Det er ikke bare foråret, der lader vente på sig.

Det er nu mere end et år siden jeg sendte min sag til Patientforsikringen. Dengang fik jeg at vide, at der var 8 måneders behandlingstid… den er nu overskredet med 1-2-3-4 måneder. Suk. Hver eneste dag kigger jeg i postkassen i håb om nyt fra den kant. Indtil videre forgæves.

I starten af december blev min sag behandlet for 2. gang på deres lægeråd, og den ville derefter være klar til afgørelse og fastsættelse af erstatningsstørrelse. De kunne ikke love mig, at de nåede det inden jul… men så i hvert fald i starten af det nye år.

Nu er vi i februar og stadig intet nyt.

Nu må de for pokker godt snart tage sig sammen.

Nogen gange, når jeg tager de helt nøgterne briller på, kan jeg tænke: hvad er det dog jeg ser i den stædige, kantede, kontrære, utilnærmelige, grimme mand?

Det er vist noget med, at hjertet har sine egne grunde, som forstanden intet kender til. Eller noget!

Den rødhårede er sur. Skide sur. Og har været det i et par timer. Poden og jeg gik nemlig i aktion og klippede hendes negle. Hun kigger ikke på mig. Ligger med ryggen til og hovedet vendt mod væggen.

Hun hader at få klippet de negle, men når man færdes på blødt underlag det meste af tiden, er det desværre en nødvendighed indimellem. Kunne man endda bare gi’ hende et sovemiddel eller lign. så man kunne gør det, mens hun var bedøvet… men det må jeg heller lade dyrlægen om og det er vist desværre en bekostelig affære, hvis hun skal pacificeres hos ham hver gang hun skal have klippet negle.

Jeg bliver ikke tilgivet før hendes mad bliver serveret

Poden og jeg har brugt lørdagen med at se vinderen af Sundance-festivalen: “Percious”. En film der nu også er nomineret til flere Oscars bl.a. som Bedste film.

Precious udspiller sig i Harlem og er historien om Claireece “Precious” Jones. En 16-årig stærkt overvægtig afro-amerikansk pige med et liv, man uden at overdrive kan kategorisere som sølle. Hun er gravid for anden gang med sin far, hendes mor er en højtråbende og aggressiv kvinde, som mishandler hende fysisk og psykisk, og selv om Precious er nået til niende klasse med gode karakterer, kan hun i al hemmelighed hverken læse eller skrive.

Selvom Precious bliver presset og misbrugt fra alle sider evner hun at overleve. Bag sit uanfægtede ydre gemmer sig nemlig en både begavet og nysgerrig pige med en spirende fornemmelse for, at der eksisterer et alternativ for hende her i livet. Truet med udvisning bliver Precious tilbudt muligheden for at blive overflyttet til en alternativ skole, der fungerer ud fra devisen “Each One/Teach One”. Precious kender ikke betydningen af ordet ”alternativ”, men hendes instinkter fortæller hende, at det er den chance, hun har ventet på.

Der var helt stille da filmen var slut og jeg tror nok, at vi alle sammen sad med samme følelse… at denne Precious var kravlet helt ind under huden. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige… et stærkt og barskt drama med en autentisk nerve og pragt-præstationer af Gabourey “Gabby” Sidibe i hovedrollen som Clareece “Precious” Jones og Mo’Nique i den uhyggeligt stærke præstation som hendes mor… de to er Oscar nomineret for henholdsvis bedste kvindelige hoved- og birolle. Meget velfortjent. 

Det er næppe en film, jeg nogensinde glemmer.

Life is hard. Life is short. Life is painful. Life is rich. Life is….Precious.

Filmen Precious skal lige sætte sig før jeg fortæller, om vores oplevelse…

- men vi var ikke så muntre efter filmen, som vi var på det her før-film-billede

At kunne sove til man vågner og med dejlige drømme i erindring, at kunne begynde morgenen med en stille kop kaffe, den rødhåredes hoved hvilende tungt i skødet og en lille godmorgen hilsen fra min ønglings ven… så bli’r starten på dagen ikke ret meget bedre.

Poden og jeg skal i biografen og se “Precious” senere på dagen - og efterfølgende er der bestilt bord på vores yndlings restaurant.

Sådan en lørdag kan jeg rigtig godt li´.

Den rødhårede fik øje på mit spejlbillede i havedøren… jøsses en ballade.. jeg vil sørme nødigt trænge uinviteret ind på vores enemærker

Godt at vide, at hun faktisk reagere.

Lige om lidt stemples der ud for sidste gang denne uge.

En weekend med velkomne planer venter forude.  Ugen har været præget af smånegative vipes og jeg gider ikke mere af den slags, der ødelægger mit gode humør… jeg lukker for boks1 frem til mandag og satser på, at weekenden kan få tværheden til at fordufte. Eller noget. Jeg trænger til godt selskab, smil der når øjnene, positivitet, perlende latter og det får jeg de næste par dage. Og oven i købet i det bedste og sjoveste selskab af dem alle.

God weekend til jer derude… håber jeres har samme dejlige udsigter som min!

Poden kom hjem i dag med sin danske stil, eller klumme i dette tilfælde, fra sidste måneds terminsprøve. Begge dansk lærere have kommenteret og vurderet hendes klumme til at være den bedste, der var skrevet på hele årgangen.

