Jeg elsker normalt december… plejer at være på forkant, så jeg kan nyde alt det hyggelige.

Normalt og plejer er ikke en del af dette års december. I stedet har jeg konstant været mødt af “kan du ikke lige?”.

Jeg har lyst til at råbe NEEEEEEEJ, jeg orker f****** ikke mere. Jeg er død hamrende træt… helvedesilden blusser, min skulder gør ondt og jeg halser bagefter og prøver at nå det hele.

I morgen er der et tiltrængt åndehul. Vi lukker kontoret og drager til hovedstaden på fælles afdelingsmøde. En dag uden krav, telefoner, mails, bestillinger, kunder…

Vi skal i Mystery Room, i Tivoli og spise på Grøften. En gentagelse af sidste års super hyggelige møde. I år er vi færre folk. Nogen ser vi for sidste gang (de er blevet fyret) så jeg tænker, at det også bliver en vemodig dag.

Jeg har været med til at arrangere mødet, hvilket betyder, at den er lagt på en dag hvor Poden har fri, så Bobben har selskab.

Hvis man kun ser verden gennem de sociale medier får man nemt det indtryk, at unge piger udelukkende interesserer sig for sig selv. Og det er der sikkert også en stor del, der gør. Jeg er i hvert fald gang på gang ved at kaste op (undskyld!) over side op og side ned med ‘selfies’ og kommentarer som, “hvor er du smuk søde”, “årh kig på dig selv musen”…

Men så dukker 15 årige svenske Greta Thunberg op, som med klar og rolig stemme revser verdens ledere på COP 24 i Polen.

Det giver mig håb om, at der også er nogen derude, der har andet indhold i livet end at iscenesætte sig selv med trutmund og filtre på Instagram, at der nogen, der tager de problemer verden står overfor alvorligt.

Jeg er overbevist om, at Gretas navn er et, som vi kommer til at høre meget mere til i fremtiden.

Jeg er medlem af en lokal Facebook gruppe – en lukket gruppe heldigvis.

Der er ingen grund til, at gæster kan se hvilket niveau, der bliver debateret på her i byen.

Jeg prøver at regne ud hvor IQen er højest… hos de der kommenterer eller hos de omtalte aber?!?

Det er vist ikke et af de svære regnestykker!

Indimellem har jeg virkelig brug for at sidde på min hænder for ikke at miste besindelsen og ryge i tastaturet

Havde jeg været administrator, havde de fået det røde kort for længst (for det er altid de samme dummernikker, der sidder og gemmer sig hjemme bag deres skærm og fyrer dumsmarte kommentarer afsted).

Nu må jeg nøjes med at græmmes over mine ‘naboer’.

Det er jo næsten ikke til at holde ud at tænke på, at jeg i dag runder de 56.

S E K S O G H A L V T R E D S

Nå… så slemt er det faktisk ikke og alder er jo bare et tal.

Jeg stortrives i præcis den alder jeg har nu selvom jeg også må se i øjnene, at jeg befinder mig i den sidste halvdel af livet.

Der er en ro i tilværelsen, som jeg bestemt ikke havde da jeg var yngre. Ingen dramaer og intet pres om fx. at skulle leve op til tidens idealer – bare en dyb tilfredshed med det sted, hvor jeg er lige nu.

Jeg havde en plan om et besøg i Aalborg i dag. Nærmere bestemt Nordkraft, hvor Biffen solgte ud af deres filmplakater.

Da vi nåede åbningstidspunktet gad jeg ikke køre turen. Jeg mangler heller ikke noget til væggene, undskyldte jeg mig med!

I stedet fik jeg lavet dej til en ny omgang af Mette Blomsterbergs brunkager og sæbebehandlet mit spisebord, som havde fået en plet og et hak. Utroligt hvad sådan en omgang sæbespåner kan udrette. Pletten er væk og træet i det grimme hak har løftet sig, så det næsten ikke er at se.

Også et besøg på plejehjemmet blev det til.

Min mor skulle underskrive en fuldmagt, som giver mig mulighed for at søge al den ekstra hjælp hun er berettiget til, når min far i næste weekend flytter i egen plejebolig. Tidligere i år skrev hun sin underskrift nøjagtig, som jeg husker det – men nu ligner det et barns håndskrift. Hun glemte H’et i sit fornavn og jeg måtte hjælpe hende med at stave til Nielsen. Man kan sige – uden at overdrive det mindste – at der ikke er ret meget mere at komme efter.

Bob og jeg travede bagefter byen tynd og sked på både Aldi og havnen 🙂

Det bliver en stille lørdag aften. Efter en travetur hele vejen rundt om mosen i selskab med Nanna og Jack, er der ikke mere batteri på Bob.

Han er fodret af og er nu sat til opladning ude i kurven.

Tvivler på, at der er meget bevægelse fra den kant før engang i morgen.

Jeg bliver fortsat forundret over hvor lille Bob er sammenlignet med Jack – det er ganske tydeligt på det sidste billlede, hvor de står ved siden af hinanden. Det er omkring 5 kg og adskillige centimeter, der skiller dem.

Bob lader sig nu ikke mærke med at han er mindre. Tværtimod. Han er fræk som en slagterhund.

Bob opdagede verden knage under sin lille kompakte krop i går. Han kiggede bønfaldende op på mig, mens han stod som lammet midt på en frossen vandpyt og dårligt turde røre sig.

Dét var alligevel for mærkeligt.

Det kommer han forhåbentligt til at opleve mange mange gange – i hvert fald ville jeg ønske, at det tunge grå blev afløst af klare kolde dage som den i går, hvor kulden bed os lidt i haserne.

I morgen står den på julefrokost i firmaet… startende allerede ved 9 tiden med brunch i kantinen. Jeg ved ikke om jeg synes, at der er så meget at feste for, men trods det, at det også her er det tunge og grå, der er fremherskende bliver fredagen det helt store æde/drikke/danse gilde med knap 450 tilmeldte.

Måske er det præcis det, der er behov for – lige som en frostklar dag kan udradere det tunge grå for en stund.

Tre gange inden for kort tid er jeg blevet ringet op fra Verisure Alarm midt i arbejdstiden. Hver gang har jeg frabedt mig opringningen og efterfølgende blokeret nummeret.

Jeg står på Robinson listen, så jeg tænker, at jeg på et eller andet tidspunkt har sat et flueben et sted, at de må ringe til mig – ellers er det vel ulovligt det de gør!

Denne gang bad jeg om at blive slette af deres liste og så håber jeg, at denne tredie gang var sidste gang jeg hørte fra dem.

Privat tager jeg ikke telefonen hvis et – for mig – ukendt nummer ringer, men i arbejdstiden er jeg nødt til det.

Hjemme gør jeg det, at jeg tjekker nummeret på nettet og 9 ud af 10 gange viser det sig at være et nummer, der tidligere er indberettet som ‘markedsføring’.

Jeg GIDER IKKE sælgere som ringer til mig, standser mig på gaden, antaster mig i indgangen til Meny… vil jeg købe en alarm, skifte el-selskab, bank eller melde mig ind i Amnesty skal jeg nok selv henvende mig.

Tak.