I går sidst på eftermiddagen blev der efterlyst en hund på vores lille bys lokale facebookside. Den var blevet luftet af et par piger, som, uden at tænke sig om, havde bundet hundens snor fast i en paraply. Hunden er sikkert blevet forskrækket og stak af… med snor og paraply efter sig.

Ejeren var selvfølgelig fortvivlet for ingen havde tilsyneladende set hunden og hun var bange for at paraplyen havde sat sig fast et sted, så hunden ikke kunne komme fri.

I løbet af aftenen tikkede det ind med beskeder alle steder fra. Folk kørte rundt på cykel, i bil, gik tur med hunden, søgte langs havnen, ved stranden, i haver… alle steder. Bob og jeg gik også en ekstra tur (det kunne ramme os også) – vi tog turen omkring fodboldbanerne og skov/markområdet bag. Ingen resultat og ingen havde set den forholdvis store hund.

Til morgen var der intet nyt – hunden var fortsat som sunket i jorden.

Der er hele dagen blevet søgt efter den… og endelig kl. 13:23 kom den forløsende besked, at den var fundet og kort efter billeder af en hund , som efter omstændighederne har det godt.

Så er det at man bliver glad for at bo i en forholdsvis lille by. Rigtig mange har hund og ingen problemer med at sætte sig i ejerens sted… selvfølgelig går man ud i regnen og hjælper med at lede. En slags Missing People bare for hunde.

18.08.18 var åbenbart den helt store bryllupsdato – og også Nanna og Daniel var inviteret til bryllup.

Jeg skulle agere hundepasser imens. Jeg hentede Jack i går formiddag og siden har de to hunde så haft en fest.

Det er en fornøjelse at se de to tumle rundt.

Bob er ung endnu og har lidt svært ved at styre sig. Han synes helt klart at Jack er det sjoveste i verden og forstår ikke, at en pause indimellem er godt for dem begge to.

Jack er utrolig tålmodig, men når han søger op ved siden af mig i sofaen – hvor Bob ikke kan komme op – er det på tide, at den strenge dame (undertegnede) trækker timeout kortet og sætter dem på hver deres siden af børnegitret og giver Jack en tiltrængt pause fra sin påtrængende nevø.

I dag søndag tog vi en lang tur i hundeskoven fra morgenstunden og efterfølgende var de lidt mere afslappede. Havde de noget længere sammenhængende tid sammen tror jeg såmænd, at det kunne blive ganske fredeligt.

At starte efter ferien på en torsdag er absolut ikke det værste, der kan ske. To arbejdsdage er overskueligt. Jeg har fået ryddet op i mail bunken (har haft autosvar på disse to dage også) og på mandag kan jeg starte op uden stress over, at der ligger i 100vis af ubesvarede mails.

For ikke så længe siden var det Bob, der vækkede mig om morgenen – nu er det mig der hiver ham ud af kurven og bærer ham nedenunder.

Han synes absolut ikke, at det har været fedt at blive slæbt ud at gå tur før kl. 6 de to sidste dage. Han sniger sig til at bakke retur i kurven iført sele og snor, mens jeg gør mig klar til at gå og så ligger han der og prøver at ignorere mig… kropsproget siger klart: glem det! Jeg gider ikke!

Vi får besøg i weekenden, så der bliver heller ikke noget med at drysse rundt om morgenen lørdag og søndag. Det er hårdt at være hund.

Jeg hjembragte en ordentlig røvfuld billeder fra en tur omkring Store Økssø, satte SD kortet i kortlæseren og ringede til (…) som jeg havde et ubesvaret opkald fra.

Samtalen resulterede på en eller anden måde i, at jeg for tidligt tog kortet ud af læseren, satte det i kameraet og formaterede det… UDEN at have bemærket, at jeg afbrød indlæsningen efter kun tre billeder 🙁

Nå, men de gode nyheder telefonsamtalen bragte med sig gjorde, at ingen af den slags små ærgelser kan slå mig ud i dag.

Heller ikke det faktum, at det er sidste feriedag i denne omgang.

I morgen vender jeg tilbage på min pind. Jeg frygter det værste. Der er mange årsager til, at jeg forventer et ualmindeligt hektisk efterår. Blandt andet har vi for nylig sagt farvel til endnu en medarbejder, som ikke bliver erstattet og der er kun os der er tilbage til at tage sig af hans arbejdsopgaver… det er ligesom med de ti små cyklister… nu er vi 3 tilbage.

Til morgen afslørede mit statistik program et overraskende stort besøgstal på “Mor på Tinder” – et indlæg som jeg skrev efter Podens og mit London besøg i november.

Et lille udsnit af de mange besøgende

Hvor kom de pludselig fra?

En runde på diverse nyhedsmedier afslørede at en eller anden bolig-reality-kendis afslører, at hun har droppet appen. Hun kaldte sig netop Mor på Tinder og jeg tænker, at det er den afsløring, der har genereret de ekstra besøgende.

Jeg bør vel takke hende – og måske sende hende det tip at rejse til London og forsøge sig der 🙂

Det store spejl var fremme og jeg tænker, at det er første gang Bob har set sig selv bortset fra utydelige glimt i en butiksrude.

