Jeg har aldrig hørt nogen sige noget som helst positivt om den første mandag efter ferien og jeg er da heller ikke ligefrem begejstret for, at jeg i morgen igen skal være slave af vækkeuret.

Det er sådan det er, sådan vi har indrettet vores samfund og det er jeg naturligvis også en del af.

Og så er der jo det med at arbejde… jeg har noget at holde fri fra!

Ferien har været skæppeskøn og jeg skal erkende, at jeg ikke har skænket firmaet en eneste tanke. Dagene er løbet sammen og jeg har været i tvivl om det har været mandag eller fredag og det tænker jeg er positivt. Meget positivt.

Poden har haft ferie på samme tid og har haft lyst til både Hanstholm og Berlin samtidig med, at hun har nydt ferien på sin egen måde. Det er så dejligt, at hun stadig gider.

Bob har været i Elmelundens Hundepension lige udenfor Hals i de 4 dage, mens vi var i Berlin. Det er et skønt sted og Torben har et skide godt tag på hundene. Bob havde også haft det super fint, men var alligevel glad for at se sin matte igen og det første døgn veg han ikke fra min side… han skulle ikke risikere at blive forladt igen.

Flyet fra Amsterdam til Berlin var gået i stykker og det var usikkert om vi overhovedet kom videre. Hvem husker ikke Tom Hanks i filmen “The Terminal”, som strander i New Yorks lufthavn i 8 måneder? Kunne vi ende der?

Så galt gik det dog ikke. KLM fandt et tilsvarende fly i en hangar i Schiphol som de lynhurtigt gjorde klar og efter de havde sendt os lidt rundt til forskellige gates (og der er altså laaangt skal jeg hilse at sige) kom vi afsted med nogle timers forsinkelse.

Det betød også en noget senere ankomst i Berlin og det vi havde troet kunne være en god og lang første dag i byen blev så nærmest bare en rejsedag.

Hotellet var ren luksus, bare et stenkast fra Kurfürstendamm. Kæmpe og komfortabel seng, lækkert badeværelse med kar, som den unge frk. Bech benyttede sig af alle aftener. Morgenmaden var overdådig og jeg er sikker på, at alle ville kunne finde noget der faldt i smag.

Transporten rundt i Berlin foregår let med U-bahnen, som det er fornuftigt at sætte sig ind i brugen af ellers går man sig selv død. Det er en kæmpe by og det, der på kortet ser ud til at være henne om hjørnet, er i virkeligheden 3 kvarters gang. Vi købte en dagsbillet som tillod os at køre alt det vi ville inden for et døgn.

Det er forholdsvist nemt at finde rundt og komme fra A til B under jorden.

Tyskerne er umådeligt rare og hjælpsomme og så snart de fornemmer man famler med de tyske gloser slår de over i et letforståeligt engelsk. Vi oplevede det samme i Hamburg og derfor kan det undre mig, at de, når de kommer til Danmark, forventer at blive forstået på tysk?!?

Måske færdedes vi i de forkerte kvarterer, men jeg synes, at byen manglede de ‘typer’, som jeg elsker London for. Berlinerne/tyskerne er meget pæne og lidt farveløse.

Den eneste der skilte sig lidt ud var en mand, der 10 meter fra hotelindgangen satte sig og sked på gaden, samlede bukserne op og gik videre. Der gik altså lige lidt før jeg fik det billede ud af hovedet…

Seværdighederne gik vi ikke efter, men vi kom da forbi både Muren, Branderburger Tor, TV tårnet og fandt en del af de små stolpersteine, som ligger i fortovet som en tydelig markering af de mange mange jøder der blev deporteret og slået ihjel i Tyskland under krigen. De har brostensstørrelse og findes udenfor de huse, hvor der boede ofre for nazismen. Et menneske er først glemt, når deres navn er glemt – og at stå foran sådan et hus og se deres navn giver en oplevelse af, at de var virkelige mennesker og ikke bare en del af en anonym masse.

De fire messingsten herover fortæller, at her boede familien Aronsbach. De fortæller også alderen på de fire, da de blev hentet af nazisterne. Jeg tænker, at det var en far, en mor og deres to børn. Lige her, i en af lejlighederne, boede familien, indtil de en oktober dag i 1942 blev hentet og dræbt.