Desværre indeholdt den også en del små fejl som trak ned, og fra at have villet give et stort 10 tal, måtte hun nøjes med et stort 7 tal.

Uanset karakeren havde hun leveret en meget velskrevet klumme og havde med rette grund til at være stolt…

Solen skinner fra en næsten klar himmel og der er ikke en vind, der rør sig…

- man burde iføre sig røjserne, det varme tøj og en hund – og trave en lang tur i naturen.

Man burde… hvis det ikke lige var fordi, man også indimellem er nødt til at gå på arbejde, selv på så vidunderlig en dag!

Via mail modtog jeg en underskriftsindsamling, som pt. florere i det engelske…

Teksten lød blandt andet

• Denmark is a big shame
• Unbelievably grim – surely has to be stopped
• This happens every year in Feroe Iland in Denmark
• Uncivilized barbarians

Og så var der ellers grimme billeder i stil med dette.

Afsenderen spurgte forsigtigt til min holdning til den rituelle nedslagtning af grindehvalerne. Og det fik han!

Jeg røg lige op i det røde felt… ikke bare synes jeg, det er noget forbandet svineri af færingerne - men når jeg så oven i hatten som dansker bliver slået i hartkorn med disse færinge…

- han fik læst og påskrevet, gjorde han - og blev bedt om at oplyse de ignorante englændere om Færøernes tilhørsforhold til Danmark!

En lidt spøjs historie tog sin begyndelse sidste år i slutningen af januar. Leif deltog i projekt ”Chris på vægten”, og vi sad derfor klistret til tv-skærmen for at se Leif præsentere sit flotte resultat i Aftenshowet på DR.

Det var nu ikke Leif, der gjorde mest indtryk i dén udsendelse (og jeg har undskyldt til Leif ) - det var derimod den pilot, som præsenterede gevinsten, “en tur med en Hercules” i en sms konkurrence i forbindelse med Danmarks indsamlingen.

Indlægget jeg skrev den aften kan du læse her – sammen med kommentarene, der faldt fra et par af de skøre kvindemennesker, der hænger ud herinde (undertegnede incl.)! Desværre er det ikke længere muligt at tv-indslagene fra DR, så I kan ikke engang få syn for sagen.

Jeg havde glemt alt om mine skriblerier. Og ikke i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig, at selv samme pilot skulle falde over mit indlæg og oven i købet kommentere på det. Men det gjorde han. Da første kommentar kom var min tanke, at der var en der fandt det sjovt at udgi’ sig for at være ham. Men jeg blev senere overbevist om, at det var det ikke. Og heldigvis har han taget det med et smil.

Der opstår altså mange sjove, positive, pudsige og anderledes oplevelser ved at drive sådan en blog – det her var en af dem. 

 - som Anita skriver til mig i dag: Verden er altså lille engang imellem… og Google er så stor!

For et år siden skrev jeg:

Den 3. februar har altid været en mærkedag i vores lille familie – det er nemlig podens fars fødselsdag. Og tillykke til ham!

Men dagen har også fået helt ny betydning for mig. Det er i dag nemlig præcis 1 år siden jeg pakkede mine og podens sydfrugter og rykkede ud af vores fælles hjem. 

Nu er det så to år siden. Allerede. Og jeg har det stadig rigtig godt med min beslutning. Der sker ting i mit liv, hvor jeg tænker: det kunne være rigtig rart, at have en at dele de bekymringer, sorger og glæder med. Men man kan ikke både blæse og have mel i munden. Jeg har valgt til og  jeg har valgt fra… og så må jeg leve med konsekvenserne.

Kæreste har jeg ikke haft og har heller ikke umiddelbart nogen drøm om at få en. Parforholdet er så pokkers besværligt. Man skal tage hensyn, spørge, respektere, blive enige…

Jeg vil træffe mine egne beslutninger, tilbringe søndagen i bar røv og natbukser, se underlige svenske film, gå i seng kl. 21 og læse til solen står op, lade hårene på benene vokse vildt, komme hjem når det passer mig, bruge mine penge på nøjagtig det jeg har lyst til, kysse med hvem jeg vil, slukke når der er fodbold i fjernsynet, sumpe foran computeren, flirte hæmningsløst, omgåes hvem jeg vil - når jeg vil. Jeg vil fandeme være boss i mit eget liv…

- indtil jeg måske møder Mr. Right og ændrer mening!

Vi kom ud på den anden side af snestormen ved halv fire tiden… foreløbig ud… i følge DMI ligger Nordjylland nemlig stadig i risikozonen natten igennem.

Men lige nu er her stilhed… et kort øjeblik i eftermiddag var der oven i købet kig til både sol og blå himmel.

Der var pluspoint i bogen, da poden kom hjem og opdagede, at der ventede hjemmebag og varm cacao. Det må du da godt gøre hver dag mor  – og så tog hun sin kop i den ene hånd og en dvd film i den anden og gik op under dynen (hun bor bag de nedrullede gardiner ).

Jeg nød turen ud med den rødhårede, hun er en af dem, der ikke kan få nok af den hvide element. Og når vores vej pludselig krydses af et et par rådyr, er der ingen grænser for iveren. Lige nu bruger hun al sin energi på at nedstirre mig, vippe utålmodigt frem og tilbage på forbenene og trække vejret besværet og højlydt i håb om, at jeg så rejser mig og fodrer hende. Og det gør jeg så!