Lørdag er ugens eneste dag, hvor der der bare står ‘mig’ på kalenderen. Jeg fastholder, at den ene af weekendens dage helt og holdent er til, hvad jeg har lyst til, hvor jeg ikke ‘skal’ noget.

I dag blev fridagen tilbragt i selskab med Poden og vores to hunde. Ved stranden.

I Nordjylland holdes der først vinterferie i uge 8, så der var endnu ikke mennesker hverken i sommerhusene eller på stranden.

Vi travede en tur, satte os i klitterne en times tid og mærkede solen på næsen.

Det føltes nærmest som forår selvom vi kun er midt i februar.

Bob kan næsten ikke være i sin lille krop af bar glæde over legekammeraten Jack.

Om det er gensidigt, tvivler jeg lidt på 🙂

De nød stranden og hinanden, og jeg er ret overbevist om, at det bliver en stille aften i både Hals og Tylstrup.

Mit første møde med Sebastian Bergman skete i Hjort og Rosenfeldt debutroman Manden der ikke var morder, som er en af de bedre krimier, jeg har læst.

Sebastian er en politipsykolog på orlov, efter en personlig tragedie som har han har svært ved at komme over, men efter et mord på en 16 årig dreng arbejder han igen for Rejseholdet.

Man keder sig ikke et sekund ikke i løbet af fortællingen og det er en rigtig flot debutroman af de to forfattere. Bogen slutter et brag og en afsløring, der fluks fik mig till at kaste mig over nr. to i serien.

Den svære to’er, Disciplen, er lige færdiglæst og er om endnu bedre. Sebastian og Rejseholdet er igen omdrejningspunktet for en mordefterforskning.

Den tredie, som hedder Fjeldgraven er netop hentet og ligger klar på mobilen.

Indtil videre er der 6 bøger i serien.

  1. Manden der ikke var morder
  2. Disciplen
  3. Fjeldgraven
  4. Den stumme pige
  5. De uegnede
  6. En højere retfærdighed

Alle 6 bøger i serien er oplæst af Bent Otto Hansen, som efter min mening er en af de absolut bedste oplæsere.

Jeg glæder mig til endnu mange timers underholdning.

Søndag var vi i Den Jyske Skovhave, som er på 14 ha og mødte en masse hunde.

I dag gik turen til Trekantskoven, den lokale hundeskov med et areal på 41 ha, uden at møde en eneste hund.

Det sidste er der ikke meget leg og socialisering i – til gengæld er Bob her skovens konge og der fred og ro til at fordybe sig i de mange duftspor.

Jeg er sådan en der notere mange mærkelige mærkedage i min kalender, som jeg så også bliver reminded om. Den 12. februar bimler flg. besked ind “Mødte (…) 2015”. Det er ALLEREDE 4 år eller KUN 4 år… det føles på samme tid som var det i går og som vi har kendt hinanden altid.

Vi har stort set haft daglig kontakt siden. Om stort og småt. En enkelt kommentar på messenger eller time lange telefonsamtaler. Vandreture i naturen eller som co. pilot i iGo. Sjove samtaler, alvorlige samtaler, samtaler om dybt personlige ting, faglige ting, men aldrig bare small talk…

Måske lyder det som venskaber du har mange af, men som introvert er det ikke hverdagskost at møde nye mennesker og lade dem komme ind under huden.

Jeg føler mig omsluttet af ægte omsorg og interesse for alle aspekter af liv og håber, at jeg giver bare en lille smule af det samme tilbage.

Bob fik sig en på opleveren i dag.

16-17-18 – jeg opgav at tælle – hunde i alle størrelser samlet til hundetræf ved søen i Den Jyske Skovhave.

Bob virkede en anelse benovet over det store opbud af artsfæller, men opførte sig super socialt og læste de andre som det hører sig til hos en hund, som er mentalt velfunderet.

I det hele taget var det en positiv oplevelse at se så mange hunde komme så godt ud af det med hinanden. Der var et par stykker som ikke gad de andre, de advarede og fik så lov at være i fred og der var ikke noget, der fik lov at udvikle sig.

Det er ikke sidste gang vi kører den tur.

  • Det holdt kun kort med den nye stillingsbetegnelse – nu er jeg Teknisk konsulent igen. Det må have været en fejl i systemet – eller også er der noget på bedding og nogen er kommet til at trykke på knappen for tidligt.
  • Læste at 77% af den japanske befolkning har en genvariant, der gør, at de producerer mere ørevoks og har øget kropslugt. Så ved I det.
  • Jeg har mødt en hund (og en mand), som viser sig at bo på et gods. Ikke det ringeste sted for Bob at have en legeaftale.
  • Bob og jeg har dagligt flere gange dagligt en mindre uoverenstemmelse om hvorvidt bademåtten skal ligge på badeværelset eller i køkkenet.
  • Til morgen havde vi også en uoverensstemmelse. Jeg havde glemt at fortælle ham, at jeg ville arbejde hjemme og vi derfor kunne sove en time længere. Bob insisterede på at vi skulle op til sædvanlig tid.
  • Samme Bob har i dag været hos Dr. Dyr til vaccination, sundhedstjek og udstedelse af pas. Han meldes i topform og er nu rejseklar. Fine kridhvide tænder, blank og sund pels, rene ører, vægten siger 10,9 kg. og så er Bob en meget potent hanhund. Dr. Dyr havde i hvertfald sjældent set så store boller på en 10 kg’s model. Måske er de årsagen til det eneste lille issue der var: en forhudsbetændelse, som mange hanhunde døjer med. Jeg fik noget at rense med og tænkte, at det nok blev samme kamp som da jeg ville prøve at børste tænder på ham. Det gjorde det så IKKE!