I Tyskland findes der omkring 70.000 af disse sten og det har spredt sig til resten af Europa.

Vejret var sommerligt og vi spiste udendørs alle tre aftener. Den sidste aften med ‘underholdning’ af en beruset yngre mand som havde set sig sur på en tjener. Han råbte og skreg, fægtede med armene og ville i clinch med alle på hele torvet hvor vi sad.

Jeg ved ikke om Tekel Lufthavnen oprindeligt lå i det tidligere Østtyskland, men med den ekspeditionstid de havde skulle man tro det. Vi stod i en kæmpe kø for at tjekke kufferter ind og bagefter i en endnu længere kø til sikkerhedskontrollen, hvor alt foregik i slowmotion. Flypersonalet var ud flere gange for at rykke for at få de sidste passagerer igennem, uden det betød noget som helst for tempoet. Da vi gik ombord næsten som de sidste smækkede dørene og så … Auf Wiedersehen.

Vi fik set det vi ville og købt så vores tomme kufferter blev fyldt.

Beliggenheden er der bare ikke noget at udsætte på. De skriver selv, at det er Danmarks vildeste udsigt og jeg vil give dem ret. Den er uovertruffen. Til den ene side ligger Hanstholms travle industrihavn og til den anden side Vesterhavet og heden.

Ellers er der intet herude. Men hvem har også brug for det.

Maden er glimrende. Langbordsmiddagen onsdag bestod af tapas og torsdag smagte jeg køkkenets pariserbøf, som var ganske god. En ekstra stjerne fik den fordi den blev indtaget på terrassen.

Morgenmaden blev bragt til døren og bestod af brød, smør, ost, hjemmelavet marmelade, juice, mælk og stempelkaffe. Også ganske glimrende.

Lejligheden er okay. Ikke prangende, men udstyret med genbrugsmøbler, gode senge med kridhvidt sengetøj, et pænt velfungerende badeværelse med tykke lækre håndklæder.

På sofabordet ligger smukke bøger og på en gammel ølkasse står en rejsegrammofon. Vinylerne hentes i restauranten, hvor der er masser at vælge mellem.

Jeg kunne godt ha’ ønsket mig, at terrassen var lukket lidt af ud mod skrænten – både af hensyn til Bob, men også for at give blot en smule privatliv. Nanna og jeg gik tur med Bob onsdag aften, mens der blev gjort klar til Lars Hjortshøj show og da vi kom hjem var havemøblerne fyldt med folk, som troede det var offentlige bænke. Det samme skete torsdag aften. Lidt som at gå ind i en fremmed have og sætte sig i havemøblerne!?!

Derudover står der en del krukker derude med visne planter i – det havde pyntet, at de var blevet passet eller fornyet, men det er i småtingsafdelingen.

I garderoben hænger store, tykke, blå jakker så man umiddelbart tror der er besøg af de lokale fiskere, men jakkerne er til venligt udlån til gæsterne. Hanstholm Madbars svar på cafétæppet. Det siges at det blæser heroppe 300 dage om året – resten stormer det – og man skal ikke sidde og fryse udenfor.

Personalet på stedet er, ligesom beliggenheden, uovertrufne. Smilende og hjælpsomme langt udover hvad der forventes. Selv i aftes, hvor restauranten var propfuld var der masser af overskud.

Summa summarum – stedet er råt og rummeligt. Det har været et par skønne dage som jeg godt gider gentage en anden gang.

Vi havde den fineste aften i Madbaren. Først med langbordsmiddag, hvor vi blev bænket sammen med søde mennesker og efterfølgende til Lars Hjortshøj testshow.

Det var fandeme sjovt.

Showets opbygning er i sin spæde begyndelse og han måtte støtte sig til sine papirer mange gange, men det var vilkårene og det ødelagde bestemt ikke fornøjelsen.

Vejret har på ingen måde været med os de første dage i ferien og torsdag startede også med byger, som heldigvis er drevet ind over land og haft efterladt Hanstholm i solskin.

Poden ville slemt gerne besøge Gutterne fra Kutterne så vi kørte mod Thorup Strand i hver vores bil, så hun efter besøget kunne køre mod Aalborg.

