• Her kommer mutter med kost og spand

    Energiniveauet fra lørdagen fortsatte ind i søndagen og inden Bob og jeg tog i hundeskoven kl. 12:15, hvor vi havde en aftale, havde jeg vasket og skiftet sengetøj samt tømt og rengjort køleskabet.

    Jeg er så tilfreds med endelig at fået overstået de opgaver, som jeg har haft hængene over hovedet alt for længe. Det er jo ikke fordi jeg ikke har haft tid – der har bare hele tiden været noget sjovere, der har fået mig til at springe over.

    På fornøjelsessiden denne søndag var en legeaftale med Jack i hundeskoven. Han havde sine mennesker med og besøget efterlod en større opfyldning af strømpebeholdningen, tre puslespil til vinterens mørke aftener og en hund så træt at han vist først vågner op i morgen.

    En weekend godt brugt… det skal blive godt at komme på arbejde og slappe lidt af 🙂

  • Lørdags job

    Weekenden kommer som sendt fra himlen. To dage med ro og rum til alt der ikke er tid til på travle hverdage.

    Den tomme havecontainer er blevet fyldt med nedfaldne æbler og de sørgelige rester af rabarberen. Tøjskabet blev ryddet og det resulterede i 3 sække tøj til affald og 1 til genbrug, som blev kørt på genbrugspladsen sammen med noget affald, der har stået alt for længe i carporten. Gulvet er støvsuget og vasket. Afløbet i bruseren er renset og brusehovedet afkalket. Vasketøjskurven er tømt og Bob har fået en lang tur i mosen.

    Nu holder jeg altså også fri resten af dagen!

  • Man tager vest på

    Strikkemoden fyldes lige pludselig med veste, eller slipovers som jeg kalder dem.

    Smart altså. Man slipper for at strikke de forbandede ærmer og holder samtidig kroppen varm.

    Jeg er vild med den Liselotte er i gang med: UraUe – den ville klæde min buttede krop, men en opskrift på engelsk!!!

    Kan jeg nu det?

    Og er en vest overhovedet smart når jeg ikke ejer en eneste skjorte?

    Jeg har en hemmelighed på pindene som først kan vises frem når den er afleveret og har lige bestilt garn til en lille islænder. En test af der der flerfarvede strik, som jeg mestrede så fint engang, men som jeg ikke helt ved, hvordan jeg har det med i dag.

    En str. 2 år er et overkommeligt projekt og en fin lille julegave til ‘barnebarnet’, inden jeg får ideer om noget flerfarvet til mig selv.

    Mit eget skab er fyldt med fine sweatre og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal kaste mig ud i.

    En vest kunne meget vel være næste egoprojekt.

    Eller en islænder.

  • Det bliver et nej tak herfra

    Min ene kollega holder efterårsferie og den anden passede sit job som tekniker på vores Aarhus lokation og efterlod dermed mig alene på kontoret.

    Jeg håber ikke, at jeg bliver den sidste af de ti små cyklister for så keder jeg mig da ihjel.

    Der har kun været få kunder og opgaver. Til gengæld har min mobil kimet og har gjort det længe med samme nummerserie – 887282 og så med forskellige cifre til sidst.

    Under valgkampen støttede jeg Dansk Flygtninge hjælp og siden har de kimet mig ned.

    Der sker det samme hver gang jeg har doneret et beløb eller skrevet under på en underskriftsindsamling i en eller anden velgørende forening… så har det mit mobilnummer og synes også, at jeg skal være medlem.

    J E G  G I D E R  D E T  I K K E

    Jeg bidrager til det og de jeg har lyst til – og deres efterfølgende påtrængende facon kan få mig til aldrig at bidrage igen.

    I det hele taget stritter alt på mig, hvis man vil pådutte mig noget jeg ikke selv har bedt om: en større menu ved McDonalds, godbidder ved Maxi Zoo, en top til at have indenunder når jeg har købt en bluse…

    Jeg ved fra Poden at ekspedienterne er pålagt at forsøge sig med mersalg og jeg ved at de fleste finder det lige så irriterende som kunderne.

  • Midtuge status

    • Vi venter fortsat på resultatet af scanningen.
    • Jeg venter også fortsat på, at mine nye briller bliver klar til afhentning.
    • Min bilrude revnede. Først lidt. Nu er den flækket næsten hele vejen over. Jeg får besøg hjemme i carporten næste fredag af en mand med en ny rude.
    • I går oplevede jeg et rådyr blive mejet ned af en Aygo. Ikke min. Det var bestemt ikke noget rart syn. Jeg havde set den løbe forvildet rundt på marken til højre for mig. Satte farten ned og var klar til at bremse ned… men den modkørende var ikke opmærksom og den lille fyr nåede ikke over og blev ramt frontalt af bilen. Aygoen stoppede ikke, men det gjorde til gengæld bilen bagved og en lastbil som kørte i samme retning som mig. På den måde fik de spærret vejen. Det var tydeligt, at den havde brækket nakken ved sammenstødet, så der var intet at stille op andet end at lægge den ind til siden.
    • Julegave nr. 2 er i hus. Det samme er et par adventskalendergaver til de, der er på min ‘nice’ liste. Man må godt med kun knap 1½ måned til december.
  • Roen har sænket sig

    Weekendgæsten Jack er afhentet og det eneste der høres nu er sovelyde henne fra hundekurven.