Orbitmanden er færdig med sit gåprojekt og ligger hjemme på sofaen, ser film og spiser hotdogs.

Det er SÅ velfortjent.

Da jeg gik i seng i aftes ved 22 tiden snakkede vi kort. Da var han på vej ud på de sidste to timers vandring inden projektet lukkede til midnat.

692.432 skridt – ca. 550 km på 14 dage. Han er klar til Caminoen eller det, der er værre.

Til sammenligning har jeg gået 122.207 skridt på de to, for mig, helt almindelige uger. Selvom jeg ofte glemmer mobilen hjemme og godt kan lægge lidt skridt til, så kan jeg alligevel godt gøre det meget bedre.

Lørdag gik vi turen omkring mosen, i selskab med Nanna, kæresten og Jack. Det giver 6,5 km på tælleren og er en skøn tur hvor hundene kan løbe løse hele vejen. Når lyset vender tilbage er det en tur vi sagtens kan nå på en hverdag også.

49.000 skridt om dagen i gennemsnit over to uger – der kommer jeg alligevel aldrig til.

Endnu en lille Anker trøje er røget af pindene og denne gang i en udførsel jeg synes, at jeg kan være bekendt at forære væk. Jeg var meget omhyggelig med at tage masker pænt op under ærmerne og jeg er ret tilfreds med resultatet. Og så synes jeg, at det lille mærke fra PetiteKnit er prikken over i’et.

Den er strikket i ren uld denne gang – Blackhill Élevé i farven lys indigo fra Garnudsalg. Jeg er vild med det rustikke look det garn har og skulle jeg engang kaste mig ud i noget til mig selv kunne det meget vel blive i den chunky version af garnet.

Jeg har garn hjemme til endnu et svøb, men jeg har mere lyst til nogle småprojekter, som jeg hurtig kan se resultatet af.

På strømpepindene er der nu slået masker op til Liselottes strikkede vanter “Håndlavet”. En tråd Blackhill Élevé (resten fra trøjen) og en tråd Blackhill Super Kid Mohair fra et aldrig færdigstrikket projekt.

Dem skulle jeg også kunne blive færdige med uden problemer.

Jeg savner et quick fix til at komme gennem januar måned, som er sådan et antiklimaks oven på en december med alle dens fridage, lys og forventnings glæde.

Der er ingen fridage.

Der er ingen lys.

Men nu er jeg kommet igennem for denne gang.

Den sidste uge i januar kort:

  • iGo gik glat gennem sit første syn.
  • Også Bob er indkaldt til sit første syn. Vaccination og sundhedstjek.
  • Jeg kigger på ny pc. Min 21.000 kroners Mac, som allerede én gang har fået skiftet tastatur, hænger igen i tasterne – denne gang på i og t tasten. Jeg gider den ikke mere og skal IKKE have Mac igen. I afdelingen har vi tre Macs af samme type med samme fejl og en tur på Google afslører, at det er en kendt og ofte forekommende fejl på deres ‘butterfly’ tastatur.
  • En organisatiorisk ændring har gjort, at jeg både har mistet kolleger og fået nye. Og ny titel. Administrativ tekniker.
  • Garnet er blevet trimmet.
  • Ankertrøje nr. 2 er ved at være færdig. Denne gang strikket i Blackhill Élevé og langt mere vellykket i raglandudtagningerne og i maskeopsamlingen under armene.
  • Poden er fra i dag og to måneder frem at finde i Matas i Algade før hun igen vender retur til Vejgaard.
  • I dag kan hun dog ses i nedenstående reklame for Vejgaard butikken 🙂

Temperaturen føltes som minus 10 grader da vi gik ud kl. 5:30 og det er bestemt ikke Bobs livret. Og da slet ikke når han kommer lige fra sengevarmen og ud i kulden. Små ture ud i haven, hvor han forsøger at holde flokken af solsorte væk fra de nedfaldne æbler, er fint, men derudover er han temmelig uvillig.

Anderledes ihærdig er min ven P. som traver rundt om kvarteret eller – i dårligt vejr – rundt om stadion. Han er gået i kredsløb, som led i et gå-projekt i Rebild Kommune har sat i værk. Han er i den grad gået all-in og traver mere end en marathon om dagen. En dag nævnte han selv, at han var gået i ‘orbit’ og er herefter kendt om Orbitmanden.

Jeg har været med på telefon som opbakning og underholdning en del af de mange og lange timer og vi har haft nogle rigtigt gode samtaler om de ting, der rør sig i vores liv… studie, job, forældre, børn, fremtidsplaner, økonomi, pensionsliv osv. osv.

I dag er det på det nærmeste snestorm i det nordjyske og alligevel har jeg nu observeret ham tre gange gå forbi kontorvinduet på runden i kvarteret.

Orbitmanden.

Kong vinter har lagt sin kolde hvide hånd over det nordjyske.

Vi har endelig fået sne. Oven i købet noget der er blevet liggende og som der fortsat bliver fyldt ovenpå.

Bob er ikke udelt begejstret. Han springer ikke kåd rundt som man ser andre hunde gøre i sneen, men ligner mere en, der mener, at det er koldt og underligt.

Heller ikke jeg er udelt begejstret i år. Normalt elsker jeg at trave i skoven og mosen i sneen, men jeg er så bange for at falde og være nødt til at tage fra med min højre arm/skulder. Har en fornemmelse af, at det kunne få ret omfattende smerter og følger.

Søndag skal gå med besøg hos de gamle, strik, korrekturlæsning og layout af en universitetopgave med deadline i morgen og sidst, men ikke mindst, håndbold.

Jeg har plottet mine forårs-mandags-fridage ind i kalenderen og jeg glæder mig til at weekenden bliver tredages og arbejdsugen 4 dages – bare for en stund.