Gutterne var ingen steder at se, men det var kutterne, som vist allesammen lå på land.

Vi gik en lang tur langs stranden og på vejen ‘hjem’ kørte Bob og jeg omkring Østerild besøgscenter.

For enden af Den brede vej står verdens største vindmøller – nogen af dem op til 250 meter høje. Det er havvindmøller, men bliver testet på land her i det forblæste Thy.

Møllerne producerer strøm nok til at dække hele Thisted Kommune – tre gange. Og selvfølgelig kan man få ladet sin el-bil op (dem der måtte have en sådan) med helt lokal produceret strøm.

Det var ikke meget Hawaii over Klitmøller da jeg ankom tidligt på eftermiddagen. Jeg endte med at spise min medbragte mad i bilen, mens verden stod i et med voldsom regn, lyn og torden.

Klitmøller er en lidt spøjs by som ser ud til at være befolket af gamle fiskeren og langhårde surfertyper, som virker ret fremmedartede i den lille fiskerby. Fiskerne renser fisk og koger krabbeklør og ser nu ikke ud til at lade sig mærke af den slags moderne pjat.

Så holdt regnen op og jeg sidder på toppen af verden med den vildeste udsigt over Vesterhavet.

Jeg venter på Nanna, som er på vej. Madbaren gør klar til langbordsmiddag og testshow med Lars Hjortshøj, som jeg lige har set ankomme.

Det bliver et par gode dage. Det er jeg ret sikker på.

I oktober sidste år blev jeg ramt af helvedesild og det har jeg så haft ‘fornøjelse’ af siden.

Postherptetisk neuralgi hedder det. Jeg har læst om en, der havde så store smerter i de ramte områder efterfølgende, at hun var invalideret af det og sygemeldt i knap et år. Så slemt har det ikke været. Slet ikke. Jeg har ikke haft smerter, men til gengæld så meget irritation i de ramte nervebaner, så jeg om natten klør mig, så jeg har røde striber i huden og ikke kan havde tætsiddende tøj på (heller ikke BH) uden det medfører stort ubehag.

Der er urimelig lang ventetid på at komme til lægen her i byen, så jeg har udsat besøget meget længe. Mandag havde jeg så en tid hos deres uddannelses læge og for første gang nogensinde kom jeg til, ikke bare til tiden, men før tiden.

Irritationen ligger ikke i huden, men under huden og jeg behandles derfor både udefra og inderfra.

Virker det ikke bliver jeg henvist videre i systemet, men allerede efter første behandlingsdag synes jeg, at der er bedring. Lad det gerne vare ved.

De første feriedage har været præget af lige dele fornøjelse og praktiske opgaver.

Lige om lidt bliver bilen pakket og så drager Bob og jeg ud på tur… vi skal tilbringe nogle dage ved det vilde Vesterhav. Vejrudsigten lover både skybrud og solskin, så bilen bliver fyldt med lidt af hvert til al slags vejr… regntøj, sommerkjole, fotoudstyr, strikketøj og gode bøger – og så får vi det bedste ud af det.

Sommerferien er begyndt.

For bare et par timer siden.

I sidste uge var kalenderen – udover vores tur til Berlin – helt tom, men jeg fik lyst til noget mere, så jeg har booket nogle dage ved det forblæste Vesterhav. Lige der på hjørnet ved Hanstholm. Bare til Bob og jeg.

Et sted langt fra alting, et sted hvor minibaren er skiftet ud med en vinylplade bar, med fine udvalgte vinyler og hvor fjernsynet er lille bitte med ufattelig få kanaler. Morgenmaden bliver bragt til døren og restauranten på stedet har lokal Thy øl, et godt køkken og rar portvin.

Begge aftener optræder Lars Hjortshøj på Madbaren med et ‘testshow’ og jeg er inviteret både til show og langbordsmiddag – der er totalt udsolgt, men dem der bor på stedet er der selvfølgelig plads til.

Ellers var tanken bare at trave lange ture, mig med kameraet over skulderen og Bob sikkert med snuden i sandet, at sidde på terrassen med et glas, en god bog og Danmarks vildeste udsigt, og sove til lyden af det brusende hav.