Reaktionen udeblev ikke… han gødede, knurrede, løb til og fra og lignede en, der intet fattede. Det var helt synd, at der ikke var en at lege med sådan rigtigt, så jeg satte spejlet tilbage hvor det kom fra.

Jeg tog en lille video med mobilen – hvis ikke allerede du har set den kan du finde den på min Instagram profil. Mobilen forvrænger hans stemme en del – der er altså mere hanhund over ham end den hysteriske lyd, der er på videoen. Lidt i hvert fald.

Mikael Persbrandt stod præcis overfor sin debut på Dramaten og der er det med lydbøger, at de høres bedst i bilen, så i stedet for bare at køre hjem fra genbrugspladsen i Gandrup tog vi en spontan tur til Vesterhavet.

Jeg har gummistøvler og regnjakke i bilen, på forsædet lå kameraet og i buret bagi sad Bob.

Intet at betænke sig på.

Det er mandag og første skoledag… der var ikke et øje ved stranden og vi nød et par timers travetur.

Vi kører altid til det militære område ved Ejstrup – her er det min erfaring, at der er færrest mennesker, men risikoen er også at komme til en strand, som er lukket pga. militær øvelse.

Det var den ikke i dag – men enten bliver den det snart eller også har den lige været. Vi gik 3-4 kilometer mod nord og her var stranden fuldstændig renset for sten og en meget bred bane var tromlet så hårdt at en bil, der kom kørende ikke lavede spor. Jeg er næsten sikker på, at jeg gik på en landingsbane.

Behøver jeg at sige, at Bob nød turen?

Vandet ved Vesterhavet er for dybt og for vildt… men klitterne… han synes det er det fedeste.


Hjemme igen har jeg læst totredjedele af Som jeg husker det – det er fascinerende læsning. Jeg kunne ønske mig, at jeg var stærkere til svensk – han læser selv bogen op på sit modersmål og den stemme have jeg gerne lagt øre til en 10-11 timer.

Var det punktummet for sommeren? Skal vi finde dynejakkerne frem nu?

Sommeren har været fantastisk i år og jeg ærgre mig på ingen måde over, at min ferie ender i regn.

Vi kørte P til Hou, hvor han var medvært ved et outdoor arrangement. Bob var med og vi gik en tur derude ellers har vi mest været inde i dag. Trænet nogle små øvelser, leget, soigneret.

Projektet søndag er – uanset vejret – oprydning i ‘spisekammeret’, som har til huse i et skide upraktisk hjørneskab, der kan gemme på alverdens ting, som først kommer frem i lyset flere år efter sidste udløbsdato.

Det blev ikke den sommerferie, som jeg havde håbet. Udover turen til Sverige er dagene i stedet gået med praktiske ting.

Det er ok… det var bare ikke lige det, som jeg havde håbet, at skulle bruge min ferie på.

Bob og Jack er et par vilde bulldogknægte og efter nogle dages pasning, mens Poden og jeg ferierede i det svenske, kom Bob hjem med et ‘sæbeøje’. Om det er sket i leg, om han er kommet for tæt på en gren eller hvad pokker der er sket vides ikke.

Uanset synes jeg, at han virkede så generet, at der ingen vej var uden om dyrlægen. Der var ingen skade på selve øjenæblet heldigvis, men øjet var alligevel så hævet og påvirket at han nu er på øjendråber og antibiotika.

10,4 kg vejer han. Jeg synes, at han er meget kompakt og har været bange for, at han er for tyk. Men Mogens Dyrlæge synes han er i rigtig fin foderstand – en bulldog er jo en lille kompakt og muskuløs fætter. Han vurderer en voksen vægt på omkring 12 kg.

Han synes i det hele taget, at Bob er en meget fin bulldog og bemærker også, at der overhovedet ingen lyd er på hans vejrtrækning… en skavank rigtig mange bulldogs har.

En anden typisk skavank er en dårlig fordøjelse, som betyder at afføringen er lind og at de prutter meget. Heller ikke den har Bob fået med sig – eller også holder Royal Canins racespecifikke foder faktisk hvad de lover. Eller en kombination.

Jeg er enig med Dr. Dyr – han er en fin lille fyr. Og sjov. Og irriterende. Men mest fin og sød.

Stenaline bragte os til Sverige med den sædvanlige afgang fra Frederikshavn kl 8:15.

Vi medbringer selv morgenmad. Den kaffe og og mad man kan købe på færgen er dyr og ikke værd at putte i munden: kedelig kogt kaffe og tørre boller med Lätta.

Det fejl begik vi kun første gang vi var afsted og siden har vi selv medbragt en morgenmadpakke.

Overfarten tager tre timer og et kvarter og der er ikke meget at foretage sig udover at sove eller læse. Nanna gør det første og jeg det sidste.

På turen hjem i år var vi udendørs det meste af overfarten – det dejlige vejr gjorde det muligt at nyde udsejlingen gennem Götaälven og skærgården.

Smuk natur og en drøm om en ferie i et lille rødt træhus i skærgården fik næring lige der… mens vi sagde farvel og tak for denne gang til Sverige og de gæstfrie svenskere.

Vi ses igen, det er helt sikkert.