Oprydningen i min fars papirer har afsløret mange sjove ting. Blandt andet denne beretning, som også er udgivet på http://www.navalhistory.dk/

En dramatisk oplevelse, som jeg husker den.

Henry Nielsen, telegrafist på T 58 (MUSVAAGEN), beskriver her sin oplevelse af den skæbnesvangre kollision mellem en engelsk og dansk MTB om natten 26. februar 1951.
I januar 1951 blev jeg påmønstret T 58, en ex tysk motortorpedobåd, som telegrafist. Sammen med T 59 skulle vi i England deltage i forskellige øvelser, for at vise det engelske meldesystems effektivitet, blev der sagt.

Chef på T 59 var kaptajnløjtnant Kaj N. Bang og næstkommanderende søløjtnant S. Laub. På T 58 var chefen søløjtnant Schou (Lofty) og næstkommanderende søløjtnant Wolden-Ræthinge.

Turen til og gennem Kielerkanalen gik fint. Et ophold i Brunsbüttel blev afkortet på grund af det fine vejr. Besætningen skulle ellers hvile efter den lange sejltur, som hovedsageligt var natsejlads.

Overrasket af storm
Efter en times sejlads ud i Nordsøen blev vi overrasket af et uventet stormvejr.

T 58 omdøbte vi senere Kålormen eller den “Flexible” fordi den bevægede sig som en sådan.

Strømforsyningen til radiosenderen blev fyldt med saltvand og kortsluttede, så radiorummet var faktisk ude af drift. Jeg fik af chefen lov til at lukke stationen. (model og foto: Henry Nielsen)

Den vred sig så meget at vandet strømmede ind overalt. Alle skabene i radiorummet sprang op, så alt var kaos, og da strømforsyningen til radiosenderen blev fyldt med saltvand og kortsluttede var radiorummet faktisk ude af drift.

Jeg fik af chefen lov til at lukke stationen.

Hurtigt blev min køje slået ud og taget i brug. Alle de fortrolige papirer havde jeg under den ene arm, en lille æske med reservedele til radaren under den anden arm, min redningsvest under hovedet og yderhjælmen mellem benene som brækpøs. Sikkert et ynkeligt syn.

Min nypressede uniform, der hang på skottet lignede en gulvklud. Det var så rædsomt, at cheferne blev enige om at søge nødhavn i Den Helder, den hollandske flådestation.

Her blev vi nogle dage for at slikke sårene. Efter at strømforsyningen blev spulet med ferskvand og tørret var den igen brugbar.

Natlig kollision
I England havde vi base i Felixstowe, en dengang mindre by i Thems-mundingen. I dag er Felixstowe blandt Europas største containerhavne.

Øvelserne vi deltog i foregik altid om natten. Som regel skulle vi angribe engelske fartøjer. Under den sidste øvelse inden vores ophold var slut, kolliderede T 59 med en engelsk MTB.

Begge både sejlede med slukkede lanterner, og på grund af høj sø opdagede bådene ikke hinanden på radaren. Radaren var en ret ny foreteelse i Søværnet og netop installeret lige før afgangen fra Holmen, så fænomenet “Sea clutter” var ukendt.

Den britiske motortorpedobåd 5518, der her ses i Felixstowe umiddelbart efter, fik skåret stævnen af ved kollisionen (Foto: Henry Nielsen)

Den engelske båd fik skåret hele forskibet væk. Desværre opholdt 2 besætningsmedlemmer sig her og gik tabt. Den engelske kontrolstation spurgte umiddelbart efter kollisionen hvilken fart han gjorde og fik svaret: “Nul knob, leder efter mit forskib”. Typisk for en brite!

Dansk besætning reddet
Vi var hurtigt på siden af T 59, der tog meget vand ind.

Mest mulig grej blev smidt over til T 58. Dækket flød med alt mulig grej, også private ejendele som kokosnødder og bananer, ting der endnu ikke var tilgængelige i Danmark efter krigen. Vi havde næsten tømt Felixstowe for den slags varer.

Jeg ved ikke hvor længe T 59 holdt sig flydende, 1 time måske.

