Vel hjemme på matriklen kunne jeg høre støvsugeren larme fra de åbne vinduer… og som om det ikke var nok, blev jeg mødt af duften fra nybagte muffins, da jeg lukker døren op.

Kan man da overhovedet ønske sig mere luksus på sådan en helt almindelig onsdag.

O som overdreven overskuds onsdag
 

Jeg håber det, og god en til dig!

Som Sydafrikas nye præsident står Nelson Mandela over for den kæmpe opgave, det er at samle nationen efter årtiers apartheid. I troen på, at tilgivelsens kraft kan inspirere til storhed, vælger han at frede det forhadte hvide rugbylandshold Springboks. Med præsidentens loyale opbakning kæmper det upopulære team sig op til VM-finalen i 1995, hvor de grøn-gule trøjer møder New Zealand i en ulige match.

Morgan Freeman er, i mine øjne, en af de allerdygtigste på sit felt og hans præstation i Invictus er ingen undtagelse. Morgan Freeman ER Nelson Mandela og flere gange måtte jeg da også lige kigge en ekstra gang for ikke at tro, at der var brugt autentiske optagelser af Mandela. Denne spinkle og skrøbelige mand og hans kolossale karisma løfter denne film op til at være en rigtig god oplevelse og Invictus er, i Clint Eastwoods dygtige hænder, blevet et meget anderledes vidnesbyrd om en nation under store forandringer.

Invictus er det latinske ord for uovervindelig. Titlen stammer fra et digt fra 1875, skrevet af den britiske poet William Ernest Henley. Det inspirerende digt skulle efter sigende være et af Nelson Mandelas yndlings digte.

Out of the night that covers me,
Black as the pit from pole to pole,
I thank whatever gods may be
For my unconquerable soul.

In the fell clutch of circumstance
I have not winced nor cried aloud.
Under the bludgeonings of chance
My head is bloody, but unbowed.

Beyond this place of wrath and tears
Looms but the Horror of the shade,
And yet the menace of the years
Finds and shall find me unafraid.

It matters not how strait the gate,
How charged with punishments the scroll,
I am the master of my fate,
I am the captain of my soul.

Og således beriget i både ord og billeder endte tirsdagen alligevel som … T for tålelig

T for tirsdagstristhed og Tell me why I don’t like Tuesdays.

Lige specielt dén her tirsdag har været sej at komme gennem. Jeg har kedet mig bravt hele dagen… bevarmigvel, jeg har skam haft arbejde nok, men jeg har bare ikke gidet at gå i gang og da jeg kom hjem, lå poden oppe under dynen og led af samme tirsdagstræthed.

T for træghed. T for træthed. T for tror vi går tidligt i seng!

Nogen gange tror jeg bare, at man gør bedst i at undlade at spørge…

Poden og veninde!

Jeg bed mærke i til morgen, at fuglene faktisk er begyndt at pippe lidt i det allerførste morgenlys…

- det må være et godt tegn.

Hav en rigtig dejlig tirsdag!

Ikke engang natbukser og gummestøvler kan skjule at her står et par Vodskov babes.

Eller noget

På onsdag kommer DR med optagevogne og hele pivtøjet til firmaet for at bruge receptionen i vores Københavner lokation som kulisse i en ny dramaserie. I fredags blev jeg kontaktet af en scenograf og en grafiker fra DR, for jeg har en – omend meget lille – opgave i denne forbindelse.

Kulissen skal forestille et medicinal firma - og derfor er min opgave at udskifte vores loge med dette fiktive firmas på de informationsskærme, som står rundt omkring i huset og som er mit ansvarsområde.

Jow jow… jeg kommer nok ikke med på rulleteksterne, men alligevel…

Den rødhårede og jeg nød en stille stund  på traveturen. Den rødhårede med at studere heste og undertegnede med lukkede øjne, ansigtet vendt mod solen og filosoferende lidt over, hvad fa’en jeg denne gang har sagt og gjort, der har kunnet nedkalde endnu en tavshedsfatwa over mig

Men ved I hvad..? - i dag er jeg ret ligeglad! Solen skinner, søndagen er dejlig og hvad skal man så med mennesker, der ikke forstår sig på glæden i livet.

Jeg faldt lige over det her billede i arkivet…

Poden var skisme ikke ret gammel, da hun første gang i førte sig ridehjelm og -støvler. Jeg er ikke helt klar over om hun er 4 eller 5, men hun går i hvert fald i børnehave og var ikke større end hun måtte finde en mælkekasse og stå på for lige akkurat at kunne nå at strigle “Cirkeline” på maven.