Det var slet ikke med i mine planer at jeg skulle andet end rejse til Berlin, men efter et tungt forår hvor alting på ganske kort tid blev både uendeligt meget lettere og uendeligt meget sværere, trænger jeg til at lade oplevelserne synke helt ind, til at gå offline og til at gøre noget for mig selv.

Jamen der er jo ingenting i Hanstholm, argumenterede min kollega.

Nej netop!

Fik jeg sagt, at jeg glæder mig helt vildt.

Vi er gået ind i den sidste sommermåned og i morgen ved 13:30 tiden (og helst før) stempler jeg ud til sommerferie.

Det bliver tosset godt at slukke pc’en, rydde skrivebordet og gå ud af døren til et par ugers frihed fra klokken, indbakken og opgavebunken.

Der ligger gode oplevelser forude – både alene og i det dejligste selskab.

Ofte byder august – rent vejrmæssigt – på rigtigt fint sommervejr. Gør version 2019 ikke, er det også fint med mig. Jeg skal ikke dase i solen på stranden, så bare jeg kan komme ud i tørvejr er jeg fint tilfreds.

Lige nu ser udsigten for næste uge ret blandet ud, men det ved vi jo godt kan ændre sig fra dag til dag så når vi drager ud bliver det med regnfrakken i bagagerummet. Så skal det nok gå – også hvis der skulle komme vand fra oven.

Bob er ikke sådan en der trækker i snoren og da han har fået en bar sele-slid-plet på maven er den pt udskiftet med et lidt lapset sommerhalsbånd som jeg købte efter Deborah sendte mig et link.

Navn og mobilnummer er indgraveret i spændet.

Smart hvis du spørger mig.

Han har udviklet sig til en fin lille bulldog, som er utrolig nem at have med at gøre. MEGET sin egen, en ballademager og en bulldozer som ikke står tilbage for nogen eller noget, men også utrolig sød og sjov.

I forhold til bordeauxen sviner han et minimum og efter han er begyndt at få Orijen Six Fisk fælder han stort set ikke. Han gør ikke, snorker ikke og kan gå uden snor ved strand og i skov uden at løbe væk.

Jeg behøver vel ikke at sige, at jeg er helt åndssvag glad for ham.

Til morgen var kærligheden afgjort ikke gengældt.

Regnen stod ned i lårfede stråler da Bob blev hevet med ud på morgenluftetur.

De normalt stolt rejste ører hængte mismodigt ned omkring hovedet, mens han i al hastværk fik sig gjort ren, så vi kunne vende snuden hjem i tørvejr.

 

Hvis vi er forbundet på Facebook eller Instagram kommer det sikkert ikke som en overraskelse for dig, at jeg i år lammetævede mine kolleger i Tour de France manager spillet.

Jeg har været iført førertrøjen samtlige 21 etaper. Ja, de har ikke engang været tæt på at vippe mig af pinden. ‘Globalt’ har det også været tilfredsstillende og jeg har klaret mig så godt, at der idag tikkede en præmie ind – et cruise til Oslo for op til 4 personer.

Desværre har jeg ved nærlæsning konstateret, at det er med DFDS fra København og dvs. at det kun er vindere i nærheden af hovedstaden, der har glæde af præmien. Typisk, vil jeg næsten sige…

Vi har ellers en glimrende overfart fra Frederikshavn… det havde været fedt med en valgmulighed!


Mandagsfridagen – den sidste – har været brugt på opgaveskrivning.

Altså jeg har ikke skrevet noget, men har været hende, der har fundet citater i de 6 timers interview jeg transskriberede for et par år siden…endnu en opgave tager udgangspunkt i samme virksomhed og heldigvis kan mit arbejde med de mange interviews nu genbruges.

Det er forholdsvist længe siden vi sidst har arbejdet sammen. Alvorlig sygdom har udsat og forlænget studietiden, men han har sagt, “jeg SKAL være færdig… om det så er det sidste jeg gør, inden jeg dør“.

Jeg har været med siden 2. semesters start og jeg har også tænkt mig at følge det til dørs og opleve ham blive kanditat og så regner jeg forresten med, at han bliver mindst 100.

Jeg har 4 arbejdsdage igen før jeg går på en, synes jeg selv, velfortjent sommerferie.

Nedtællingen er begyndt.