Bob boblede i den lækre stuehundekurv da jeg skulle gå til morgen. Jeg overvejede kort, om jeg skulle prøve at lade ham gå i hele huset mens jeg var væk, men tog ham alligevel med ud af stuen og lukkede børnegitret.

Det var nok meget godt.

Da jeg kom hjem så det nemlig ud som om, at der var sprunget en bombe. En skumgummibombe. Den billige Biabed kopi fra Biltema var skilt af i atomer, som fyldte det meste af entreen.

Kan vi konkludere, at den HELLER IKKE faldt i Bobs smag!?!

Jeg er glad for, at jeg ikke tog chancen og lod ham gå i stuen også. Der er krøyerkugler i mine to pufs og jeg er sikker på, at der også er noget spændende i sofaen. Men dét har jeg ikke lyst til at se hvad er.

‘Baljen’ er fundet frem igen – den må han så leve med. Den kan han i hvert fald ikke ødelægge.

Møgkøter!

Min arbejdstitel er ‘Teknisk konsulent’ og det står temmelig meget i kontrast til, hvor lidt jeg går op i teknik. Heller ikke fototeknik har min interesse og for mig er det at ‘se’ de gode billeder og forhåbentligt formidle en stemning langt det vigtigste ved at fotografere.

Jeg er medlem at forskellige fotoforaer og her er det kun M – manuel mode, der dur. Det er ligefremt flovt at sige, at man benytter sig af automode.

Mit kamera står altid på A. Auto lukkertid. Auto Blænde. Auto ISO. Har jeg brug for det, kan jeg på Fuji lynhurtigt ændre den del jeg ønsker og lade kameraet ordne resten.

Nu er det ude…

Mit store fotografiske forebillede er Kevin Mullins. Fuji fotograf. Han kan om nogen formidle en stemning. Jeg ved ikke om du kender ham, men jeg er i den grad draget af hans evne til se og formidle.

I stedet for at bekymre sig om teknikken, skyder han ofte i ‘Auto’ mode og fanger de de fineste øjeblikke uanset om det er til bryllupper eller på gaden han fotograferer. Øjeblikke som han ville gå glip af, hvis han første skulle tænke i blænde, iso og lukkertid…

OG han siger det, uden at være det mindste flov.

Look and think before opening the shutter.
The heart and mind are the true lens of the camera.

Disen lå tungt over bakkerne da Bob og jeg til morgen gik gennem porten til Rebild National Park.

Vi havde forladt Hals i strålende sol, men længere inde i landet havde den endnu ikke fået bugt med morgendisen.

Vi satte Peter af ved jobbet i Skørping og i stedet for den planlagte tur omkring Store Øksø foreslog han, at vi gik en tur i Rebild Bakker.

Det er en af Danmarks store turistattraktioner med 400.000 besøgende hvert år – men denne søndag morgen var her kun Bob og jeg – og en masse får med lam, som bestemt ikke brød sig om vores tilstedeværelse. Vi listede omkring dem og resten af turen mødte vi kun et par små flokke.

De lyngklædte bakker udgør et eventyragtigt landskab og man føler sig hensat til en anden verden. Særligt på en morgen, hvor vi kan gå her mutters alene.

iGo blev afleveret til morgen til service og hjulskifte. Som aftalt stod en mand klar til at køre mig på arbejde og hente mig igen, når bilen var færdig.

Ved middagstid blev jeg ringet op. Der var gået et hjulleje og iGo ville ikke komme ud og køre i dag.

Offentlig transport fra Aalborg til Hals er en temmelig træls affære og det kunne Toyota Henrik godt forstå… han ville lige vende tilbage.

En time senere ringede han. Der stod en låne bil klar og der var en chauffør på vej efter mig.

Det var samme mand, som havde kørt mig på job og vi havde snakket Toyota C-HR, som er den bil jeg drømmer lidt om. Det havde han ikke glemt, så selvfølgelig blev jeg hentet i sådan en model.

Defekten er omfattet af min serviceaftale og indtil iGo er klar til afhentning, kan jeg pynte mig med lånte fjer.

Det var helt tydeligt, at de har rygende travlt og alligevel yder de, som altid, en helt fantastisk service.

Jeg er hverken betalt eller sponsoreret for at rose Toyota i Nørresundby – jeg gør det, fordi de fortjener det!

PS: men ville de sponsorere mig, ønsker jeg mig sådan en C-HR Hybrid

– når folk skriver selvskab – det hedder selskab for h******

– af de nye sprogtendenser, hvor man synes man skal bruge holte eller afholte i stedet for holdt og afholdt.

Man ser det oftere og oftere, men bøjningen findes ikke:

Så stop det dog.

Klokken 7:30 kørte en fuld lastet VW UP ‘Move’ ud af min indkørsel. Lastet med alle de ejendele Poden har brugt mens hun har boet her og ca. kl. 14 fik jeg meldingen om, at alt andet også var flyttet og båret op på 3. sal.

Det bliver en rigtig fin lejlighed og jeg glæder mig til at se, hvordan hun får sig indrettet. Sjovt og farvestrålende forventer jeg.