Og lige siden har hun ikke været til at drive væk fra de heste. Ikke at jeg har prøvet. Det er ikke nogen billig hobby, men jeg har, siden vi for 6 år siden investerede i hendes halve hest, ment at de er de bedste penge jeg har givet ud. Og det mener jeg stadig. Det er verdens bedste hobby og de piger, der har deres gang på gården i Langholt er af en helt særlig kaliber. Seje, stærke og frygtløse piger, der ikke piver og er bange for at tage fat, når der skal muges ud, hvidtes stald, trækkes heste ind, gøres baner klar, flyttes spring, arrangeres stævner…

Poden kan være nok så sart og forfængelig i andre situationer, men i ført ridetøj er der ingen grænser for, hvad hun kaster sig ud i at rode med. Intressen er heldigvis stadig intakt, selv om hun nu om ganske kort tid bliver 16 og som forventet har 117 andre ting i hovedet

Vi vandt ikke noget… vi var ikke engang tæt på, men vi morede os kongeligt.

Vi har spillet Bingo Banko på TV2 under højlydte jubeludbrud og med kaffe, chokolade og cola til at dulme nerverne. Vi satser på bedre held næste uge, hvor vi har tænkt os at line op med en millionmilliard bingoplader… vi kunne nemlig godt bruge en spritny Seat Ibiza.

Solen er ved at få magt og varmer mærkbart på næsen. Så meget faktisk, at halstørklæde og vanter blev båret i rygsækken da den rødhårede bevægede os ud på vores provianteringstur. Der er næsten ingen vind og jeg er sikker på, at kunne man finde sig en lun krog i solen, kunne man sagtens sidde derude med en kop kaffe.

Om lidt når solen rammer min have, vil jeg gøre forsøget.

Kæresten er på besøg og der var tidligt liv på teenageværelset til morgen. Ikke noget slendrian der – han sover ikke det halve af dagen væk… ligesom visse andre i den alder. Under morgenmaden bemærkede han vores morgenlook med skævt smil og et:

inden man vælger en pige, skal man altid huske først kigge på hendes mor
 

Hvad pokker han så end mente med det

Weekendmorgenlyset vælter ind af vinduet og her to år efter vores indflytning og en millionmilliard stearinlys senere, kan jeg se at mine mine lofter og vægge trænger alvorligt til en klat hvid maling.

Jeg havde allerede reserveret de tre dage inden påske til ferie, fordi jeg troede den rødhårede skulle steriliseres… nu har jeg i stedet et optimistisk håb om, at jeg gider trække i arbejdstøjet.

Hvis da ikke ”nogen” finder på at invitere mig med et par dage til Paris eller i sommerhus eller… så kan malingen nemlig sagtens vente… siger hun og vinker vildt (og sikkert også vildt forgæves) med en vognstang

Foreløbig vil jeg dog nyde den smukke martsdag, hvor solen skinner fra en blå og skyfri himmel.

God lørdag til dig.

For nogle år siden lige før jul satte poden og jeg os til rette i en stuvende fuld Vor Frue Kirke. Og når jeg siger stuvende fuld, så mener jeg det. Vi sad i bogstaveligste forstand lårene af hinanden - men det gjorde ikke noget for hele kirkerummet summede af glad forventning.

Da der er fyldt op og kirkedørene lukker sig bag de sidst ankomne, går døren op til et baglokale og Etta Cameron træder ud… og indtager rummet. Virkelig indtager og jeg kan huske jeg tænkte WOOOW. Hele kirkerummet dirrede, alles ansigter flækkede i et kæmpe smil og lysene blev tændt i øjnene. Og med god grund for det var en varm og nærmest religiøs oplevelse. Ikke nok med at hendes stemme og musikken rørte ved noget, så var hun som performer helt unik. Inden denne specielle julekoncert var ovre havde hun været rundt, kantet sig ind mellem kirkebænkene og haft øjen- og kropskontakt med hver enkelt… et håndtryk, et klap på hovedet, et strejf på kinden… hver eneste koncertgænger blev bemærket. Poden mere end én gang, men hun sad også og så yndig ud der på første række

Igår døde hun og jeg glæder mig ekstra meget over, at jeg/vi nåede at få den oplevelse.

Jeg er ikke religiøs… men den aften var jeg… hvis I forstår!

Jeg har truet Arabella med, at dette bliver hendes sidste løbetid og jeg have en ide om, at hun skulle steriliseres allerede inden måneden var omme.

Det ville passe storartet sammen med min påskeferie, men en samtale med sygeplejersken på dyreklinikken fortalte, at det optimale tidspunkt er ca. to måneder før en løbetid… nå, okay, jamen så må vi jo vente til sommer.

Ved samme lejlighed forhørte jeg mig om prisen og måtte lige synke en ekstra gang… det koster 4.200 kr. Det synes jeg saftsuseme er dyrt og jeg har derfor brugt lidt tid på at google mig til priser rundt omkring. Det er ikke specielt nemt at finde nogen dyrlæger, der reklamere med priser overhovedet, men de få jeg kunne finde ligger i det leje… fra ca. 3.600 og helt op til 4.900… og jeg som havde regnet med 17-18-1900 kr. Jeg blev klogere. Jeg tror det er fordi, jeg sammenligner med, da vi fik vores gamle hanhund kastreret - men det er en helt anden operation, forstår jeg nu.

Nå, jeg tygger lige lidt på det. Og måske kommer jeg til penge, når Patientforsikringen får fingeren ud og tilkender mig en erstatning på ½ million. Eller noget