Jeg havde en plan om et besøg i Aalborg i dag. Nærmere bestemt Nordkraft, hvor Biffen solgte ud af deres filmplakater.

Da vi nåede åbningstidspunktet gad jeg ikke køre turen. Jeg mangler heller ikke noget til væggene, undskyldte jeg mig med!

I stedet fik jeg lavet dej til en ny omgang af Mette Blomsterbergs brunkager og sæbebehandlet mit spisebord, som havde fået en plet og et hak. Utroligt hvad sådan en omgang sæbespåner kan udrette. Pletten er væk og træet i det grimme hak har løftet sig, så det næsten ikke er at se.

Også et besøg på plejehjemmet blev det til.

Min mor skulle underskrive en fuldmagt, som giver mig mulighed for at søge al den ekstra hjælp hun er berettiget til, når min far i næste weekend flytter i egen plejebolig. Tidligere i år skrev hun sin underskrift nøjagtig, som jeg husker det – men nu ligner det et barns håndskrift. Hun glemte H’et i sit fornavn og jeg måtte hjælpe hende med at stave til Nielsen. Man kan sige – uden at overdrive det mindste – at der ikke er ret meget mere at komme efter.

Bob og jeg travede bagefter byen tynd og sked på både Aldi og havnen 🙂

Det bliver en stille lørdag aften. Efter en travetur hele vejen rundt om mosen i selskab med Nanna og Jack, er der ikke mere batteri på Bob.

Han er fodret af og er nu sat til opladning ude i kurven.

Tvivler på, at der er meget bevægelse fra den kant før engang i morgen.

Jeg bliver fortsat forundret over hvor lille Bob er sammenlignet med Jack – det er ganske tydeligt på det sidste billlede, hvor de står ved siden af hinanden. Det er omkring 5 kg og adskillige centimeter, der skiller dem.

Bob lader sig nu ikke mærke med at han er mindre. Tværtimod. Han er fræk som en slagterhund.

Bob opdagede verden knage under sin lille kompakte krop i går. Han kiggede bønfaldende op på mig, mens han stod som lammet midt på en frossen vandpyt og dårligt turde røre sig.

Dét var alligevel for mærkeligt.

Det kommer han forhåbentligt til at opleve mange mange gange – i hvert fald ville jeg ønske, at det tunge grå blev afløst af klare kolde dage som den i går, hvor kulden bed os lidt i haserne.

I morgen står den på julefrokost i firmaet… startende allerede ved 9 tiden med brunch i kantinen. Jeg ved ikke om jeg synes, at der er så meget at feste for, men trods det, at det også her er det tunge og grå, der er fremherskende bliver fredagen det helt store æde/drikke/danse gilde med knap 450 tilmeldte.

Måske er det præcis det, der er behov for – lige som en frostklar dag kan udradere det tunge grå for en stund.

Tre gange inden for kort tid er jeg blevet ringet op fra Verisure Alarm midt i arbejdstiden. Hver gang har jeg frabedt mig opringningen og efterfølgende blokeret nummeret.

Jeg står på Robinson listen, så jeg tænker, at jeg på et eller andet tidspunkt har sat et flueben et sted, at de må ringe til mig – ellers er det vel ulovligt det de gør!

Denne gang bad jeg om at blive slette af deres liste og så håber jeg, at denne tredie gang var sidste gang jeg hørte fra dem.

Privat tager jeg ikke telefonen hvis et – for mig – ukendt nummer ringer, men i arbejdstiden er jeg nødt til det.

Hjemme gør jeg det, at jeg tjekker nummeret på nettet og 9 ud af 10 gange viser det sig at være et nummer, der tidligere er indberettet som ‘markedsføring’.

Jeg GIDER IKKE sælgere som ringer til mig, standser mig på gaden, antaster mig i indgangen til Meny… vil jeg købe en alarm, skifte el-selskab, bank eller melde mig ind i Amnesty skal jeg nok selv henvende mig.

Tak.

Bobs første nytårsaften venter forude.

Fyrværkeri, skud og torden har aldrig været noget problem med nogle af mine gamle hunde og det skulle det heller ikke ret gerne blive med His Bobness. Da vi havde hvalpe havde vi en cd med hverdagslyde som vi afspillede dagligt, men der er jo ingen der har cd’er mere (eller jo, jeg kender en, man han er også håbløs old school).

I stedet fandt jeg noget lyd på nettet – et kvarter med fyrværkeri.

Den afspiller jeg (lidt højt) mens jeg fortsætter mine gøremål, som om intet var anderledes end det plejer.

Første gang dukkede Bob frem fra kurven. Så stillede han sig op og gloede på højttaleren. Og til sidst fortsatte han også med sine gøremål.

Nu ligger han blot og sover.

Jeg tænker, at vi tager den med jævne mellemrum den næste tid og så tror jeg han er klædt på til årets sidste aften.

Jeg tilstræber at møde på kontoret ved 7 tiden, ikke af lyst, men fordi det gør, at jeg kan køre hjem lidt i 3. Om vinteren er det ren og skær nødvendighed, hvis jeg skal have en chance at lufte hund i skoven inden det bliver mørkt.

Mandagen fik en meget tidlig start og Bob og jeg nåede derfor turen rundt i Præstens Plantage mens solen fortsat var på himlen. Det vil sige, det antog jeg, at den var… bag laget af regntunge skyer. Jeg nåede også en tur omkring de gamle på Fjordparken. Jeg havde nogle nyheder til min far… men han sov og det lod jeg ham fortsætte med. Min mor vimser bare rundt på gangen og er svær at fastholde under et besøg, så det blev ganske kort.

Der er også noget hyggeligt over mørket. På kontoret er der en særlig stemning i december med dæmpet lys, julemusik, masser af lyskæder og ild i ‘pejsen’ (55″ youtube fireplace med knitrende ild).

Hjemme er det lidt samme koncept, her er det bare med de levende lys, som er bandlyst på kontoret.

Jeg er ret vild med december. Og mørket.

Søndag blev brugt på kontoret. Ikke med arbejde, men med at pynte lidt til jul.

Jeg havde medbragt Nanna som assistance. Eller det vil sige jeg var assistancen. Min højre skulder skaber sig og hun var den, der måtte række op og styre både stjerner og vindues pynt.

Jeg blev ret tilfreds udførslen af den ide jeg havde med de kasserede mobiltelefoner. Det helt rigtige juletræ i it-afdelingen. Helt i top havde træet været, hvis de kunne tændes. Alternativet blev en lyskæde som blinker på den der irriterende elektroniske måde.

Hvordan væggen ser ud når de skal ned efter jul vides ikke. Den tid den sorg. Vi kan jo altid hænge en plakat op, hvis det går helt galt.

Materialerne er genbrug fra min egen julekasse. Det eneste der er købt specielt til kontoret er de meget store julestjerner som jeg for en del år siden faldt over i Ikea og som kræver et rum af en vis størrelse.

På denne første dag i december har min mor fødselsdag. Hun bliver 86 denne gang, men ved det næppe selv.

Der er ikke meget tilbage af den mor jeg kendte. Hun ligner sig selv, men hun er ikke længere derinde. Det er svært at kommunikere med hende. Hun siger en masse, men det er fuldstændig uden sammenhæng.

Hun bor i dag på demensafsnittet på plejehjemmet Fjordparken her i Hals og der er også der, at vi i dag samles for at fejre hende.