Eneste tilskadekommen var søløjtnant Laub, der havde nogle slemme hudafskrabninger i ansigtet. Da jeg var den eneste med nogenlunde rene hænder måtte jeg rense hans sår, vist nok med sprit.

Derefter måtte vi begge have dulmet nerverne med chefens Jamaica-rom (73 1/2 procent)!

Den engelske båd havde vandtætte skot og bjergede sig ind til Felixstowe.

I engelske uniformer
Dagen efter blev T 59‘s besætning sendt hjem i noget, der lignede “uniformer”. Der havde ikke været tid til omklædning. Der var ikke 2, der bar ens uniformer.

MTB-folkene var ret udisciplinerede, nogle “bisser”, som man siger.

Officererne var ganske unge mennesker, disciplin en by i Rusland, forholdene om bord ubeskrivelig elendige, men til gengæld var der på den enkelte båd et fantastisk kammeratskab.

Et par af de danske marinere optrådte dagen efter i engelske uniformer, idet de skulle deltage i søforhøret.

T 59 blev senere hævet og istandsat.

Næste gang jeg skal på job på en mandag er engang i august.

Det er svært at få armene ned.

Jeg elsker min selvbestaltede ‘senior ordning’, som mine kolleger ynder at kalde den. Reelt er det blot en af mine ferieuger som jeg deler i fem og lægger umiddelbart før mine 14 dages sommerferie.

At nøjes med 14 dages ferie er uforståeligt for nogen, men sammen med de 5 lange weekends og 5 korte arbejdsuger, som ligger lige op til, synes jeg, at jeg har den skønneste lange sommer.

Foråret har været tungt at komme igennem og jeg må erkende, at jeg denne gang ser ekstra meget frem til de ekstra fridage, hvor jeg ingenting SKAL, hvor jeg har tid til at samle op på alt det jeg har forsømt den sidste tid… haven og huset og ikke mindst mig selv. To dødsfald med så kort tid imellem satte alt på standby, men nu er det sidste punktum sat og det er tid til at gøre noget for sig selv og også til lade sorgen over at miste begge mine forældre indfinde sig.

Udover det har den sidste tid bl.a. budt på

  • IKEA loppemarked hvor Poden og jeg havde en bod og kom af med en god bunke at det der gemmer sig i skabene.
  • Bofællesskab. P og jeg har leget med tanken om at flytte sammen i et minikollektiv (i en kæmpe lejlighed). Det er hyggeligere end at være helt alene OG så er der jo også penge, at spare ved at dele udgifterne. Det bliver ved tankelegen, selv om jeg er ret overbevist om, at vi sagtens kunne få det til at fungere. Vi er lige introverte og gode til at passe hver vores. Derudover knevrer vi ofte i telefon i timevis og det kan vi lige så godt gøre over et glas vin eller en god middag.
  • Askespredning. Som min far ønskede det er hans aske spredt i vandet på hjørnet af Limfjorden og Kattegat.
  • Lønforhandling. Positivt tjek til det!
  • Jubilæum. I sidste uge var det 11 år siden, at  jeg blev ramt blodpropper i det ene ben og begge lunger!
  • Arvesmykket. Min mors ring (billedet) har været en tur omkring guldsmeden. Den er lavet et nummer større og sidder nu på min ringfinger. Jeg sender hende en kærlig tanke hver gang blikket falder på den.
  • Strik. Jeg strikker på 2. ærme af min sunday sweater. Jeg håber så inderligt, at den bliver så rummelig, som jeg bedst kan lide en sweater, der skal bruges til traveture eller på en kølig aften.
  • Lydbøger. Jeg har læst Puk Elgårs Se mor jeg danser. Camilla Läckberg Det gyldne bur. Søren Baastrup En djævel i den lyse nat. Anne Mette Kirk Knust. Elsebeth Egholm Jeg finder dig altid. Christian Frost Gud er bare hund stavet bagfra. Lige nu er det Christian Frost Araberen der var hvid som sne, der er på læselisten.
  • Podcast. Jeg har hørt en del Finnsk Terapi på Radio27syv. Finn Nørbygaard (som ikke bare er sjov, men også er uddannet samtaleterapeut) i en times samtale med kendte og aktuelle danskere. Der er mange fine og interessante samtaler at hente her.