    De ER blevet bedre til også at slappe af i hinandens selskab, men der er alligevel langt mere knald på end når det kun er Bob og jeg der er her.

    Jack går ikke skide pænt i snor, så det er noget med at smide dem i bilen og køre ud i skoven eller mosen, hvor de kan løbe frit, for i modsætning til Bob så kommer Jack. når man kalder.

    Vi startede derfor søndagmorgen i hundeskoven, mens dagens første lys viste sig. Det er skønt at gå der når naturen vågner og der endnu ikke er noget, der forstyrrer.

    En skøn weekend som alt for hurtigt fik en ende.

  • Afkrudtning

    Ingen kan vel være i tvivl om at de to her har det sjovt.

    Det kan også være vild leg, så når jeg passer Jack passer det mig fint at hente ham og køre til Vesterhavet, hvor de kan løbe krudtet af sig.

    Jack er ældst og det ses tydeligt.

    Bob kan være ‘a pain in the arse’ og så bliver han sat på plads. Det er så fint og de finder selv ud af det. Når jeg ser de to sammen er jeg ikke længere så bange for at vælge en ‘lillebror’ til Bob.

    Det er forresten i næste uge, at jeg forventer at modtage besked om scanningen og dermed få vished om hvorvidt der er en hvalp at glæde sig til.

    Bob er den af de to, der kører højest og har svært ved at lade Jack være i fred. Så indimellem trækker jeg TIMEOUT kortet og så ryger de på hver sin side af børne gitret. Eller som nu, hvor Jack ligger snorkende i sofaen ved siden af mig – en helle han har, hvor Bob ikke kan komme op.

  • En hund og ti små cyklister

    Det findes næppe noget mere ynkeligt end en Bob, der bliver trukket med ud i regnen. Han gider det ikke. Om det så er hans halestump hænger den nedslået mellem benene og turen går i et opskruet tempo så han kan komme hjem i tørvejr.

    Det silede ned da vi startede vores eftermiddagstur, men inden vi nåede rundt om Præstens Plantage var regnen stilnet af og halen var igen glad.

    Hundeføren er ikke nær så glad.

    Forruden i hendes bil er revnet, det er snarere reglen end undtagelsen at transportiden til jobbet varer over en time pga. kø ved Limfjordstunnelen og så er vi nu reduceret til 2,5 mand i afdelingen i Aalborg. En ressource til at sørge for det administrative på landsplan, en ressource til hjælpe med tekniske problemer både i Aalborg og Aarhus samt en halv ressource til at klargøre maskiner og styre lagret.

    Det er næsten som i sangen med de ti små cyklister. Da jeg begyndte i afdelingen var vi ti. Nu er vi to og en halv. Det er vel ikke en overdrivelse at mene at vi er en afdeling i afvikling?!?

  • Yndlingsmennesket – hans og mit

    Syv kilometer omkring mosen og efterfølgende et par timers besøg af yndlingsmennesket tog luften helt ud af His Bobness og han storsnorkede i hundekurven hele aftenen.

    Fredag fyldte Nanna iGos bagagerum med vasketøj og lørdag efter arbejdstid kunne hun så hente det hele nyvasket hjemme ved moar. Der ér vaskekælder i den ejendom hun bor i, men det er i en elendig forfatning.

    Hun bringer og henter selv, nogen gange kommer hun også og vasker det selv, så det er ikke noget besvær for mig at lægge maskine og tørresnore til.

    Bob kammer helt over når hun træder ind af døren. Der er ingen andre, der får sådan en velkomst – ikke engang hende som sørger for ham hver eneste dag.

    (mor er ikke sur, mor er skuffet)

  • Musikken fra dengang

    Et nummer på P4 morgen bragte mig direkte tilbage til 1980.

    Last train to London – her i en lidt jazzet version, men det gjorde ikke indtryk på det smil, der bredte dig i mit ansigt.

    Det var et af de numre, der konstant var på spillelisten i den lille interimistiske kibbutz pub, som en flok danskere have banket sammen og kaldte ‘Plørehullet’.

    Her drak vi Goldstar, røg Noblesse smøger og festede – den eneste fornøjelse kibbutz livet bød på udover en hebraisk synkroniseret film i ny og næ.

    Jeg var kun 17… 7 år yngre end Nanna er i dag, da jeg rejste alene til Israel.

    Mine forældre må have været utroligt modige på den måde at sende mig ud i verden – jeg har skrevet om det før her.

    Til næste år er det 40 år siden. FYRRE!!!

    Er der en tendens til, at jeg dvæler en del ved alder i øjeblikket?

    Det er der vist.