Efter en kop kaffe og noget morgenmad tog jeg arbejdstøjet på. Jeg har pottet om, slået græs, klippet kanter, gravet lidt i forhaven, støvsuget, vasket gulv, gjort badeværelset rent, ordnet nye badeforhæng og vasket tre maskiner tøj som senere blev pillet ned af tørresnoren og lagt sammen… inden jeg kl. 16 synes, at nu kunne det være nok for en dag.

I morgen skal jeg besøge min far, aflevere en masse affald på genbrugspladsen, hente sommerdæk i skuret, køre P på job i Skørping og lufte Bob i den Jyske Skovhave, hvor jeg håber, at der er nogen at lege med.

Det var så vist også en weekend, der var godt brugt…

Når jeg ser udsigten fra Podens nye lejlighed længes jeg pludselig efter at bo højt oppe under byens tage. Er det for meget at drømme om en mindre lejlighed i byen og et sommerhus helt ude ved Vesterhavet, så man kunne veksle mellem storbyliv og afsondrethed?

Det er i morgen hun flytter ind. Med en uges forsinkelse. Lejligheden skulle males og rengøres og selvom udsættelsen var en skuffelse, så tror jeg hun er glad for at det hele, med gode menneskers hjælp, nu er tiptop i orden.

Jeg ved ikke om du har set ‘The Cleaner”, hvor Samuel L. Jackson spiller en forhenværende politibetjent, hvis opgave er at gøre rent og fjerne spor på gerningssteder…

Poden har brugt ugen på dels at male færdigt men også på at gøre gøre rent og jeg er ret sikker på, at det ikke længere er muligt at finde dna spor fra den tidligere lejer. Overhovedet!

På min matrikel bliver der igen ro og orden.  Knap så mange sko, knap så meget vasketøj, knap så meget…

Bob har haft dårlige mave i weekenden. Det sker, men da jeg mandag morgen opdagede, at han også havde blod i afføringen måtte vi en tur omkring Dr. Dyr.

Efter jeg er begyndt at give ham Orijens Six Fisk har hans mave ellers være fin og stabil, han prutter ikke og har stor ædelyst. Derudover er hans pels flot og fælder minimalt.

Jeg tror, at han har fundet et eller andet ‘lækkert’ og fornøjet sin mave med det… langt mere end at det skulle skyldes fodret.

Dyrlægen synes selvfølgelig, at hans foder er det bedste, men Bob stortrives på Orijens. Det er et kvalitetsfoder og valgt med omhu… og så bliver jeg egentlig lidt træt, når han bruger en masse krudt på at tale det ned – “skidtfisk” kalder han indholdet uden at vide noget om det – særligt træt bliver jeg, når jeg fornemmer, at det vist bare er for at sælge det han selv har på hylden.

Nå men i det mindste var der ikke noget alarmerende galt med dyret… og vi slipper forhåbentlig med skånekost, zoolac og penicillin resten af ugen.

Så skulle han gerne være fit for fight igen.

INDFLYTNINGSKLAR stod der i annoncen for Nannas nye lejlighed. Altså hvis man er ligeglad med manglende rengøring, gule vægge og skrammede dørkarme og fodlister så var den måske indflytningsklar.

Jeg tror nok, at vi havde forventet, at indflytningsklar betød en nymalet og rengjort lejlighed, men sådan er der så meget.

Indflytningen måtte udskydes og Nanna håbede vist, at kunne tromme nogle venner sammen til at hjælpe til…

I stedet meldte min ven Peter og hans søn sig på banen og brugte en del af deres søndag på projektet.

I går var vi tre om at slibe træværk og dække af med plastik og til morgen var vi så 5, der gik i gang med ruller og pensler.

Vi kom rigtig langt.

Alle vægge og lofter er færdigmalet, træværket mangler at få 2. gang og efter en gang rengøring er lejligheden INDFLYTNINGSKLAR.

Hun har boet i Hals længe. Det har været skide hyggeligt og Bob har elsket det, men nu er det tid til at komme videre.

Vi mødte to unge mennesker med hver deres hund i hundeskoven i går. Den ene var en Fransk Bulldog, men med en kropsbygning og størrelse som var meget forskellig fra Bobs.

Den ene siger og peger på Bob, “hvis jeg skal have en Fransk Bulldog skal den se sådan ud“. Bulldoggens ejer svarer “ja ja, men der er ligesom to modeller af den Franske Bulldog og min er den sporty type“.

Øh nå… det er helt nyt for mig at der er forskellige typer – og jeg er ret sikker på, at det samme vil det være for FCI. Nogen må have bildt hende en historie på ærmet.

Var det tilfældet ville Bob kunne vel sagtens beskrives som en miniatureudgave. I hvert fald forveksles han ofte med en hvalp… hvilket måske er meget godt, da jeg kan bruge det som en undskyldning for hans pjattede opførsel.

Han er 31 cm i skulderhøjde og vejer kun 10,5 kg, men selvom han hører til i den mindste ende holder han sig fint indenfor hvad racestandarden foreskriver:

Jeg er i øvrigt begyndt at overveje om Bob skal være storebror… der er jo en del ventetid på det skidt, så jeg bør vel begynde at kigge mig omkring 🙂