efter konfirmationsundervisningen er slut, først møde kl. 10 om tirsdagen. Det har jeg glemt et par gange eller tre, hvilket i sagens natur ikke er populært – der er lidt forskel på at blive vækket kl. 6.30 og kl. 8.30.

Til morgen hængte der et kæmpeskilt på hendes dør: “Nej mor”!

Det tegner til at blive en dejlig tirsdag. Der er blå himmel over Vodskov og vinden er rar og lun. I eftermiddag skal jeg til Langholt og fotografere Jimmys 6 uger gamle hundehvalpe og det er altid en udsøgt fornøjelse at få lov at “gratte” med sådan en flok!