Og skal vi så ikke få sluttet denne sidste arbejdsmandag…

Fuglene i min have mener åbenbart at deres afkom er flyvefærdige længe før de faktisk er det.

I sidste uge sad der en lille hjælpeløs skadeunge i græsset og i dag var det en knap så hjælpeløs solsorteunge.

Skadeungen overlevede ikke at flytte hjemmefra for tidligt. Den lå død da jeg kom hjem fra job.

Solsorteungen kan derimod næsten flyve og ser ud som om forældrene fortsat leverer mad, så den skal nok klare sig.

Bob fandt den selvfølgelig særdelses interessant, men var meget forsigtig og lå bare og kiggede på den.

Så længe at det endte med at de begge sov.

Strik har terapeutisk virkning, er der flere der har sagt.

Jeg er tilbøjelig til at give dem ret. Det er afstressende at sidde og flytte masker fra den ene pind til den anden, rundt og rundt og samtidig se strikketøjet vokse.

Sunday sweateren er vokset i et – for mig – imponerende højt tempo.

Jeg er meget meget tilfreds med mit garnvalg. Den bliver præcis så rustik som jeg godt kan li’ det, men blød og lækker som kun alpaka kan være det. Jeg er ret sikker på, at det er en trøje, som jeg kommer til at bo i senere på året.

Da jeg strikkede meget – for 100 år og en madpakke siden – synes jeg at mindes at man altid altid delene hver for sig. Forstykke, bagstykke og ærmer og syede sammen bagefter. De nye opskrifter jeg har stiftet bekendskab med er næsten allesammen monteringsfri. Det er altså dejligt.

Sunday sweateren fra PetitKnit er ingen undtagelse. Når den er færdig skal der hæftes ender og halskanten skal bøjes om og sys fast. Thats it!

Nu vi er ved halskanten, så er den lavet bredere end opskriften siger. Bare ti masker, men for mig gør det en stor forskel. Jeg kan ikke fordrage at have noget så tæt på halsen. Det er lykkedes rigtig pænt for mig og jeg tror måske, at jeg er ved at have banket en del af rusten af mine strikkeskills.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at lave en mere. Måske i cardigan udgaven. Jeg har set den mest fantastiske okkerfarvede uld/mohair hos Knitting for Olive… der er masser af drømmeprojekter.

Det kan noget det strik.

Min sove-app er helt oppe og ringe efter weekendens søvn med en ‘sleep quality’ på 94% og 95% – og til kl. 7 både lørdag og søndag. Også Bob har sovet længe – hvis man altså synes, at kl. 7 er længe.

Søndag har været skøn. Vi har kunnet være ude det meste af dagen og der er blevet udnyttet til fulde.

Freden blev lidt forstyrret af en børnefødselsdag på den ene side og brug af alskens slags havemaskiner på den anden… men med et headset med noise reduction kan man lukke verden ude og jeg kunne nyde Karsten Pharao læse op af “Gud er bare hund stavet bagfra” uden forstyrrelser.

Knap så afslappet har Bob følt søndagen – med mennesker på alle sider af haven har han haft vagthundekasketten på og været travlt beskæftiget med at patruljere hegnet, så ingen af forstyrrelserne kom ind på hans matrikel.

To fulde arbejdsuger venter før det igen er tid til en række mandagsfridage.

Behøver jeg at sige, at dem ser jeg frem til?

Da vi talte med præsten efter min mors død var det første min søster nævnte: at hun var sådan et ordentligt menneske.

Det var hun – og det samme kan man sige om min far.

ALT  i forbindelse med deres død var forberedt, så det har været lettest muligt for os efterladte. Der var ryddet op, vigtige papirer samlet, bisættelserne var forudbetalt og ønskerne til samme nedfældet på skrift. Min fars aske skal spredes i havet – også den tilladelse var på plads.

Der har i det hele taget ikke været noget at være i tvivl om. Der er noget at leve op til og tage ved lære af.

Vi er ikke stødt på mange forhindringer undervejs og har fået den fineste behandling og hjælp alle steder; hos bedemanden, af præsten, i skifteretten – som i begge tilfælde var de samme personer.

På mandag er der syn i min fars lejlighed, hans aske er klar til afhentning og i går kom skifteretsattesten.

I dag har jeg ryddet op i de allersidste kasser, sorteret billeder og kasseret papirer.

Lige om lidt kan vi sætte punktum og så vil mor og far kun være et kærligt minde, men som en nævnte en dag: hvor har vi været heldige at have vores forældre så længe.

“Den næste helligdag er den 25. december”, sagde min skrivebordsmakker til morgen da vi mødte ind på kontoret.

Heldigvis er der juli måneds mandagsfridage og en sommerferie at se frem til inden vi når dertil – ellers var det næsten ikke til at holde ud at tænke på.

Udenfor kontorvinduerne siler regnen ned og det bliver næppe i dag Bob og tager turen rundt i mosen – vi må nøjes med tørvejrsbillederne fra i går.

Det er okay med regn for jeg har garn, der afventer på posthuset og i regnvejr er det hyggeligt at sidde inde med strik og tv.

Efter mine succes projekter det seneste år er jeg igen blevet bidt af strikkedillen og er pludselig sådan en, der køber garn.

ALT for meget garn.

Jeg kunne ikke beslutte mig til noget da min orange fluffy PetitKnit Sunday Cardigan Mohair Edition var færdig… og så er jeg er typen, der køber det hele.

F.eks. kunne jeg ikke modstå Sandnes Kos Tweed. Jeg forestiller mig at PetitKnit Sunday sweateren eller cardiganen vil være tosset lækker i præcis det garn, sammen med en grå mohair, som jeg dog ikke har købt endnu.

Jeg bryder mig ikke om spild, så resterne af mit Triangulære tæppe er i ventetiden blevet til en varm hue i dobbelt alpaka. Sidste år blev der strikket huer til Hus-forbi sælgere i Garncafe Madsine og gentager de den aften i år, har jeg allerede et par donationer til de kolde ører 🙂

‘Moms Laundry’ har været i sving det meste af pinsedag og bagefter sad vi og summede på terrassen, mens tøjet tørrede på snorrene.

Inden vi kom dertil havde vi også slidt og slæbt. Min far havde både parasolfod og et tonstungt (næsten) granitfuglebad, der skulle afhentes. Det lykkedes ved fælles hjælp og begge er nu installeret i min have.

Mens vi summede sparkede Bob til bøtten…. intet hundelegetøj i verden kan ikke måle sig med en tom urtepotteskjuler.

Om en uge skal min fars lejlighed være tømt. Når det er gjort står der blot tilbage at sprede min fars aske på havet.

Der er været rigtig mange praktiske ting at ordne, men man kan sige, at vi har opgaverne i frisk erindring. Da jeg ringede til skifteretten var det, ligesom med både bedemand og præst, også en kendt stemme.

Det nye er, at det alarmberedskab, der har været i funktion både nat og dag, nu er nedlagt. Det bemærkede jeg da akutbilen i dag kørte forbi mit hjem. Den knude i maven, der frygtede at det var til Fjordparken, er pist forsvundet.

Først kunne jeg slippe bekymringen for min mor – og nu også for min far.

Sommeren bliver ganske anderledes…

Som jeg også skrev da vi bisatte min mor er der noget fint og rigtigt ved at sige farvel til et gammelt menneske, der har levet et godt og langt liv.

Min far gad ikke mere og han døde præcis en måned efter vi bisatte min mor. Han blev 89 år gammel.

I dag blev han bisat fra Hals Kirke og efterfølgende satte vi min mors urne ned på fællesgravstedet.

Både bedemand og præst var rare og kendte ansigter og det blev igen en lille og intim afsked med smukke morgenfruer og klaverspil. Nedtonet og omgivet af sine yndlingsblomster, præcis som han ville havde ønsket det

Vi sang fra højskolesangbogen – og før og efter spillede klaveret Sailing.

I am sailing
I am sailing
Home again
‘Cross the sea
I am sailing,
Stormy waters
To be near you,
To be free

Kærligt farvel far…